Som tidligere nævnt har min praktiserende læge indført den regel, at jeg kun må få udleveret min medicin i medfør af lægens beregninger over, hvornår mine piller slipper op - og at jeg skal have et præparat ad gangen samt højst må få pillerne to dage før, hvilket giver mig megen praktisk møje og store udgifter til henten eller bringen.
Jeg har tidligere fået udleveret en liste over, hvilke
datoer der står i lægens PC, og den uploader jeg som et godt eksempel på
lægens detailstyring, der konkurrerer med Kafka om prisen som
absurditetens mester, idet jeg lige gør opmærksom på, at den liste nu er
godt en måned gammel, men ganske illustrerende. Især finder jeg det nærmest kært, at lægen tilmed har sat regler for udlevering af kalkpiller ...
Jeg skulle få en ny liste med nye datoer tilsendt, og det er jeg taknemlig for - man bliver jo taknemlig for lidt efterhånden, fordi det er den venlige af sygeplejerskerne, der her gør den undtagelse ikke at kræve, at jeg selv henter den.
Men i dagens telefonsamtale med samme, stadig venlige, sygeplejerske, fik jeg følgende besked:
"Du kan først få X lægemiddel den 1. marts!"
"Jamen det er jo på lørdag ..."
"Så kan du få det på fredag!"
"Jeg kan ikke overvinde mine tvangshandlinger og kroniske stress samt stressdiaré og socialangst uden de piller."
"Jamen lægen har givet strenge ordrer om, at det skal være sådan."
Se, nu sidder jeg så her et par timer senere og kan ikke få regnestykket til at stemme, for dels synes min læges måneder at have flere dage end mine, dels er på fredag jo 1 og ikke 2 dage før datoen for pilleudlevering, der så absurd nok ligger på en lørdag ...
Men så har jeg da noget at bruge tiden til i morgen, når jeg skal ringe op igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar