To
år, hvor mit liv langsomt forsvinder
Nu vil jeg fortælle om de nok to værste år i mit liv, og
dertil den eneste gang, hvor jeg har måttet bede om at få en anden
behandler, nemlig min 'anden' psykiater. Uanset om det nu er mig, der
ikke passer til psykiaterens behandling, eller psykiaterens
behandling, der ikke passer til mig, så måtte jeg efter næsten to
års forsøg konkludere, at udsigten til, at det nogensinde vil kunne
fungere, blot var blevet stadig mindre. Og det til trods for, at vi
begge efter alle solemærker at dømme har gjort vort bedste. Jeg
indrømmer også gerne, at jeg næppe er verdens nemmeste opgave …
Det kræver sin m/k at skille synspunkter, sæder og særheder fra
sygdom og så hertil få styr på forhold og interaktion mellem psyke
og somatik i mine ca. (1)17skavanker.
Jeg
beklager, at denne del af fortællingen er så relativt lang, men der
skete altså også en del på sygdomsfronten, og jeg orker ikke at skrive
det om.
43 år Jeg
må sygemeldes efter heller ikke at have kunnet klare mine avisruter
og abnormt store problemer ved at rejse i juleferien. Jeg ringes op
af sekretæren for en af Odenses privatpraktiserende psykiatere, som
jeg vil kalde P. Hun siger, at jeg nu er kommet gennem
ventelisteperioden, efter at jeg blev skrevet op et år før temmelig
meget på egen insisteren, mens min læge ikke anså det for
nødvendigt, som jeg også fortalte i min ”syge historie, del I”.
Jeg
kalder det ’held i uheld’ og siger ved allerførste konsultation,
at min kroniske diarré, som samtidig sendes til udredning ved afd. S
på OUH, meget let kan få min psykiske sygdom til at bryde ud for
alvor, og jeg beder om P's hjælp. Jeg henleder opmærksomheden på,
at jeg her som før og siden er helt på det rene med, at fysik og
psyke spiller sammen på en yderst kompleks måde, når det gælder
spektrummet kronisk diarré, stressdiarré, tvang og angst. Det er en
umådelig stor lettelse at få en psykiater, netop som sygdommen
lurer i kulissen. Men jeg er overrasket over forskellen mellem mine
foreløbig to psykiatere.
Lige
så talende, udadvendt og personligt engageret som min tidligere
psykiater er, lige så tavs, tilbagetrukket og distanceret forekommer
P. I første omgang finder jeg det charmerende, at professionen kan
rumme så store forskelle. Så er der jo håb for os andre, så at
sige! Jeg er selvfølgelig klar over, at der er tale om forskellige
metoder, herunder forskellige måder at skabe rapport
på.
P virker som en venlig, men stille mand, og jeg oplever, at vi begge
gør vort bedste for at lære hinanden at kende og afhjælpe mine
problemer.
Jeg
går jævnligt hos P og fortæller helt åbent om mine særheder og
små syge modsætninger. Samtidig beretter jeg, hvordan - i takt med
at diarréen langsomt forværres - mine psykiske problemer trappes op
igen. Min angst gælder først og fremmest bakterier, og langsomt
begynder rengøringsvanviddet og de evige afvaskninger af mig selv og
det, jeg lige skal bruge, igen, selv om jeg stritter bedre imod denne
gang og trods alt i lang tid – næsten helt til august 2003 -
holder mig fra helt hysteriske midler som kogende vand og alt for
overdreven brug af sæbe, for ikke at tale om endnu stærkere
rengøringsmidler, som jeg tidligere anvendte. Jeg fortæller også
om de ting, jeg trods alt får udrettet, såsom diverse skriverier,
men samtidig, hvordan der bliver stadig længere mellem snapsene.
Langsomt
begynder jeg at opdage, at der ikke kun er forskel på metoderne, men
også på normalbegrebet og opfattelsen af behandler-patient
forholdet. Når jeg viser eller fortæller ham om nogle af mine
skriverier og idéer, er han ret uengageret og til tider direkte
afvisende. Han synes overdrevent optaget af visse af mine vaner, som
for mig og de fleste i min generation er ganske naturlige. Ikke
mindst i en 1-værelses lejlighed finder jeg det logisk at spise
nat/morgenmad i sengen med tv/radio på, og jeg arbejder bedst med
noget velkendt musik i baggrunden. Jeg finder det også god åndelig
’udløsning’ at synge med på en af mine yndlingssange sidst på
eftermiddagen, enten efter en ’god’ dag – hvor jeg trænger til
luft efter at have fået lavet noget nogenlunde fornuftigt men
stillesiddende – eller efter en dårlig dag, hvor jeg trænger til
blot en enkelt succesoplevelse. Disse og mange andre ting synes han
at betragte som uden for det normale. Samtidig, og især som det
efterhånden går nedad, oplever jeg det som vanskeligt at få
behandlingsmæssigt modspil fra P og må presse en del på for at
formå ham til at røbe blot en smule af sin diagnose af mig.
P
foreslår mig at overveje førtidspension. Jeg er først overrasket,
dels pga. den korte behandlingstid i denne omgang, men min historie
viser selvfølgelig en del problemer og dels pga. min ubekendthed med
P's egentlige diagnose.
Efter
en del overvejelse kan jeg godt se idéen med førtidspension: Min
effektivitet er kraftigt reduceret, og tvangshandlingerne synes
endeløse. Samtidig når afd. S på OUH endelig frem til en
konklusion: I en Epikrise skriver de, at jeg har en colon irritabile
og klare tegn på diaré ”volumina”, og at det skal medicinsk
symptombehandles for skaffe mig ”et tåleligt liv”. De anbefaler
200 mg Kodein pr. dag og supplement med Husk, Idoform og Imodium. Det
er primært en kraftig forøgelse af Kodein samt introduktion af
Idoform, og min læge og jeg benytter muligheden til at erstatte
Vioxx på ’gode dage’ med Pamol+Kodein. Vioxx trækkes snart
efter fra markedet, da visse patienter får hjerteanfald af det.
Ved
at læse P's status til kommunen, som de har udbedt sig, går det op
for mig, at han betragter mig noget anderledes end min tidligere
psykiater: I følge ham er jeg netop ’påfaldende’ og har
problemer med at blive taget alvorligt af folk pga. min ”særegne
humor”, trods min intelligens og ’sjældenhed’. I
arbejdskontekst finder han, at der ikke er nogen særlige
behandlingsmuligheder for min tilstand. Flere af mine fysiske
skavanker, især min diarré, afskriver han som havende psykisk
oprindelse.
Jeg
oplever en stigende tvangsmæssig adfærd, mangel på kontrol over
mig selv og min tid, en stadig mindre energi, dårlig søvn, total
koks i evnen til at holde aftaler. I stigende grad har jeg gardinerne
trukket for, og lejligheden ligner en mødding. Men min seng, natbord
og person vaskes uafladeligt. Som ’modtræk’ til møddingen
bruger stadig stærkere midler til personlig hygiejne, herunder sulfo
og sågar brun sæbe! Det er dog stadig sæbe, der trækker det
største læs, så jeg køber mig et læs på 144 stk. i Brugsen på
supertilbud -!
Jeg
mister efterhånden lysten til at skrive og oplever det som stadig
større nederlag, når jeg ikke kan holde en aftale eller nå i
Brugsen i tid til at handle ind i ro og mag. Især hos P oplever jeg
negative reaktioner på aftalekoks og mine idéer til, hvad jeg evt.
kunne få ud af livet som pensionist. Han mener ikke, at jeg vil
kunne styre at lave selv små opgaver med research, oversættelse
eller formidling – og lige nu har han ret. I en konsultation
beskriver jeg min situation som en bjergbestiger, der hænger fast
med det yderste af neglene, og P reagerer med stor sympati, men
kommer ikke med nogen behandlingsforslag.
Jeg
spørger i desperation, om elektrochok kunne hjælpe, men det
afvises. Pudsigt nok er jeg stadig ikke klar over, at jeg
selvfølgelig er i en dyb depression. Jeg foreslår det faktisk som
forsøg mod tvangshandlingerne! P svarer med at øge Seroxat-dosen,
og jeg tager tre kilo på pr. måned frem for 1 som hidtil, mens
tvangen blot bliver værre. Min situation går op for mig. I min
desperation og ihukommende det fortryllede fynske forår begynder jeg
at spekulere over, hvad jeg gjorde anderledes da. Jeg har åbnet for
at indtage alkohol til maden igen, men jeg finder det klogt at sætte
det langsomt ned. Som en Münchhausen begynder jeg at gøre min
lejlighed hovedrent, en lille bid hver dag og prøver at ’opfinde’
måder, hvorpå jeg kan indrette mig, så ritualer bliver til
fremadrettede rutiner.
Endelig prøver jeg at undersøge, om der virkelig ikke skulle findes
noget, der ligner Demolox, den medicin som jeg fik lige præcis
indtil genstarten af min diaré og de fornyede neurotiske problemer.
Jeg finder frem til Klomipramin, som USA's Sundhedsstyrelse har
testet igen i 1989 og fundet virksom på de samme områder som
Demolox og oven i købet også virksom mod tvangshandlinger. Jeg
forelægger det for P, men han er afvisende, og det er bestemt
muligt, at jeg griber efter halmstrå. Til gengæld kan han godt se,
at Seroxat kun øger min vægt, mens tvangen er i fuld galop og
begynder en nedtrapning. Det viser sig senere (i juni 2004), at jeg
faktisk hermed holder op med at tage på. Dermed vil jeg kun have
Valaxona tilbage, som til gengæld øges til 20 mg. pr. dag.
44
år Jeg må melde afbud til mine forældre i julen , og det skærer
os alle i hjertet. Juleaften tilbringer jeg med at se ”En sang for
Martin” – det helt rette valg til en julefest … Men samtidig
gryr det alligevel indeni. Min overbo, som jeg ellers har stået på
ret god fod med, kommer pludselig ned 1. nytårsdag og skælder mig
ud for at spille halv-højt om eftermiddagen. Jeg spilder mit liv,
siger han. Og jeg må holde op med at sidde ved min computer og
indse, at jeg sgu bare skal være pensionist. Jeg lader ham koge af
og går så op og forklarer, at jeg er helt indstillet på at blive
pensionist, men at kommunen lader vente på sig. Og at min
tilbagetrukkenhed bestemt ikke skyldes gigantiske ambitioner, men det
stik modsatte.
Skæbnen
vil, at han kommer fra mine naboer med tre tomme ølflasker i hånden,
da jeg går op til ham. Problemet er, at han prøver at bilde mig
ind, at DE har inviteret HAM. Formentlig har han blot været nede og
give ondt af sig og vil helst ikke fortælle det. Men her går min
ellers langt bortgemte paranoia i gang: Jeg begynder at frygte, at
nogen skal bruge min sygdom til at få mig smidt ud. Jeg husker et
par tilfælde i efteråret, hvor jeg er vågnet til, at ting har
’flyttet sig’ - formentlig har jeg flyttet dem og glemt det, men
da jeg ingen erindring har om det, øger det min bekymring. Jeg er
mest bange for, at jeg begyndt at gå i søvne, og skærer ned på
min ’søvnhjælp’. Men et lille sted husker jeg, at min overbo
har nøgle til min lejlighed, og jeg må tilstå, at jeg først får
fred for min uro for, om der skulle være ønsker om at skubbe mig
’ud over kanten’, da jeg nogle måneder senere får nøglen igen.
Så nu er jeg bange for, at mit liv skal forsvinde ved at blive
opslugt af min sygdom – og for, at sygdommen skal blive brugt imod
mig til at fratage mig kontrollen over mit liv. Ikke en god cocktail.
Ironisk
nok får jeg samtidig gravet mig ud af depressionen. Mine forældre
kommer på besøg, og vi holder min fødselsdag og jul samtidig. Mine
rutiner begynder at virke. Dagligdagen – og dagslyset - vender
tilbage. Men samtidig har jeg længe undret mig over visse
luftvejsproblemer. Fra engang i efteråret er de gradvist gået fra
lidt besvær, til at jeg nu opdager blod og væv, da jeg hoster under
tandbørstningen, og jeg har 38,5 i feber. Jeg har nævnt det et par
gange for min almene læge, men her bliver jeg bange. Alle, jeg
kommer i kontakt med, herunder en kvindelig læge ved Lægernes
Telefonvagt i et notat, siger, at det kan være uskyldigt, men skal
undersøges straks. Desværre er der store problemer i
kommunikationen med min almene læges klinik, og trods vagtlægens
notat og opringninger over adskillige dage og lang venten på at
blive ringet op med den lovede tid, sker der intet.
Hvad
der helt præcist er sket bør være historie nu. Det vigtige er, at
jeg føler mig bekymret nok til at marchere op på klinikken og
insistere på en hurtig undersøgelse. Heri ligger en vis – bevidst
– grænseoverskridelse, som ud over angst har som baggrund et ønske
om at få slået fast, at der er forskel på akut og potentiel
alvorlig sygdom og så et rutinetjek eller receptfornyelse. Jeg
bliver givet en hurtig undersøgelse, og min almene læge mener ikke
at kunne høre noget særligt ud over lidt bronkitis, men jeg
henvises dog ikke-akut til røntgen, og vi snakker ud om
kommunikationsfejlen og aftaler regler i tilsvarende tilfælde. Vi
skilles i enighed om at lægge det lille intermezzo bag os.
Men
skæbnen vil, at min almene læge samtidig er godt træt af konstante
ændringer i den psykiatriske medicinering, som han fortsat udskriver
på P's foranledning formidlet mundtligt gennem mig, og ønsker først
en telefonisk, siden skriftlig grund, eller at P overtager
medicineringen. Jeg har nævnt det for P flere gange, men han har
ikke kontaktet min almene læge. Da jeg fortæller ham om episoden
vedr. undersøgelsen, beslutter han at snakke med min almene læge.
De enes om, at han overtager medicineringen, men samtidig meddeler
han mig telefonisk, at jeg har opført mig upassende over for min
almene læge og bør genoptage Risperdal. Jeg frygter for vægten og
stritter imod. Ved en senere konsultation er hans analyse, at jeg er
”grænseløs”, begrundet i nævnte episode og mine senge- og
syngevaner.
Infektionen
går i maven – af alle steder – og jeg får nat-diaré, altså må
op for at besørge, hvilket sidst fik daværende almene læge til at
sende mig til udredning. Jeg kontakter min almene læge flere gange,
og han udskriver store mængder Imodium (stoppiller), så jeg kan
sove blot et par timer ad gangen. Han lover en blodprøve, hvis det
bliver ved. Trods en række henvendelser og stigende feber, der til
sidst når 41, har jeg svært ved at få den lovede blodprøve og må
til sidst insistere på en henvisning til OUH, så blodprøve og den
nu snarlige røntgen kan foregå samtidig. Ved udleveringen af
henvisningen viser det sig, at min almene læge via P. har fået den
opfattelse, at nat-diarréen er psykisk betinget. Efter de to
undersøgelser har han dog skiftet mening og udskriver straks
Roxithromycin i en ti-dages kur, som forlænges af vagtlægen til 15
dage. Det fjerner infektionen og koster et nyt sengesæt pga.
udhostet blod og brunt slim.
Jeg
lider nu af den eftervirkning, at Imodium, mine ellers sikre
stoppiller, ikke virker ordentligt efter februars overforbrug (ca.
300), og brænder i den forbindelse en række aftaler helt eller
delvist af, herunder med min almene læge og P – mens jeg bruger
endnu flere Imodium! Til slut kæmper jeg mig hen til min almene læge
og foreslår ham at give mig en nødpakke på 60 Kodein brugt ’som
Imodium’ i 6 uger, dvs. fordelt på måske 8 ’aftaledage’, hvor
Imodium sættes i karantæne. I en sådan periode får jeg fast ca.
280 Kodein pr. måned (=200 mg pr. dag) Min almene læge siger nej,
idet han stadig er lidt usikker vedr. psyke mod somatik, men primært
– opdager jeg senere, fordi han tror, at jeg ønsker en daglig
forøgelse af dosis, og jeg måske vil prøve at blive høj af det.
Jeg forklarer ham derfor, at antihoste-medicin fås på apoteket uden
recept og består af Kodein minus den smertestillende effekt under
navnet Dexofan, som man kan blive psykotisk af, men ikke blive kvalt
af som ved kodein. Så hvis man vil være høj, men hverken kvalt
foroven eller forneden, kan man bare købe det ...
Her
og nu ændrer det ikke hans beslutning, men senere har han tydeligt
fået større respekt for min evne til at tjekke medicin. Jeg
henvises derfor til at aflyse alle aftaler i seks uger og pleje min
vom som et lille barn! Ved en kvart konsultation har P igen lagt pres
på mig, for at jeg skal på dæmpende medicin. Han anser fortsat
maveproblemet som helt overvejende psykisk og dæmpning som løsning
her også. Han bekræfter siden, at tvangsindlæggelse også indgår
i overvejelserne, hvilket på den ene side havde givet mig en
mulighed for at tale for en somatisk undersøgelse først, men
omvendt havde givet mig en ”historie” med indlæggelse, som jeg
fra min psykisk syge slægtning ved betyder, at gentage-indlæggelser
bliver særdeles meget mere sandsynlige.
Dog
foreslår P nu Zeldox, som jeg efter senere tjek må medgive på det
foreløbig spinkle grundlag ser ud til også hos uhildede kilder at
blive set som vægtneutralt, men omvendt er jeg dybt betænkelig ved
et så stærkt middel oprindelig udviklet mod egentlig skizofreni,
med en stærk dæmpning midt i mit ’frie fald’ og en signalværdi,
som efter infektionen virker ekstra skræmmende. Ydermere dør min
mormor i marts, uden at jeg er i stand til at komme over til dødsleje
eller begravelse. Hele situationen gør mig dybt deprimeret, og jeg
begynder, trods mine løfter til mig selv, at overveje selvmord. I
løbet af foråret er det, som om tingene begynder at vende. Jeg
bestiller sommertøj og en række tiltrængte småting ting til
lejligheden, nyt køl/frys (det gamle er 15 år og koster 2000 pr. år
i el), samt ny elevationsseng (den gamle er 10 år og færdig). Disse
ting står længe og fylder op hos mig, og nogle står der endnu et
år efter!
Det
lykkes mig at få styr over ’vommen’, og jeg kan få besøg af
mine forældre, holde aftaler, og besøge eks. i København, hvor jeg
gudskelov ser Frands, kort før vores dejlige hund dør. Jeg samler
de løse og flyvske idéer, som af og til har roteret rundt i bøtten,
og koger det ned til 8 artikel-idéer bl.a. til et nyt spændende
forum på internettet, og beslutter mig til at forsøge at nå dem i
2004. Da jeg samtidig får den glædelige nyhed, at pensionen er
bevilliget med start 1/6, begynder jeg at overveje, hvordan jeg kan
rage et ’motionsjob’ til mig. Ugeavisen er lagt sammen med
Søndagsavisen, så et ´budjob der kræver lastvogn … Men
Apotekerbud, blomsterbud, Grønt Bud, avisbud, m.v. er med i
overvejelserne. Alt i alt er jeg mere optimistisk, men fortvivles
over min langsomhed. De rutiner, jeg lavede ved juletid, vil ikke
vende tilbage. Jeg etablerer nogle nye, som skal være midlertidige,
fordi de samlet set er mere tidskrævende, men de er der den dag i
dag!
