Jævnlig lægges der ris til røven på denne nation af uforbederlige syndere! Der kaldes igen og igen til kamp mod rygning, drikfældighed og grovæderi. Eksperter, meningsmagere og folkeopdragere står klar med endnu flere initiativer, der skal få styr på vort grænseløse livsnyderi! For nylig var det så sociologen Henrik Dahl, der tog et forslag om et egentligt forebyggelsesministerium under kærlig krabask-behandling. Han mente, at et sådant ministeriums reelle opgave måtte være at forebygge dumhed! Denne artikel forsøges klemt ind, før der gribes alt for effektivt ind mod dumhed. Den frister nemlig skæbnen ved at give Dahl og en del andre Strandvejs-joggende ’besserwissere’ svar på tiltale.
Et ministerium mod hvad?
Om muligt har Dahl overgået sig selv med et glimrende, veloplagt og skarpt skåret essay:
Ministeriet til forebyggelse af dumhed
I nævnte essay er det ikke alene lykkedes Dahl at formulere sig, så jeg stort set kan være uenig i hvert eneste ord. Han har også fået mig overbevist om, at der vitterligt er behov for et ’forebyggelsesministerium’. Det skal være et organ, der kan forebygge fordomme og frelsthed!
Hvis man vil tilgive mig udtrykket, så er anledningen ren ”gefundenes fressen” ... Derfor ærgrer det mig, at jeg ikke har haft tid til at svare før nu, hvor artiklen vel snart er ’old news’ – som det hedder på nydansk - men sådan må det være, når man har travlt med at ryge Clintons cigarer, drikke Churchills whisky, æde Pavarottis Piccatine, og bolle Mae Wests efterkommere!
Det er SF, der har foreslået det forebyggelsesministerium, der har afstedkommet Dahls bidske kommentar. Deres morale synes at være: ”med lov skal land forebygge ..." Jeg kunne såmænd fint have levet med en særlig afdeling i Sundhedsministeriet, eller en handlingsplan, der vel at mærke blev taget alvorligt … Men måske er et egentligt ministerium nødvendigt for at få prioriteret forebyggelsesindsatsen. Det er under alle omstændigheder ikke mere ’outreret’ end et Familieministerium!
Det vigtigste formål må være at 'sundhedsrevidere' alle love samt andre offentlige initiativer, og i det hele taget endelig at få gjort noget effektivt for at forebygge sygdom. Ud over de fremskridt, som den medicinske forskning utvivlsomt vil bringe, måske inkluderende stamcelleterapi, vil jeg især pege på to ting, der for alvor kan gøre en forskel: momsdiffentiering og motionsstøtte.
Jeg vil også gerne pege på noget, der forslår som en skrædder det velbekendte sted: mere 'oplysning' og ’mærkning'’ til de åbenbart utallige evnesvage ... Mærkning skal her forstås på begge måder: Såvel på varer som på folk! På varer synes mærkningen i stigende grad og med regeringens nyeste udspil som sit ypperste eksempel inspireret af den velkendte lilla ble, og på mennesker af den sorte middelalders heksejagt.
Dahls essay er en fin illustration af, hvor meget vi savner nuancer i den almene debat. Også, fristes jeg til at sige, når det angår forebyggelse af de såkaldte ’livsstilssygdomme’. Alene denne betegnelse viser, hvor skæv debatten er – og det skyldes næppe indtagelse af hash eller evt. lovlige rusmidler … Mangt og meget i den offentlige debat, for ikke at tale om den offentlige sektor, får mig til at citere en ret ukendt aforistiker:
Hvis nationalstaten er som en krop,
så har den danske for små ører og for store pegefingre ...
Se evt. mere af hin aforistiker her.
Fede fordomme eller fine nuancer?
Undskyld, at jeg nu bliver konkret! Lad mig prøve at nuancere en af problemstillingerne i debatten, nemlig spørgsmålet om, hvad der ligger bag den objektivt eksisterende fedme-epidemi, og hvad der ville konstituere en reelt effektiv indsats mod den.
Forskellige mennesker bliver fede af forskellige grunde. Der er genetiske dispositioner, sociale normer, individets aktuelle tilstand & situation, menneskekroppens evolutionært udviklede evne til omdanne stort set alt til fedt for at oplagre det til nu fraværende magre tider, komplicerede sammenhænge mellem forskellige fødekombinationer, opdagede og uopdagede ’eksterne’ faktorer som f.eks. miljø og medicin, og endelig betydningen af det fysisk krævende arbejdes forsvinden.
