Syg historie II: Fedme-hetz har ødelagt manges liv, herunder mit ...

Kommentar til Videnskab.dk's artikel 
"Er lidt fedt virkelig en fordel?"
Først publiceret 7. januar 2013



Jamen det er jo mageløst!

15-20 år efter, at forskellige forskere introducerede begrebet "fedme-epidemien" på basis af nogle få undersøgelser, grove generaliseringer ud fra det såkaldte BMI (jf. bemærkningen i artiklen ovenfor) og almindelige fordomme kommer der nu nye forskningsresultater, der viser, at tingene ikke er så simple.
Faktisk viste en undersøgelse omtalt tidligere, at der kan være betydelig risiko, også for at dø, ved at få let overvægtige til at tabe sig for hurtigt og uden fornuftige forholdsregler:
"Forsker: Vægttab får overvægtige til at dø tidligere", Videnskab.dk 11.11.12


Og fedme-hetzen foregår skam stadigvæk, f.eks. når en forsker som dr. Nordvestgaard er med i et studie, der viser en MULIG sammenhæng mellem (meget) let inflammation (3 i CRP mod 1 i kontrolgruppen) og depression, hvorefter den kære læge går ud og fortolker resultatet således i Politiken (og med lignende ord i DR):
"For den enkelte patient er det endnu et argument for at passe på med ikke at have usund livsstil og være overvægtig, fordi det er jo de to ting, der fører til betændelse i kroppen."
Og senere fra vor kære læge:
"Der er mange mennesker, der går til lægen, fordi de har det dårligt, og et af de proteiner, som de måler, er CRP, og hvis det er for højt, og man ikke kan finde årsagen til det, så skal læger spørge ind til deres mentale tilstand ..."
"Skjult betændelse i kroppen øger risikoen for depression", Politiken 25. dec. 2012


Selv om studiet af 73.000 patienter netop ikke konkluderer, hvad der er hhv. årsag og virkning mellem betændelse og depression; selv om man ikke har undersøgt evt. fælles underliggende årsag (er); selv om studiet opererer med ganske små udsving i CRP - nemlig i intervallet fra 0 til 10, der anses for være dette proteins "normalområde", hvor patienten netop ikke har nogen større og slet ikke akut infektion; selv om en ganske velkendt og ofte forekommende bivirkning ved antidepressiva er vægtøgning, og endelig selv om anden grundforskning f.eks. tidligere har vist sammenhæng mellem et maginalt forhøjet CRP (vist nok til ca. 8) og kræft; så har dr. Nordvestgaard åbenbart intet problem med at opstille denne sammenhæng, som jeg nu tillader mig at parafrasere på den måde, den vil blive forstået 'på gaden':
Alle de små fede svin er selv skyld i, at de får betændelse i kroppen, og af betændelsen følger depression, som de så også selv er skyld i - og alle depressionspatienters klager over bivirkninger ved den medicin, der hældes i dem, er bare vrøvl!
Det nævnte studie - eller rettere dets fortolkninger, herunder et forslag om at behandle inflammation med antidepressiva - har i øvrigt fået en velfortjent rundbarbering i debatten  på Videnskab.dk 25. december 2012:
"Betændelse kan udløse depression"


