Omvendt Oplysning!

(tidligere publiceret på Flix.dk i oktober 2004)


Jævnlig lægges der ris til røven på denne nation af uforbederlige syndere! Der kaldes igen og igen til kamp mod rygning, drikfældighed og grovæderi. Eksperter, meningsmagere og folkeopdragere står klar med endnu flere initiativer, der skal få styr på vort grænseløse livsnyderi! For nylig var det så sociologen Henrik Dahl, der tog et forslag om et egentligt forebyggelsesministerium under kærlig krabask-behandling. Han mente, at et sådant ministeriums reelle opgave måtte være at forebygge dumhed! Denne artikel forsøges klemt ind, før der gribes alt for effektivt ind mod dumhed. Den frister nemlig skæbnen ved at give Dahl og en del andre Strandvejs-joggende ’besserwissere’ svar på tiltale.



Et ministerium mod hvad?
Om muligt har Dahl overgået sig selv med et glimrende, veloplagt og skarpt skåret essay:


Ministeriet til forebyggelse af dumhed


I nævnte essay er det ikke alene lykkedes Dahl at formulere sig, så jeg stort set kan være uenig i hvert eneste ord. Han har også fået mig overbevist om, at der vitterligt er behov for et ’forebyggelsesministerium’. Det skal være et organ, der kan forebygge fordomme og frelsthed!

Hvis man vil tilgive mig udtrykket, så er anledningen ren ”gefundenes fressen” ... Derfor ærgrer det mig, at jeg ikke har haft tid til at svare før nu, hvor artiklen vel snart er ’old news’ – som det hedder på nydansk - men sådan må det være, når man har travlt med at ryge Clintons cigarer, drikke Churchills whisky, æde Pavarottis Piccatine, og bolle Mae Wests efterkommere!

Det er SF, der har foreslået det forebyggelsesministerium, der har afstedkommet Dahls bidske kommentar. Deres morale synes at være: ”med lov skal land forebygge ..." Jeg kunne såmænd fint have levet med en særlig afdeling i Sundhedsministeriet, eller en handlingsplan, der vel at mærke blev taget alvorligt … Men måske er et egentligt ministerium nødvendigt for at få prioriteret forebyggelsesindsatsen. Det er under alle omstændigheder ikke mere ’outreret’ end et Familieministerium!

Det vigtigste formål må være at 'sundhedsrevidere' alle love samt andre offentlige initiativer, og i det hele taget endelig at få gjort noget effektivt for at forebygge sygdom. Ud over de fremskridt, som den medicinske forskning utvivlsomt vil bringe, måske inkluderende stamcelleterapi, vil jeg især pege på to ting, der for alvor kan gøre en forskel: momsdiffentiering og motionsstøtte.

Jeg vil også gerne pege på noget, der forslår som en skrædder det velbekendte sted: mere 'oplysning' og ’mærkning'’ til de åbenbart utallige evnesvage ... Mærkning skal her forstås på begge måder: Såvel på varer som på folk! På varer synes mærkningen i stigende grad og med regeringens nyeste udspil som sit ypperste eksempel inspireret af den velkendte lilla ble, og på mennesker af den sorte middelalders heksejagt.
Dahls essay er en fin illustration af, hvor meget vi savner nuancer i den almene debat. Også, fristes jeg til at sige, når det angår forebyggelse af de såkaldte ’livsstilssygdomme’. Alene denne betegnelse viser, hvor skæv debatten er – og det skyldes næppe indtagelse af hash eller evt. lovlige rusmidler … Mangt og meget i den offentlige debat, for ikke at tale om den offentlige sektor, får mig til at citere en ret ukendt aforistiker:

Hvis nationalstaten er som en krop,
så har den danske for små ører og for store pegefingre ...

Se evt. mere af hin aforistiker her.



Fede fordomme eller fine nuancer?
Undskyld, at jeg nu bliver konkret! Lad mig prøve at nuancere en af problemstillingerne i debatten, nemlig spørgsmålet om, hvad der ligger bag den objektivt eksisterende fedme-epidemi, og hvad der ville konstituere en reelt effektiv indsats mod den.

Forskellige mennesker bliver fede af forskellige grunde. Der er genetiske dispositioner, sociale normer, individets aktuelle tilstand & situation, menneskekroppens evolutionært udviklede evne til omdanne stort set alt til fedt for at oplagre det til nu fraværende magre tider, komplicerede sammenhænge mellem forskellige fødekombinationer, opdagede og uopdagede ’eksterne’ faktorer som f.eks. miljø og medicin, og endelig betydningen af det fysisk krævende arbejdes forsvinden.

Der udestår fortsat megen forskning for at kortlægge disse komplekse sammenhænge – og reelt rådgive hver enkelt ud fra netop dennes profil og personlige erfaring.

For det første kunne man sætte mere turbo på at lære forskellige fakta, inden man belærer forskellige folk.

For det andet kunne man, ud fra det man efterhånden ved, råde folk til at spise varieret ud fra den gode gamle kostpyramide – for det synes at være den, man igen og igen vender tilbage til - tilsat en smule respekt for folks egne erfaringer og oprigtige interesse i at leve længere.

For det sidste, og vigtigst af alt lige nu, kunne man tage konsekvensen af, at der er konsensus om ét faktum blandt stort set alle ’fedme-eksperter’: At den rette motion er helt afgørende for helbredet, og at mange netop ikke får den rette motion. En grund hertil kunne være, de ganske enkelt ikke kan komme til det! Frem for dovenskab kunne der jo være økonomiske, sociale, geografiske og endelig fysiske eller psykiske årsager. Så hvorfor har visse i debatten dog så ufatteligt ondt et vist sted af, at det foreslås, at staten, der har finanser til at sende børnecheck til selv de mest velaflagte borgere, mens sundhedsvæsenet er ved at drukne i de omtalte ’livsstilssygdomme’, bevilliger diverse fattigrøve nogle målrettede motionstilbud til i snit et par tusind om året, hvis det kunne forebygge og forhindre et utal af problemer?

Det vides nu med rimelig sikkerhed, at motion relativt set er vigtigere end den nominelle vægt, uagtet at denne hos de fleste også skal ned. Det vides yderligere, at for at opnå et nødvendigt og sundt vægttab, hvor der ryger fedt og ikke muskler af, skal man tabe sig på den rigtige måde. Det er ret sikkert, at selv den mest benhårde slankekur kun er lidt værd uden motion. Det ender som regel i bedste fald med stagnation, i mange tilfælde med ’elevatorvægt’, og i de værste tilfælde med fejlernæring.

Den nyeste forskning antyder tilmed, at det faktisk modvirker vægttab helt at fjerne fedtet fra kosten, fordi man så ikke kan optage og omdanne proteiner og kulhydrater til muskelmasse. Men skal en - så lille som mulig - del af fedtet og den rette kombination af kulhydrater have lov til at forblive i kosten, så skal folk have reel mulighed for relevant fysisk udfoldelse.

Og det er der mange grunde til, at mange ikke har. Det er nemlig også højst individuelt, hvilken motion der er realistisk og gavnlig. Det er et studium i sig selv, som jeg vil henvise til de i øvrigt også statsfinansierede forskere og behandlere på området for, men jeg vil da godt løfte sløret for nogle af problemerne.

Der kan være problemer med andre sygdomme, kropsbygning, forskellige slags muskler, at undgå belastningsskader – og man kan ganske enkelt allerede være så overvægtig, at sædvanlig motion er umulig, enten af fysiske årsager eller p.g.a. fordomme og fordømmelse, som de mødes med fra andre fedmeforskrækkede danskere, der har brug for at uddrive problemer med selvværd og samvittighed ved at sparke nedad. Jeg skal undlade at nævne eksempler …



Fra flodhestens egen mund …
I debatten er det et velkendt – og vigtigt – refræn, at børn gives gode vaner, og Dahl fortæller om sin egen prisværdige indsats herfor i sin egen børneopdragelse. Men hvad med lidt muligheder til de voksne? Hvad hjælper det f.eks. at være i kanonform i teenageårene, hvis man senere lander i et motionsmæssigt sort hul? Hvor man skal have været skrevet op fra fødslen til såvel betalbar motion som bolig. Det gjaldt f.eks. København i 80'erne, da nærværende barn skulle fortsætte sin uddannelse ...
Med en omskrivning af et gammelt ord kunne man sige:

Hvad man i barndommen ’nemmer,
skæbnen ofte sørger for man glemmer …

Tillad mig her at blive personlig – på den fede måde, så at sige … Jeg agter at gå bekendelseslitteraterne i bedene ved at illustrere problemkomplekset med lidt fra min egen historie. For ca. 6 år siden blev jeg fed i løbet af to år, hvor min vægt gik fra 80 til 140 kg. Årsagen var en desværre nødvendig medicin, som ’overtrumfede’ en kost, der var væsentligt skrappere end de gængse kostråd, og at jeg ’løb på trapper’ til 4. sal 400 gange om ugen.

Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg er genetisk disponeret for fedme og har passet på hele mit liv. Jeg var derfor særdeles sportsaktiv som ung og bymester i et par sportsgrene, herunder for såvel seniorer som juniorer i tennis. 

Men selv på ’toppen’ kunne jeg ganske enkelt ikke løbe en 400-meter! Det bør fortælle folk noget om betydningen af den rette motion til den rette person på rette tid og sted, og hvordan f.eks. kropsbygning og muskeltyper indvirker.
Et af de ’kulturchok’, jeg oplevede ved at flytte fra en mindre provinsby til København i 1980, var de sociale og økonomiske begrænsninger i storbyen for sportsudøvelse. Det medførte, at jeg i flere år måtte have piller mod for lavt blodtryk … 

I København havde man først lige fået ideen med at bygge idrætshaller som arbejdsløshedsprojekter, så den arbejderklasse, der ikke længere havde et fysisk krævende arbejde enten p.g.a. arbejdsløshed eller ’social opstigning’, kunne få rørt musklerne. I udkantskommunerne kunne man blive skrevet på venteliste til tennis eller golf, hvis man var indstillet på at vente 4-10 år, betale et kontingent svarende til 20% af den årlige SU (og 5000% af det tilsvarende kontingent i min hjemby), og endelig at finde sin egen makker ...

Jeg skar til slut den gordiske knude over og forenede det nyttige med det behagelige ved at lade motion indgå direkte eller indirekte i mit arbejde. I nogle perioder tog jeg et antal avisruter, og i andre cyklede jeg f.eks. godt 17 km. hver vej til og fra arbejde, da jeg boede i den ene udkant af København, og jobbet lå i den anden. Det sidste gjorde, at jeg slap for såvel udgifter som gener ved, at al transport i Københavnsområdet partout skulle ind over København H, så det uafladeligt gik ’ad HT’ til omkvædet, ’Det Sker Bare’, mens vi passagerer råbte ”Taxa!”

Disse løsninger holdt mig i form, indtil jeg som nævnt ved skæbnens ugunst fik nogle sygdomme, der dels krævede medicin, som fik min vægt til at gå fra 80 til 140 kg. på 2 år trods overdreven sund kost og overdreven hård motion, og dels svækkede mit system, så kroppen til sidst ikke kunne klare for hård fysisk anstrengelse og konstante skift mellem nat og dag. Og at smutte op med aviser 400 gange til 4. sal om ugen fordelt over adskillige nætter betyder lige netop begge dele!

Når jeg betegner min motion og kost som ’overdreven sund/hård’, er det på basis af ekspertudtalelser. Diverse diætister opfordrede mig flere gange til øge fedtindholdet i kosten, og motionseksperter definerede netop på det tidspunkt et fornuftigt omfang af ’almindelig’ motion, som skal ses i modsætning til at blive egentlig sportsudøver med de mere organiserede rammer, der er omkring dette. En af disse undersøgelser var dengang omtalt i Jyllandsposten og opgjorde pudsigt nok disse forhold i løb på trapper! Ca. 200 gange om ugen blev betegnet som det maksimale for almindelig motion, mens alt mellem 200 og 600 trapper var problematisk, og over 600 måtte betragtes og behandles som egentlig sportstræning.


Oprør fra den brede midte!
Og hvad kan vi så lære af det? At det er utrolig synd lige netop for mig? Spar mig – eller skaf mig en fedtfordelingsaftale med én i Djibouti! At summen af laster er konstant? Måske, men så få mere af den mest fornøjelige motion! At vi alle er syndere for Vorherre og Henrik Dahl? Utvivlsomt! 

Men uanset om man er religiøs eller troende ateist, så er jordelivet kendetegnet af ikke at være enten-eller. Godt og ondt, sort og hvidt er blandet med hinanden og alt muligt andet. Alle har deres historie og deres kampe, også med sig selv.