Der udestår fortsat megen forskning for at kortlægge disse komplekse sammenhænge – og reelt rådgive hver enkelt ud fra netop dennes profil og personlige erfaring.
For det første kunne man sætte mere turbo på at lære forskellige fakta, inden man belærer forskellige folk.
For det andet kunne man, ud fra det man efterhånden ved, råde folk til at spise varieret ud fra den gode gamle kostpyramide – for det synes at være den, man igen og igen vender tilbage til - tilsat en smule respekt for folks egne erfaringer og oprigtige interesse i at leve længere.
For det sidste, og vigtigst af alt lige nu, kunne man tage konsekvensen af, at der er konsensus om ét faktum blandt stort set alle ’fedme-eksperter’: At den rette motion er helt afgørende for helbredet, og at mange netop ikke får den rette motion. En grund hertil kunne være, de ganske enkelt ikke kan komme til det! Frem for dovenskab kunne der jo være økonomiske, sociale, geografiske og endelig fysiske eller psykiske årsager. Så hvorfor har visse i debatten dog så ufatteligt ondt et vist sted af, at det foreslås, at staten, der har finanser til at sende børnecheck til selv de mest velaflagte borgere, mens sundhedsvæsenet er ved at drukne i de omtalte ’livsstilssygdomme’, bevilliger diverse fattigrøve nogle målrettede motionstilbud til i snit et par tusind om året, hvis det kunne forebygge og forhindre et utal af problemer?
Det vides nu med rimelig sikkerhed, at motion relativt set er vigtigere end den nominelle vægt, uagtet at denne hos de fleste også skal ned. Det vides yderligere, at for at opnå et nødvendigt og sundt vægttab, hvor der ryger fedt og ikke muskler af, skal man tabe sig på den rigtige måde. Det er ret sikkert, at selv den mest benhårde slankekur kun er lidt værd uden motion. Det ender som regel i bedste fald med stagnation, i mange tilfælde med ’elevatorvægt’, og i de værste tilfælde med fejlernæring.
Den nyeste forskning antyder tilmed, at det faktisk modvirker vægttab helt at fjerne fedtet fra kosten, fordi man så ikke kan optage og omdanne proteiner og kulhydrater til muskelmasse. Men skal en - så lille som mulig - del af fedtet og den rette kombination af kulhydrater have lov til at forblive i kosten, så skal folk have reel mulighed for relevant fysisk udfoldelse.
Og det er der mange grunde til, at mange ikke har. Det er nemlig også højst individuelt, hvilken motion der er realistisk og gavnlig. Det er et studium i sig selv, som jeg vil henvise til de i øvrigt også statsfinansierede forskere og behandlere på området for, men jeg vil da godt løfte sløret for nogle af problemerne.
Der kan være problemer med andre sygdomme, kropsbygning, forskellige slags muskler, at undgå belastningsskader – og man kan ganske enkelt allerede være så overvægtig, at sædvanlig motion er umulig, enten af fysiske årsager eller p.g.a. fordomme og fordømmelse, som de mødes med fra andre fedmeforskrækkede danskere, der har brug for at uddrive problemer med selvværd og samvittighed ved at sparke nedad. Jeg skal undlade at nævne eksempler …
Fra flodhestens egen mund …
I debatten er det et velkendt – og vigtigt – refræn, at børn gives gode vaner, og Dahl fortæller om sin egen prisværdige indsats herfor i sin egen børneopdragelse. Men hvad med lidt muligheder til de voksne? Hvad hjælper det f.eks. at være i kanonform i teenageårene, hvis man senere lander i et motionsmæssigt sort hul? Hvor man skal have været skrevet op fra fødslen til såvel betalbar motion som bolig. Det gjaldt f.eks. København i 80'erne, da nærværende barn skulle fortsætte sin uddannelse ...
Med en omskrivning af et gammelt ord kunne man sige:
Hvad man i barndommen ’nemmer,
skæbnen ofte sørger for man glemmer …
Tillad mig her at blive personlig – på den fede måde, så at sige … Jeg agter at gå bekendelseslitteraterne i bedene ved at illustrere problemkomplekset med lidt fra min egen historie. For ca. 6 år siden blev jeg fed i løbet af to år, hvor min vægt gik fra 80 til 140 kg. Årsagen var en desværre nødvendig medicin, som ’overtrumfede’ en kost, der var væsentligt skrappere end de gængse kostråd, og at jeg ’løb på trapper’ til 4. sal 400 gange om ugen.
Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg er genetisk disponeret for fedme og har passet på hele mit liv. Jeg var derfor særdeles sportsaktiv som ung og bymester i et par sportsgrene, herunder for såvel seniorer som juniorer i tennis.
Men selv på ’toppen’ kunne jeg ganske enkelt ikke løbe en 400-meter! Det bør fortælle folk noget om betydningen af den rette motion til den rette person på rette tid og sted, og hvordan f.eks. kropsbygning og muskeltyper indvirker.
Et af de ’kulturchok’, jeg oplevede ved at flytte fra en mindre provinsby til København i 1980, var de sociale og økonomiske begrænsninger i storbyen for sportsudøvelse. Det medførte, at jeg i flere år måtte have piller mod for lavt blodtryk …
I København havde man først lige fået ideen med at bygge idrætshaller som arbejdsløshedsprojekter, så den arbejderklasse, der ikke længere havde et fysisk krævende arbejde enten p.g.a. arbejdsløshed eller ’social opstigning’, kunne få rørt musklerne. I udkantskommunerne kunne man blive skrevet på venteliste til tennis eller golf, hvis man var indstillet på at vente 4-10 år, betale et kontingent svarende til 20% af den årlige SU (og 5000% af det tilsvarende kontingent i min hjemby), og endelig at finde sin egen makker ...
Jeg skar til slut den gordiske knude over og forenede det nyttige med det behagelige ved at lade motion indgå direkte eller indirekte i mit arbejde. I nogle perioder tog jeg et antal avisruter, og i andre cyklede jeg f.eks. godt 17 km. hver vej til og fra arbejde, da jeg boede i den ene udkant af København, og jobbet lå i den anden. Det sidste gjorde, at jeg slap for såvel udgifter som gener ved, at al transport i Københavnsområdet partout skulle ind over København H, så det uafladeligt gik ’ad HT’ til omkvædet, ’Det Sker Bare’, mens vi passagerer råbte ”Taxa!”
Disse løsninger holdt mig i form, indtil jeg som nævnt ved skæbnens ugunst fik nogle sygdomme, der dels krævede medicin, som fik min vægt til at gå fra 80 til 140 kg. på 2 år trods overdreven sund kost og overdreven hård motion, og dels svækkede mit system, så kroppen til sidst ikke kunne klare for hård fysisk anstrengelse og konstante skift mellem nat og dag. Og at smutte op med aviser 400 gange til 4. sal om ugen fordelt over adskillige nætter betyder lige netop begge dele!
Når jeg betegner min motion og kost som ’overdreven sund/hård’, er det på basis af ekspertudtalelser. Diverse diætister opfordrede mig flere gange til øge fedtindholdet i kosten, og motionseksperter definerede netop på det tidspunkt et fornuftigt omfang af ’almindelig’ motion, som skal ses i modsætning til at blive egentlig sportsudøver med de mere organiserede rammer, der er omkring dette. En af disse undersøgelser var dengang omtalt i Jyllandsposten og opgjorde pudsigt nok disse forhold i løb på trapper! Ca. 200 gange om ugen blev betegnet som det maksimale for almindelig motion, mens alt mellem 200 og 600 trapper var problematisk, og over 600 måtte betragtes og behandles som egentlig sportstræning.
Oprør fra den brede midte!
Og hvad kan vi så lære af det? At det er utrolig synd lige netop for mig? Spar mig – eller skaf mig en fedtfordelingsaftale med én i Djibouti! At summen af laster er konstant? Måske, men så få mere af den mest fornøjelige motion! At vi alle er syndere for Vorherre og Henrik Dahl? Utvivlsomt!
Men uanset om man er religiøs eller troende ateist, så er jordelivet kendetegnet af ikke at være enten-eller. Godt og ondt, sort og hvidt er blandet med hinanden og alt muligt andet. Alle har deres historie og deres kampe, også med sig selv.
Virkeligheden er kompleks, og der er en verden til forskel på at generalisere for at forstå og at generalisere for at påstå. Virkelig at vide er at vide, at man ved relativt lidt. Virkelig at vise vejen at søge råd hos dem, der kender moradset. Virkelig at hjælpe er at spørge, hvilken hjælp der behøves.
Måske var det en idé, om diverse sundheds- og sandhedsapostle, der så gerne vil opdrage på folket, knyttede ’sylten’ en stund og lyttede til samme folk?
Det er kort sagt på tide med lidt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar