Claus Piculells syge historie! Del 1 ...

• Min personlige historie med særlig vægt på mit helbred, del 1:
• Perioden fra fødsel til min 42. års fødselsdag først i Nullerne.

Resume:

• Der er sindssyge i familien, og jeg slægter dem godt på!
• Et 'kronisk hav' af 10-15 fysiske og tre lettere mentale sygdomme.
• Første uopdagede udbrud af ODA i teenageårene.
• Andet udbrud af ODA i 30’erne.
• I fysisk behandling fra mine 19 år.
• I psykosocial behandling fra mine 36 år.
• To halvhjertede selvmordsforsøg for ca. 20 år siden 
  - jeg har siden kæmpet hårdt for at undgå gentagelse!

0 år Mindst en nær slægtning lider af en psykisk sygdom, der i øvrigt er en del mere alvorlig end mine, så jeg er på en gang også selv ramt men er samtidig pårørende, hvilket siges også at være meget belastende. En række symptomer og dele af diagnosen minder om mine lidelser, men der er bestemt ikke 100% sammenfald. Jeg har en anelse om, at der også tidligere i slægten har været psykisk sygdom. Ved min fødsel er jeg således genetisk disponeret for psykisk sygdom, men den er eksogen, hvilket betyder, at den skal ’sættes i gang’ ved påvirkning udefra.

2 år Min mor bliver skilt fra min biologiske far, som jeg siden kun træffer to gange i mit liv. Bag skilsmissen ligger min mors sygdom. Man kan så strides om, hvorvidt min mor opfører sig abnormt, eller min far løber fra ansvaret og problemerne. Jeg vokser derfor op som barn af en enlig mor, og blot for at bekræfte alle fordomme er jeg også enebarn !

Teenageårene Min mor gifter sig igen, med en helt okay mand, om end lidt gammeldags og med knuder på sjælen. Han og hans mor er overbeviste om, at jeg er en forkælet unge. De har sikkert ret …

12-19 år Første udbrud af OCD kommer i teenageårene, hvor det forbliver uopdaget. Ved senere eftertanke er det gået op for mig, at udbruddets spæde begyndelse faldt sammen med, at min mor giftede sig med min stedfar, som selvfølgelig også ville have noget at skulle have sagt. Jeg tror, at det er den eksogene ’trigger’, som man kaldte det i gamle dage. I dag vil formentlig kalde det en en stressende og udfordrende oplevelse på grænsen til det traumatiske, så den gamle eksogene trigger har formentlig relation til det, vi i dag kender som PTSD, ”Post-Traumatic Stress Disorder”.

Men dispositionen og vanviddet er skam helt mine egne bidrag! Jeg tør ikke bruge de håndklæder, min mor lægger frem til mig, og tørrer mig i mit lagen i stedet. Jeg tør ikke drikke af en skummetmælk, der er åbnet, men åbner en ny, og hælder de to sammen efter brug. Jeg skyller hænder i en uendelighed og bruger viskestykkerne frem for håndklæderne. Karkludene er ’no go’. Jeg skal samme vej ind, som jeg gik ud, og alt skal have en lige tværsum, helst 4 eller 14.

Ikke desto mindre spiser jeg roligt de fire stykker rugbrød med pålæg, som min mor smører, inden hun vækker mig, så jeg kan komme i skole eller med toget til Tønder Statsskole, samt den mad, hun laver om aftenen. Jeg er klar over mangelen på logik, men kan ikke kontrollere frygten.

Min syge side frygter, at noget skal skade mig på en eller anden måde, måske mikrober måske mennesker, mens min sunde side håner den syge på den stærkest tænkelige måde og laver tykt grin med den. Jeg ædes op indefra af den evige konflikt mellem disse to sider. Men på forunderlig vis lykkes det mig at skjule det for alle andre og at få de to sider til at indgå forskellige mere eller mindre logiske kompromisser.

Uden for hjemmet er jeg dr. Jekyll: Trods sygdommen er jeg udadvendt, meget politisk aktiv og en af de bedste i klassen, såvel i folkeskolen som i gymnasiet. Jeg kommer godt ud af det med de fleste mennesker, og de få ’sære ideer’, jeg har, synes at blive accepteret af folk som excentricitet. Jeg består Studentereksamen med et snit på 9,8, og klarer mig vel at mærke endnu bedre ved eksamen end til daglig.

19 år Psykisk symptomfri og meget udadvendt, politisk og erhvervsmæssigt aktiv i alderen 19-29, hvor jeg er flyttet til København fra en mindre by i Sønderjylland, hvor jeg i øvrigt også blev bymester i tennis og badminton for juniorer og seniorer samtidig det år, hvor jeg blev student. Træningen af rygmusklerne kan have skjult de den Scheuermann i lænden, som opdages senere.

20 år Jeg diagnosticeres med allergi over for parabener, harpiks, m.v., samt intolerans over for tobaksrøg.

Jeg er aktiv i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Studenterrådet ved Københavns Universitet, Danske Studerendes Fællesråd, og Kommunistiske Studenter. Alle steder ’honoreres’ man på kreativ og ikke altid materiel vis. Jeg er meget aktiv på Institut for Samfundsfag, i dag Statskundskab, som jeg melder mig til først i 80'erne, men uden rigtigt at få fut under fødderne.

Jeg bliver kommunist i 1980, hvor jeg det første år er mere hellig end Paven selv, men hvor jeg efterfølgende bliver stadig mere kritisk. Jeg tilslutter mig den gruppe i DKU, der ønsker reformer, og som fordømmer Stalin, Ungarnsinvasionen, indmarchen i Tjekkoslovakiet, og jeg får 2/3 flertal på Københavns-Konferencen i DKU i 1983 for en resolution, der opfordrer til en mere uafhængig og kritisk holdning til vennerne østpå. Ledelsen ignorerer selvfølgelig resolutionen.

For første og sidste gang i mit liv danser jeg af glæde over et menneskes død, da Tjernenko stiller træskoene, fordi jeg ved, at Gorbatjov står klar. I 1987 melder jeg mig ud af partiet, og i 1989 af Studenterorganisationen. Jeg fortryder ikke mit medlemskab og engagement. Det var ægte, og grundidealerne er stadig gode nok. Og mange af de mennesker, jeg mødte på min vej, var dejlige, åbne, frie, unikke og intelligente.

25 år Mit livs kærlighed flytter ind hos mig på Vesterbro.

26 år Jeg går over til fjenden! Jeg får arbejde i et af GN Store Nords datterselskaber, så det er selve storkapitalen, jeg er hoppet i seng med! Efter at de har vænnet sig til en mandlig sekretær, og jeg har vænnet mig til, at kollegerne på en ”storkapitalistisk” arbejdsplads såmænd ikke er særligt forskellige fra de tidligere ’kammerater’ – men at vi alle er en hel del bedre betalt, får jeg en rigtig god tid sammen med en masse søde mennesker, ledet af den mandlige ’pater familiae’, direktøren af den gammeldags konservative skole med en dannelse, som gør ham i stand til at tale med enhver og få dem til at føle sig værdsat, og min kvindelige chef, der er overordentlig fremsynet.

27 år Min kæreste og jeg flytter fra Vesterbro til Brøndby Strand.

28 år Jeg starter fra bunden på engelsk-studiet ved Københavns Universitet, hvor jeg optages på grundlag af mit gode, gamle studentereksamensbevis, der stadig kan stå distancen midt i karakter-inflationen.

29 år Jeg er lige begyndt på studiet, da min chef tilbyder mig en karriere hos Store Nord, formentlig først med ansvar for salget i Skandinavien. Men i så fald må jeg slå akademikeren i maven ihjel og nøjes med diverse aftenkurser, hvor de dog tilbyder at betale såvel gebyr som bøger. Jeg får løfte om, at jeg kan forblive som deltidsmedlem af direktionssekretariatet, hvis jeg vælger studiet, men det gøres klart, at der ikke bliver tale om yderligere opstigning.

Det er en svær beslutning, men jeg vælger studiet. Et halvt års tid efter begynder min chef langsomt at fase mig ud af arbejdsopgaver og at lade de spændende ting på til andre. Til sidst stikker hun en kniv i ryggen på mig ved et medarbejdermøde, og kort efter siger jeg op.