Jeg har altid haft en sund livsstil, foretrækker sund mad med fisk og grønt og skummetmælksprodukter samt godt med frugt og rugbrød og andre former for 'komplekse kulhydrater', og har motioneret ganske meget pga. genetisk disposition for overvægt (formoder jeg).
Jeg blev først rigtigt fed, da jeg fik OCD indirekte pga. kronisk diaré (anden omgang af tre, som hver varede op mod et år, og som gjorde mig 'hygiejnehysterisk') og blev hældt fuld af et SSRI i seks gange normaldosen, fordi man faktisk ikke har en velfunderet medicinsk behandling af OCD.
Senere fandt jeg dog selv et tricyklisk præparat, der tilfældigvis var afprøvet på OCD i USA i 1989, men grundlæggende har OCD'ere, der jo netop ikke kan blive psykotiske (ikke af OCD, i hvert fald), og som er fulde af selvbebrejdelser over egne 'tosserier', nok mere gavn af diverse former for terapi, f.eks. kognitiv adfærdsterapi.
Efter at være begyndt på nævnte seks gange dosen af SSRI-præparatet, tog jeg et kilo på hver uge, selv om jeg cyklede 10 km. hver dag, gik to timer med hunden og var i snit 200 gange om ugen - senere sat op til 400 - op ad Frederiksbergs trapper til 4. sal med Jyllands-Posten, som dengang lønnede ordentligt.

Og hvad oplevede jeg pga. min  nyvundne ægte fedme - takket være den voksende fedtforskrækkelse omkring årtusindeskiftet?
Læger og speciallæger, der naturligvis ikke troede på mig, når jeg beskrev SSRI'ens bivirkninger og min livsstil i øvrigt, så jeg blev nægtet at prøve anden medicin, og to tilfælde fik at vide - af læger, mens jeg hostede brunt slim og blod op, at jeg indbildte mig mine lungebetændelser, for jeg var da for fed og/eller syg i hovedet til at kunne fejle noget sådant.
En praktiserende læge nægtede i øvrigt at tro på, at jeg rent faktisk har en cand.mag.-uddannelse, dels pga. min fedme, dels pga. min nuværende socialstatus.
Offentlige verbale overfusninger, folk der kom med griselyde under mine indkøb, unge anorektiske teenagestørrelser af et mig ubekendt køn der pegede på gaden eller tiltalte mig i supermarkedet med ret kontante forslag om at afstå fra indkøb ("du har da vist fået rigeligt i forvejen"), ja faktisk tilråb, uønskede henvendelser eller følgen efter mig og anden tilsvining af enhver art i det offentlige rum.

Men det stopper skam ikke der -  jeg er ikke kommet til de egentlig fysiske overfald på mig og min hund endnu!
I takt med den stigende udstødelse og fænomener som "happy slapping" - som bestemt ikke er "happy" for ofrene - er min hund og jeg blevet overfaldet 15-20 gange tilsammen. Det går fra mindre angreb som at forsøge at tvinge os af vejen, skubbe os ned af skrænter eller ind i buskadser o.l. ("os" fordi vi hænger jo ligesom sammen), diverse arrangerede og tilfældige / uheldige angreb fra kamp- eller store hunde mod min hund og/eller mig, og over til angreb med slag, spark (i hovedet), køller, spidsede kæppe, knive og som det mest eksotiske en paraply -!

Altsammen dels fordi jeg ser ud, som jeg gør, dels fordi mine 17 kroniske sygdomme (hvoraf de 14 er særdeles fysiske og de to andre mentale - depression og angst - er affødt af OCD'ens selvbebrejdelser og omgivelsernes reaktion) og de 60 daglige piller mv. har affødt førtidspension med et noget beskedent tøjbudget og en rolle som "nasser" - en ny hetz som vist kun lige er begyndt, og hvor de første forslag allerede er kommet frem om at gøre det officielt, som allerede gælder i praksis, nemlig at sådanne andenrangsborgere skal bagest i køen til sygdomsbehandling, så dem med arbejde kan komme til.

Men altsammen også, fordi det største problem i den danske sundhedssektor ikke er patienternes (ellers til tider berettigede) mistillid til lægerne, men er vore kære lægers mistillid til patienterne.

Og altsammen derudover, fordi der hersker en "vi alene hvide" holdning blandt mange læger, og fordi man ofte glemmer lægeløftets første bud om frem for alt ikke at gøre skade. I stedet gøres den seneste forskning, den seneste adfærdsanbefaling og den seneste pille til Sandheden og Vidundermidlet.