Pensionen
giver tryghed, men nu skal der afregnes med dagpengekontoret, og der
følger jo en masse bureaukrati af at skifte civilstatus: ændringer
i fagforening, forsikring, boligsikring, medicintilskud,
gældssanering, etc. Jeg ender med at have samme reelle
rådighedsbeløb som før, idet alle kommunale medicintilskud
fjernes. Jeg ser mig nødsaget til at søge udsættelse overalt, og
får det indtil videre, men næppe på ubestemt tid … Mit nye
køl/frys henstår i ugevis, indtil viceværten forbarmer sig over
mig og fjerner det gamle samt rydder det skab, hvori det har stået,
for hylder, m.m., så det nye kan være der, og installerer det for
mig. (Han er i mine bønner!) Da mine forældre kommer, sætter de på
5 timer sengen op og ordner flere ting, end jeg har kunnet overkomme
på 5 uger …
Jeg
vakler mellem optimisme og fortvivlelse. Jeg tager en snak med min
almene læge og med P. Målet er dels at få renset luften, dels at
få en aftale om, at somatiske symptomer undersøges somatisk først.
Min almene læge siger ja, men tilføjer ”stort set”. Det kan jeg
leve med: Jeg forstår det sådan, at han vil lave de naturlige
tjeks, men selvfølgelig ikke gider tjekke det samme 28 gange eller
sætte flerårige, hamrende dyre udredninger i gang for det mindste.
Samtidig taler min almene læge og jeg godt ud om tingene og bliver
enige om en bedre kommunikation og nogle tidsbesparende rutiner vedr.
f.eks. den faste medicin. P kommer med et af de længste nej'er i
verdenshistorien: en meget lang smøre om komplekse psykosomatiske
sammenhænge og flerårige undersøgelser. Jeg føler samtidig, at
tvangen, angsten og den dårlige søvn stadig er så store problemer,
at jeg er villig til at prøve alt, selv Zeldox. Men det viser sig,
at det forslag havde rod i den påståede grænseløshed, mens mine
nuværende og reelle, mest depressive og OCD-mæssige, problemer
”ikke kan behandles”. Jeg bliver meget ked af det, men det sætter
tanker i gang hos mig om at foreslå et skifte af psykiatrisk
behandling.
Mine
’midlertidige’ rutiner tager uendelig lang tid. Vores delehund,
Frands, dør, og jeg må trøste eks., mens jeg selv er ved at forgå
at tristhed over ikke at kunne tage over til hende. Hun vil gerne
begrave Frands ved Bagsværd sø, hvor vi har gået mange ture, men
tvangen tager så lang tid, at jeg ikke kan få gjort ordentlig rent.
Det går op for mig, at jeg ikke har skrevet på den første af
artiklerne i over en måned. Og selv om det lille hjørne i mig af
angst for, at nogen skulle ville ’skubbe mig ud over kanten’, for
længst er væk, piner det mig, at jeg især på det seneste netop er
blevet mere ’påfaldende’, end jeg bryder mig om. Jeg mærker
depressionen komme snigende, men jeg mander mig op og inviterer mine
forældre på besøg, og får gjort det værste rent lørdag.
Og nu
bliver det sgu tragikomisk: En mandag bryder mit lokum sammen! Lige
sagen! Hele ugen går nu med folk, der skal ’se’ på det fordømte
lokum, mens de bestiller forkerte reservedele hjem, samtidig med at
mine forældre skal komme, og jeg ved, at de kun kan den dag. Det
ender i ganske enkelt med, at jeg gør som lokummet: bryder sammen
...