Samtidig er min kæreste begyndt at tænke på børn. Jeg vil også gerne have børn og har villet det, fra jeg blev voksen (eller troede, at jeg var det!), men det ligger uheldigt, når jeg lige har meldt mig på studiet og har en masse erhvervsarbejde ved siden af, og i det næste halve år efter opsigelsen skal indhente 1,5 års pensum. Senere har min eks. indrømmet, at hun blev bitter og begyndte at ’straffe mig psykisk’, og når jeg tænker tilbage, husker jeg også et særdeles anstrengende og psykisk stressende ægteskab.

30 år Jeg tror, at disse to ’straffe-aktioner’ tilsammen fremkaldte anden omgang af min sygdom. Medvirkende var også, at jeg stort set ingen nattesøvn fik i fire måneder, og derpå fik konstateret en Scheuermann i første og anden vertebrae i lænden som 29-årig. En fysioterapeut behandlede mig og lærte mig nogle øvelser. Min læge overtalte mig til at undlade at tage datidens gigt-medicin, da den var kendt for af give maveproblemer, men desværre blev jeg nogle år senere overbevist om at tage den dels pga. smerterne, dels pga. en ny læge.

31 år Min kæreste og jeg flytter ind i en ejerlejlighed på Frederiksberg, og får en dejlig hund, Frands. Den syge del af mig frygter, at kæresten eller 'nogen/noget' vil skade mig, mens min sunde side gifter sig med hende og flytter ind til byen med dens mange mennesker og mikrober! Igen og igen gør den nar af den syge side og sviner den til. Jeg er meget splittet og ikke på nogen måde sikker på, hvad jeg kan regne med. Min angst er en slags overforsigtighed, en tanke om ”hvad nu, hvis ...”, og den gælder igen både mennesker og mikrober.

32 år I min anden allergitest konstateres allergi over for støv, m.v. For at holde min vægt nede og kondien oppe samt have en hånd under økonomien – eller som jeg nogle gange siger: for at tømme bugen og fylde bogen – tager jeg efterhånden mellem tre og seks avisruter med Jyllands-Posten på Frederiksberg, hvor man for at få gode bude må betale ordentligt, når man ikke kan og vil være med i Bladkompagniet. Det giver penge samt motion og skader ikke min pilskæve ryg at gå med højst tre aviser pr. opgang, og jeg er 200-400 gange på 4. sal hver uge, og det giver ca. 125 i timen, hvilket i 90'erne er en god løn som ufaglært.

34 år I denne omgang er jeg ved at gå til i selvhad, og det ender i et halvhjertet selvmordsforsøg i 1994. Jeg har fået 11 i såvel indhold som sprog ved en mundtlig eksamen på overbygningen på Engelsk om USA’s velfærdssystem, især dets sundhedssystem. Min lærer opfordrer mig til at holde et oplæg på en konference om Amerikanske Studier, og jeg bliver meget stolt.

Men jeg kan ikke holde fokus på opgaven og fortaber mig i alskens detaljerede overheads, og de 20 minutter bliver et totalt kaotisk helvede, hvor jeg til sidst bliver tvunget væk fra podiet.

Jeg drikker to flasker hvidvin, en halv flaske cognac, og indtager 8-12 opløselige Panodil og andet. Jeg ringer til min svigermor og fortæller, hvad jeg har gjort, mens min kone er på vej hjem. Jeg trækker alle telefonstik ud, så de ikke kan få kontakt – et ikke videre smukt træk af mig.

Da min kone kommer hjem, har jeg fortrudt, men jeg kan hverken gå eller stå. Hun slæber mig ned i en taxa, som kører de 200 meter (!) til Frederiksberg Hospital, hvor jeg indlægges. Det sidste får jeg først at vide næste dag ...

Den unge praktikant, der er på nattevagt, bliver den første, der får at vide, hvad der foregår inden i mig. Jeg advarer ham om, at jeg vil benægte alt, når jeg er blevet ædru. Da jeg vågner næste morgen, hører jeg ham give min historie til bedste for det samlede personale og formentlig resten af afdelingen.

Jeg mister den sidste lyst til at fortælle sandheden, og forklarer den rigtige psykiater, at jeg blot prøvede at spille interessant. Jeg må nærmest vride ud af hende, at der er lavet et notat om emnet.