Virkeligheden er kompleks, og der er en verden til forskel på at generalisere for at forstå og at generalisere for at påstå. Virkelig at vide er at vide, at man ved relativt lidt. Virkelig at vise vejen at søge råd hos dem, der kender moradset. Virkelig at hjælpe er at spørge, hvilken hjælp der behøves.

Måske var det en idé, om diverse sundheds- og sandhedsapostle, der så gerne vil opdrage på folket, knyttede ’sylten’ en stund og lyttede til samme folk?

Det er kort sagt på tide med lidt

Omvendt Oplysning !

Claus Piculells syge historie! Del 1 ...

• Min personlige historie med særlig vægt på mit helbred, del 1:
• Perioden fra fødsel til min 42. års fødselsdag først i Nullerne.

Resume:

• Der er sindssyge i familien, og jeg slægter dem godt på!
• Et 'kronisk hav' af 10-15 fysiske og tre lettere mentale sygdomme.
• Første uopdagede udbrud af ODA i teenageårene.
• Andet udbrud af ODA i 30’erne.
• I fysisk behandling fra mine 19 år.
• I psykosocial behandling fra mine 36 år.
• To halvhjertede selvmordsforsøg for ca. 20 år siden 
  - jeg har siden kæmpet hårdt for at undgå gentagelse!

0 år Mindst en nær slægtning lider af en psykisk sygdom, der i øvrigt er en del mere alvorlig end mine, så jeg er på en gang også selv ramt men er samtidig pårørende, hvilket siges også at være meget belastende. En række symptomer og dele af diagnosen minder om mine lidelser, men der er bestemt ikke 100% sammenfald. Jeg har en anelse om, at der også tidligere i slægten har været psykisk sygdom. Ved min fødsel er jeg således genetisk disponeret for psykisk sygdom, men den er eksogen, hvilket betyder, at den skal ’sættes i gang’ ved påvirkning udefra.

2 år Min mor bliver skilt fra min biologiske far, som jeg siden kun træffer to gange i mit liv. Bag skilsmissen ligger min mors sygdom. Man kan så strides om, hvorvidt min mor opfører sig abnormt, eller min far løber fra ansvaret og problemerne. Jeg vokser derfor op som barn af en enlig mor, og blot for at bekræfte alle fordomme er jeg også enebarn !

Teenageårene Min mor gifter sig igen, med en helt okay mand, om end lidt gammeldags og med knuder på sjælen. Han og hans mor er overbeviste om, at jeg er en forkælet unge. De har sikkert ret …

12-19 år Første udbrud af OCD kommer i teenageårene, hvor det forbliver uopdaget. Ved senere eftertanke er det gået op for mig, at udbruddets spæde begyndelse faldt sammen med, at min mor giftede sig med min stedfar, som selvfølgelig også ville have noget at skulle have sagt. Jeg tror, at det er den eksogene ’trigger’, som man kaldte det i gamle dage. I dag vil formentlig kalde det en en stressende og udfordrende oplevelse på grænsen til det traumatiske, så den gamle eksogene trigger har formentlig relation til det, vi i dag kender som PTSD, ”Post-Traumatic Stress Disorder”.

Men dispositionen og vanviddet er skam helt mine egne bidrag! Jeg tør ikke bruge de håndklæder, min mor lægger frem til mig, og tørrer mig i mit lagen i stedet. Jeg tør ikke drikke af en skummetmælk, der er åbnet, men åbner en ny, og hælder de to sammen efter brug. Jeg skyller hænder i en uendelighed og bruger viskestykkerne frem for håndklæderne. Karkludene er ’no go’. Jeg skal samme vej ind, som jeg gik ud, og alt skal have en lige tværsum, helst 4 eller 14.

Ikke desto mindre spiser jeg roligt de fire stykker rugbrød med pålæg, som min mor smører, inden hun vækker mig, så jeg kan komme i skole eller med toget til Tønder Statsskole, samt den mad, hun laver om aftenen. Jeg er klar over mangelen på logik, men kan ikke kontrollere frygten.

Min syge side frygter, at noget skal skade mig på en eller anden måde, måske mikrober måske mennesker, mens min sunde side håner den syge på den stærkest tænkelige måde og laver tykt grin med den. Jeg ædes op indefra af den evige konflikt mellem disse to sider. Men på forunderlig vis lykkes det mig at skjule det for alle andre og at få de to sider til at indgå forskellige mere eller mindre logiske kompromisser.