Hver
gang der skal komme en VVS’er, må jeg æde Diazepam – som virker
dårligere og dårligere – og Imodium i hobetal, mens mine nerver
sidder uden på døren. Ja, døren! Midt i det hele kommer mine
forældre, uden at resten af forberedelserne er nået: Indkøbene
står på gulvet – som dengang var vasket – og der står kasser
med sommertøj endnu, mens vi skal trække ud i lokummet med en pind
… Jeg må vaske de ting op, vi skal bruge, og bruger al tiden på
at få lavet et par usle retter mad. Min far får sin gave 20 dage
forsinket uden indpakning. Min mor kan ikke skjule sin irritation og
siger, at nu føler de jo netop, at de kommer til ulejlighed. Men det
er hverken dem eller VVS’erne, der er til ulejlighed. Det er mig.
Og den uge bestemmer, om jeg skal op eller ned. Det bliver ned. Helt
ned.
Hele
lejligheden gror til. At nette mig og komme i Brugsen tager hele
dagen! Sulfo og brun sæbe flyder ad libitum, men desværre mest på
min krop. Jeg opfinder en ny
psykosomatisk sammenhæng: Da
sommervarmen og små flyvende væsener (sensommermyrer) kommer til,
bliver mit tidsspilde med at vaske mig selv og småting hele tiden
ikke blot omsonst, men skadeligt: Jeg er nu så psykisk dårlig, at
jeg bliver fysisk syg af ikke at få møget ud!
Jeg
klager min nød til min mor, som siger: ”Jamen, det er jo kun dig
selv, der kan gøre noget ved det.” Jeg bliver først vred og så
trist: Hun har jo ret. Og det er frygteligt. Jeg ringer til eks.,
som taler lidt mod i mig igen. Hun tilbyder at komme over og hjælpe,
men jeg aflyser, halvt af skam, halvt af frygt. Ikke paranoid frygt,
men frygt for, at hun skal bryde ’reglerne’. Jeg beder både min
almene læge og P om hjælp og siger lige ud, at jeg ikke længere
ved, om det nytter at kæmpe mere. P har som altid intet svar.
Jeg
beder min almene læge om at få skiftet behandler, men han vil tænke
over det. Efter noget tid foreslår han at skifte P ud med byens /
regionens generelle distriktspsykiatriske Center - DPC, og da de
kommer ud til mig i mine omgivelser, får de dels et helt andet
indblik og begynder med en anden tilgang, samtidig med at variationen
i hjælpemuligheder er særdeles meget bedre, da der er alt fra
psykiatere over specialsygeplejersker til fysioterapeuter og
støtte-kontakt-personer.
Senere
beder jeg om adgang til P's journal, og her tager han hævn. Dels er
journalen så fjendtlig, at man allerede på side 2 af 16 spørger
sig selv, hvorfor den mand overhovedet fortsætter som min behandler.
Derudover afkræves jeg gebyr for kopierne, der er taget af
journalen, og på vej ud kommer en kollega til P 'til' at smække en
dør i hovedet på mig. Dog er min opmærksomhed på at navigere i
situationen maksimal, og på vej hen mod døren har jeg registreret,
at den står på klem og kan gå, så jeg stopper den med hånden og
siger til lægekollegaens meget formelle undskyldning, at der skal en
hel del mere til at røre mig … Jeg har min nye hund, en gravhund
ved navn Assi, med, og jeg går selv ind til P i hans kontor, giver
ham hånd og ønsker ham alt godt.
Gudskelov
siger jeg endelig ja til min ekskones hjælp. Hun kan selvfølgelig
kun gøre lidt og ville gerne gøre så meget mere. Jeg holder mig
væk, mens hun arbejder, så jeg ikke ser ’regelbruddene’. Men i
et enkelt tilfælde går det galt, og jeg kommer til at såre hende.
Det vil altid skære mig i hjertet. Men vi skilles med stor ømhed,
og under alle omstændigheder er det faktisk selskabet, jeg er mest
glad for. Til afsked får hun min ekstranøgle, som jeg lige nu kun
vil betro hende. Det er hende, og så måske et eller andet nede i
mig, som altid dukker op, når jeg tror, at alt håb er ude, der gør,
at jeg agter at kæmpe for hver tomme af mit liv.
Men
jeg behøver hjælp. Til at komme gennem tunnelen og ud gennem døren
til lyset.
45
år fortsættes
...