35 år Stemningen mellem min kone og mig bliver stadig mere anspændt, og vi har en senil-dement overbo, der gør livet surt for os begge, herunder klager over vores madlavning, tørretumbler, hund, radio, tv, vandforbrug, at slangen til tumbleren er til for at sende lugt op til hende osv.

Under dette pres bukker vi under og ryger mere og mere i totterne på hinanden. Min kone flytter ud til sin mor en tid, og jeg opfinder tasken: En på én dybt genial og dybt sindssyg idé! Jeg køber en attache-mappe og en pengekasse. Jeg får en låsesmed til at sætte en dirkefri hængelås på tasken med et ubrydeligt beslag. Pengekassen lægger jeg indeni, og i den lægger jeg de mest nødvendige daglige fornødenheder, som noget eller nogen udefra ville kunne nå ind til og 'kompromittere', ved angreb eller uheld: Brød, kaffe, etc. Uden for pengekassen men i tasken har jeg øl og vand. Jeg slæber tasken med overalt de næste to år.

36 år Under en lektion på KU om roman og film snurrer det rundt i hovedet på mig, og det går op for mig, at jeg er ved at få et alvorligt anfald af panikangst. Det bliver klart for mig, at jeg ikke kan holde til presset længere. Jeg ringer straks til min praktiserende læge, og min stemme må have overbevist sekretæren om, at det var alvor.

Jeg kommer til med det samme og bryder grædende sammen, da han spørger mig, hvad min kone siger til det, jeg fortæller ham om min sygdom. Det går op for ham, at hun intet ved, og at min angst forfærdeligt nok også indbefatter hende. Jeg bliver henvist til den psykiater, der kan tage mig med den kortest mulige frist, og som lægen anbefaler varmt. Det er en speciallæge på Amager, der bor tre kvarter væk på cykel. Min PL sætter mig på 2 mg Cisordinol, men jeg får så stærke rysteture og muskelkramper, at jeg ikke engang kan skrive mit navn.

36 år Psykiateren ringer mig op og giver mig en tid i løbet af tre dage. Psyk. fortæller mig, at han fremskyndede tiden, da han modtog henvisningen pr. post i en kuvert tapet til med gaffertape og mærket med ”PRIVAT, PERSONLIGT, FORTROLIGT!” ...! Indeni var et ret ubehjælpsomt brev fra mig, skrevet med ti tommelfingre såvel åndeligt som fysisk (det sidste p.g.a. Cisordinol, der giver mig stærke Parkinson-agtige rystelser), og et langt brev fra min slægtning, skrevet i bedste mening for at give kontekst ved at beskrive dennes sygdom, men også ret illustrativt for slægtens relationer.

36 år Ved denne første konsultation gør jeg en af de modigste ting i mit liv. Psyk. synes nemlig – og skriver det også mere generelt i en status senere, at jeg er temmelig ”upåfaldende”, og udtrykker tvivl om, hvorvidt jeg er egentlig sindssyg. Han beder mig ’bevise’, at jeg er syg.

Det er faktisk helt absurd: Det, jeg har brugt store dele af mit liv på at skjule, skal jeg nu bevise. Fristelsen til at gå min vej er stor, men jeg ved, at jeg ikke kan holde mit liv ud mere. For en gangs skyld overvinder jeg min evige tvivlrådighed og min største frygt: For første gang viser jeg af egen drift et menneske indholdet af tasken.

Psyk. rækker hånden frem mod de nu tilgængelige fødevarer, og jeg slår hånden væk! Han lader mig låse og lukke tasken igen, men spørger: ”Er du ikke bange for, at jeg skal gøre kaffen bitter?” ”Hvordan?” spørger jeg. ”Ved at sende tankebølger gennem tasken.”

Jeg ser ham lige ind i øjnene og siger: ”Kære doktor. Jeg er måske nok sindssyg. Men jeg er sgu ikke åndssvag!” Senere er det selvfølgelig gået op for mig, at han fik sat mig grundigt i ’bås’ der. Men jeg er ret sikker på, at han også fik sig et godt grin …

36 år Psyk. giver mig efter første konsultation Valaxona (diazepam), men fastholder, at jeg skal fortsætte med Cisordinol. Jeg får det endnu værre, og efter en måned holder jeg op med at tage dem. Da jeg næste gang fortæller Psyk. det, sætter han mig på Risperdal, og det får mig på benene igen. Psyk. tilføjer Seroxat – en af de såkaldte lykkepiller, der sandsynligvis også virker vægtøgende.