Der er mange og tit overdrevne forventninger til videnskab og ikke mindst læger, og det lægger selvfølgelig et pres på disse professionelle, som de har svært ved at honorere, og hvor de desværre ofte lader sig presse til en endnu mere skråsikker holdning frem for at vedgå egne begrænsninger. Men i stedet for at forsøge at leve op til umulige ville det være langt mere konstruktivt og fremmende for at undgå offentlige kampagne, der går over gevind, at man køligt konkluderer og  er åben samt ikke mindst ydmyg omkring det forhold, at al videnskab kun rummer den bedst opnåelige sandhed på ethvert givet tidspunkt - og at visse forskningsresultater som omtalt her på Videnskab.dk rummer en vis skævhed pga. de til tider uheldige måder, forskningen finansieres på.

Så ser I, kære fedmeforskere der nu ser de første tegn på at blive indhentet af virkeligheden og anden forskning - ganske som de forskere, der engang for næsten 100 år siden, hvor der skam også fandtes tykke mennesker,  'påviste', at margarine var sundere end smør, blev indhentet dengang - I har IKKE levet op til lægeløftets ord om i det mindste ikke at gøre nogen skade. Og jeg ved fra såvel offentlig debat som  private bekendtskaber, at jeg (og min ret så uskyldige gravhund) ikke er de eneste, der har lidt skade pga. jeres mangel på rettidig omhu og omtanke.

Og for hver gang I udtaler jer skråsikkert eller uden de nødvendige forbehold og uden at tage hensyn til, hvad jeres ord kan betyde i de sociale interaktioner, vil I formentlig uvægerligt - og forhåbentlig uforvarende, men det er ikke nogen undskyldning, når I kunne have tænkt jer om  - gøre yderligere skade.

Da mange nærmiljøer mildt sagt ikke bryder sig om at skulle rumme mennesker med tydelige problemer - og OCD, skønt under nogenlunde behandling, giver nogle meget håndgribelige problemer afhængig af varianten (jeg er det, man kalder "vasker") - og da jeg ved, hvad mennesker kan finde på at gøre ved andre mennesker, især hvis disse er fede og ikke vil gå omkring med en kamphund eller det der er værre, så går jeg og min lille gravhund ganske enkelt ikke ture længere - vel at mærke i nærmiljøet.

Kommer vi derimod afsted og ind til byen eller en stor park med personale, hvor man er mere sikker, så bliver muligheden i den grad udnyttet. Som adskillige af jer sikkert vil påpege med bedrevidende mine, så er en tur hver anden uge eller lignende næppe tilstrækkelig motion - også selv om jeg stadig spiser overordentlig sundt - men hertil kan jeg kun svare, at det skulle I sgu nok have tænkt på, inden I med jeres overdrevent sikre bemærkninger om fedmes årsag og virkning satte gang i ovenfor beskrevne fedme-hetz ...

Så I, kære fedmeforskere, har nu en fast plads i min aftenbøn. Heldigvis for jer er jeg ikke voldsomt religiøs, for jeg er ikke sikker på, at I vil være alt for glade for at havne, hvor jeg beder om at få jer sendt hen ...

vh CP



PS! Mit eksempel ovenfor med forskningen i 30'erne om margarine som mere sund end smør og min bemærkning om, at tykke mennesker og kostråd mildt sagt ikke er noget nyt, er helt bevidst valgt for indirekte at svare på denne bemærkning i ovenstående artikel (idet jeg dog takker forskeren for at have bragt den nye forskning frem):

"Rasmus Køster-Rasmussen sætter også en finger på, at fedmeepidemien først for alvor gjorde sit indtog hos folk født  i 1970 og senere. De årgange er kun i starten af fyrrerne nu, og er altså ikke begyndt at dø endnu. Måske er der forskel på de unge og de gamle fede."

Jeg kan oplyse, at jeg er født meget tidligt i 60'erne ...