Desværre vedbliver Psyk. med at benægte, at medicinen fører til vægtøgning, så jeg går fra 80 kg til 140 kg trods avisruter og en skærpelse af en i forvejen særdeles sund kost, daglig cykling og gåen tur med hunden.. Begge præparaters vægtøgningspotentiale bliver senere alment kendt og bredt diskuteret f.eks. på internettet – og firmaet bag Risperdal laver selv en indlægsseddel i juli 2000, der stærkt understreger problemet. Jeg undrer mig såre, da sedlen forsvinder efter tre måneder og erstattes af den gamle indlægsseddel fra 1996, men ærlig forbrugeroplysning gavner jo ikke altid salget …

37 år Jeg færdiggør min opgave i tv-undertekstning tre måneder før fristen, og min familie er i dybt chok! Jeg får arbejde med tv-tekstning, hvor jeg troligt medbringer min bærbare computer og ’tasken’. En dag ser chefen mig åbne tasken, og det blik glemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke længere fortrænge det komplet vanvittige i både idé og udførelse, men tør endnu ikke slippe den helt.

37 år Jeg lægger tasken bagest i mit skab, og den forsvinder senere under en flytning. Jeg bliver sat på 2400 mg Ibumetin og 4000 mg paracetamol. Vanvid! Lægen gør det i bedste mening, men senere undersøgelser har vist, at paracetamol og ibuprofen ikke passer sammen og fører krig med maven som gidsel, samt at man kun skal bruge Ibuprofen til korte kure mod ikke-bakteriel inflammation. Men min dosering af skidtet varer ved til mit 41. år og er formentlig den virkelige grund til mine tre omgange kronisk diaré.

Jeg får da også snart min første kroniske diaré, der begynder lige så stille og indtil videre upåagtet, men da lægen efter fire måneder hører, at jeg må op om natten for at besørge, henviser han mig til Frederiksberg Hospitals maveafdeling, der som det allerførste ordinerer mig naturlægemidlet ”Husk”, der er ren fiber malet af indiske loppefrøskaller, der på det tidspunkt officielt mest er kendt for at virke mod forstoppelse, hvilket giver anledning til en del debat med de almene læger ...

37 år Som led i udredningen af min kroniske diaré og vægtøgning henvises jeg på et tidspunkt til et hjertekardiogram på Frederiksberg Hospital. Da sygeplejersken læser resultatet, tilkalder hun omgående vagthavende læge! Han ankommer et minut efter og får dette at vide: ”Den trivelige herre der har en hvilepuls på 40!” Bjarne Riis havde til sammenligning en på 35, det år hvor han vandt Tour de France pumpet op med EPO, Ud over at sætte pris på sygeplejerskens diplomatiske sprogbrug er jeg uforstående over for problemet, men jeg udspørges af lægen om min dagligdag og forklarer om min kost og mine motionsvaner. Han vender sig til sygeplejersken og siger: ”Han fejler sgu ikke noget - han er bare i god form!”

38 år Jeg er nu så overvægtig og diaré-medtaget, at det kniber med at lave mine øvelser for ryggen – især dem der foregår på maven ...

38 år Min kone går særlig hårdt til mig en aften, inde jeg skal ud med aviser. Jeg ligger inde i sengen med 20 sovepiller i munden og er klar til mit andet selvmordsforsøg. I sidste sekund spytter jeg pillerne ud i mit vandglas og ærgrer mig straks efter over omkostningen! Næste morgen på avisruten spørger jeg mig selv: ”Når du går rundt i evig angst for dø af alt mellem himmel og jord, hvorfor satan ligger du så og tænker på selvmord? Har du tænkt dig at gøre arbejdet selv!?”

Denne skæve logik virker: Jeg beslutter på en trappeafsats, at jeg aldrig vil forsøge selvmord igen, uanset hvad. Skulle der virkelig være nogen eller noget, der vil tage mig af dage eller lade mig lide, må de sgu gøre det grove arbejde selv!

39 år Jeg stopper med Risperdal og Seroxat uden at sige det til nogen. Jeg taber mig, men får diaré igen. Efter lang tid går jeg til lægen, som igen henviser til Frederiksberg Hospital.

39 år Jeg får konstateret protein i urinen, udredes af en speciallæge i intern medicin og får til sidst en biopsi på Rigshospitalet. Prøven viser mindre celleforandringer. Psyk. tager mig selv af Risperdal og Seroxat, indtil biopsien er overstået. På dette tidspunkt er det hinsides tvivl, at jeg ikke har diabetes, for det undersøges igen og igen. Samtidig burde det nok have givet anledning til eftertanke ift. de store mængder af medicin, men det gør det ikke, da jeg ikke kan og lægerne ikke vil klare mig uden på det tidspunkt.

39 år Jeg kryber til korset og indrømmer, at jeg ikke har taget mine piller. Jeg trappes op igen og tager på igen.

41 år Min kone forlanger separation, og jeg siger ja. Hun prøver at presse mig til at afstå alle økonomiske krav, men jeg forklarer hende, at jeg kan risikere at miste offentlig hjælp, hvis jeg indvilliger. Hun tror mig ikke, men retshjælpsadvokaten giver mig ret. Jeg instruerer advokaten om at formulere en løsning, der på en gang kan accepteres af det offentlige og samtidig tage højde for, at min kone, trods mine bijobs & stipendier & statslån, har leveret den største del af indtægterne gennem vort ægteskab – vel cirka i forholdet 60-40.

Advokaten gør mig under vort møde helt korrekt opmærksom på alle de krav, jeg kan stille, såsom at kræve halvdelen af min kones del af overskuddet ved salg af vores fælles lejlighed – fordi jeg har studiegæld bl.a. optaget under ægteskabet, at få et væsentligt større og mere langvarigt uddannelsesbidrag, og sågar at slås om ’forældremyndigheden’ over vores fælles hund …

41 år Jeg flytter til Amager på fremleje. Jeg føler mig utryg og forladt. Jeg kan ikke få nogen garanti for, hvor længe jeg kan blive boende. Jeg får diaré igen og udredes af en speciallæge i Indre By, der er overbevist om, at jeg kun beder om bedøvelse ved oral kikkertundersøgelse for at blive høj ...

41+ år Jeg må opgive det ret omfattende avisarbejde pga. stadig mere diaré. Hovedproblemet synes ikke at være min store kampvægt som sådan – for den har jeg haft et stykke tid og jeg har prøvet vægtøgningen før, men mere de konstante skift mellem nat og dag, med kæmpeindtag af sovemidler til følge. 

 Til gengæld må det siges, at jeg får et solidt indtryk af storbyens sanitære steder! Jeg prøver alverdens toiletter, fine så vel som i baghuset, fordi jeg skal lægge en lort omkring hver time. En særlig nydelse er i den forbindelse "Kongeruten" med Jyllands-Posten. Den inkluderer Amaliegade med fine steder som Amalienborg, flere ambassader, førsteklasses hoteller, overklassefestlokaler, samt rederierne anført af erhvervslivets konge, A.P. Møller, og deres fælles rederiforening. Et par steder er der sågar guldbelæg på vandhanerne og topservice i det hele taget ...og midt om natten har ingen ondt af, at et bjerg af et bud benytter faciliteterne med handsker sorte af avissværte.

Da Psyk. hører om mine gentagne problemer, giver han mig forsøgsvis Demolox, der hjælper en til at sove samt virker forstoppende, en 'behagelig bivirkning', uden at fjerne Risperdal og Seroxat. 
 

Jeg leder efter en fast lejlighed uden at måtte ty til mord eller andre ret problematiske metoder ...! Men desværre er jeg blevet separeret præcis et år før, at de almene boligselskaber indfører en undtagelse fra ventelisten, så nyligt separerede kan komme foran på ventelisten, så der er ingen andre muligheder i Københavnsområdet end fremleje. Til gengæld får jeg og pludselig tilbudt to i Odense og slår straks til på den mindste, hvis husleje jeg kan betale.

42 år Jeg flytter ind i en lejelejlighed i Odense midtby. Min eks, der selv har fundet (ret dyr) lejlighed i udkanten af København via samme udlejer, kommer over og hjælper med at sætte et stort klædeskab op, så det sammen med de indbyggede skabe opdeler lejligheden i sektioner.

I slutningen af året før er vi langsomt kommet hinanden nærmere igen, og dette er vel et fint symbol på vores begyndende forsoning, og vi genopdager de sider hos hinanden, som i sin tid tiltrak os til hinanden. Snart efter er vi skilt – og bedste venner i vel en cirka fem års tid, hvilket efter sigende skulle være ret typisk.

I 2002 sker der en betydelig bedring. De første tre kvartaler af 2002 udgør mit Fortryllede Fynske Forår, hvor jeg udfører mirakler!

Pudsigt nok får jeg konstateret diabetes i marts 2002 samt højt blodtryk. Det får mig til at skærpe diæten, øge motionen og lægge enhver alkohol på hylden i 9 måneder. Det pudsige er, at i samråd med diabeteslægen på OUH-M og min egen læge, dropper jeg Risperdal og skærer ned på Seroxat, så jeg primært får Demolox og Valaxona.

Diaré og sovepiller er allerede ved at forsvinde, og jeg er så velfungerende, at min nye læge kraftigt må overtales til at henvise til en psykiater, da jeg ikke føler mig sikker på, at ’dæmonerne’ er væk for evigt.

Og ’miraklerne’ skete, mens jeg selvfølgelig foretog alle de daglige gøremål, herunder fik mig et varmt middagsmåltid hver middag, som senere let kan tage al min tid, plus at jeg havde hyppigere besøg af hunden, plus at jeg fik set hver kamp ved VM i fodbold til morgenkaffen, plus at jeg løb med aviser og reklamer.

Og ikke mindst: Jeg havde en helt fast døgnrytme, hvor jeg sov som en sten fra 00.00 til 8.00, og så vågnede med en helvedes ild i røven. Og jeg tabte næsten 40 kg.

Men jeg tror, at det er vigtigt at understrege, at jeg på intet tidspunkt er helt symptomfri.

Her er et kort resume af de tre fantastiske kvartaler:

I januar indrettede jeg lejligheden, nøjagtig som jeg ville have den og havde planlagt den. Tidligere erfaringer med at bo i flere år 'i flyttekasser' skræmte – noget jeg desværre senere har måttet acceptere til en vis grad.

Februar skrev jeg artikler og indlæg om international politik og Socialdemokratiet, og tjekkede nettets research-muligheder, samt oprettede mit eget private netsted i håb om, at folk sætter indhold over form … Jeg lagde års skriverier ud og planlagde at kunne lægge endnu mere ud, startende med det speciale, jeg stod for at gøre færdigt.

Marts og april researchede jeg det sidste til specialet via nettet, og blev endnu bedre til netsøgning.

Maj og juni skrev jeg et afsnit hver dag ud fra en nøje planlagt slagplan med delmål.

Primo juli tog jeg 14 dage fri, så jeg kunne læse korrektur på og finpudse specialet i ultimo juli.

Specialet måtte først afleveres den 15. august, så jeg besøgte min eks., læste en sidste korrektur – og en til! - og trykte det.

I resten af august og det meste af september holdt jeg ferie, bl.a. i Sydfrankrig med min ekskone og vor delehund, hvortil vi kørte i min ekskones lille Polo! Tilbage i Danmark åbnede jeg min forhåndsgodkendelse af specialet, som var underskrevet dagen efter indleveringen af eksaminator og to dage efter af censor! Problemet var bare, at en sådan erklæringen da var blevet forældet i medfør af a-kassens regler, og jeg måtte bede om en ny … Den kom prompte og sidst i mit 42. år blev jeg formelt cand.mag.

Jeg meldte mig i Magisternes a-kasse – den første a-kasse i mit liv! – og modtog i oktober den første udbetaling.

Ultimo oktober fik jeg 11 og en særdeles tilfredsstillende udtalelse for specialet. På det tidspunkt havde jeg opfyldt a-kassens ’kvote’ for det krævede antal ansøgninger, uden af den grund at have nogen hensigt om at holde inde med skydningen.

Og da – netop da – vendte min kroniske diarré langsomt tilbage!

Fortsættelse følger ...

****