Uden for hjemmet er jeg dr. Jekyll: Trods sygdommen er jeg udadvendt, meget politisk aktiv og en af de bedste i klassen, såvel i folkeskolen som i gymnasiet. Jeg kommer godt ud af det med de fleste mennesker, og de få ’sære ideer’, jeg har, synes at blive accepteret af folk som excentricitet. Jeg består Studentereksamen med et snit på 9,8, og klarer mig vel at mærke endnu bedre ved eksamen end til daglig.

19 år Psykisk symptomfri og meget udadvendt, politisk og erhvervsmæssigt aktiv i alderen 19-29, hvor jeg er flyttet til København fra en mindre by i Sønderjylland, hvor jeg i øvrigt også blev bymester i tennis og badminton for juniorer og seniorer samtidig det år, hvor jeg blev student. Træningen af rygmusklerne kan have skjult de den Scheuermann i lænden, som opdages senere.

20 år Jeg diagnosticeres med allergi over for parabener, harpiks, m.v., samt intolerans over for tobaksrøg.

Jeg er aktiv i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Studenterrådet ved Københavns Universitet, Danske Studerendes Fællesråd, og Kommunistiske Studenter. Alle steder ’honoreres’ man på kreativ og ikke altid materiel vis. Jeg er meget aktiv på Institut for Samfundsfag, i dag Statskundskab, som jeg melder mig til først i 80'erne, men uden rigtigt at få fut under fødderne.

Jeg bliver kommunist i 1980, hvor jeg det første år er mere hellig end Paven selv, men hvor jeg efterfølgende bliver stadig mere kritisk. Jeg tilslutter mig den gruppe i DKU, der ønsker reformer, og som fordømmer Stalin, Ungarnsinvasionen, indmarchen i Tjekkoslovakiet, og jeg får 2/3 flertal på Københavns-Konferencen i DKU i 1983 for en resolution, der opfordrer til en mere uafhængig og kritisk holdning til vennerne østpå. Ledelsen ignorerer selvfølgelig resolutionen.

For første og sidste gang i mit liv danser jeg af glæde over et menneskes død, da Tjernenko stiller træskoene, fordi jeg ved, at Gorbatjov står klar. I 1987 melder jeg mig ud af partiet, og i 1989 af Studenterorganisationen. Jeg fortryder ikke mit medlemskab og engagement. Det var ægte, og grundidealerne er stadig gode nok. Og mange af de mennesker, jeg mødte på min vej, var dejlige, åbne, frie, unikke og intelligente.

25 år Mit livs kærlighed flytter ind hos mig på Vesterbro.

26 år Jeg går over til fjenden! Jeg får arbejde i et af GN Store Nords datterselskaber, så det er selve storkapitalen, jeg er hoppet i seng med! Efter at de har vænnet sig til en mandlig sekretær, og jeg har vænnet mig til, at kollegerne på en ”storkapitalistisk” arbejdsplads såmænd ikke er særligt forskellige fra de tidligere ’kammerater’ – men at vi alle er en hel del bedre betalt, får jeg en rigtig god tid sammen med en masse søde mennesker, ledet af den mandlige ’pater familiae’, direktøren af den gammeldags konservative skole med en dannelse, som gør ham i stand til at tale med enhver og få dem til at føle sig værdsat, og min kvindelige chef, der er overordentlig fremsynet.

27 år Min kæreste og jeg flytter fra Vesterbro til Brøndby Strand.

28 år Jeg starter fra bunden på engelsk-studiet ved Københavns Universitet, hvor jeg optages på grundlag af mit gode, gamle studentereksamensbevis, der stadig kan stå distancen midt i karakter-inflationen.

29 år Jeg er lige begyndt på studiet, da min chef tilbyder mig en karriere hos Store Nord, formentlig først med ansvar for salget i Skandinavien. Men i så fald må jeg slå akademikeren i maven ihjel og nøjes med diverse aftenkurser, hvor de dog tilbyder at betale såvel gebyr som bøger. Jeg får løfte om, at jeg kan forblive som deltidsmedlem af direktionssekretariatet, hvis jeg vælger studiet, men det gøres klart, at der ikke bliver tale om yderligere opstigning.

Det er en svær beslutning, men jeg vælger studiet. Et halvt års tid efter begynder min chef langsomt at fase mig ud af arbejdsopgaver og at lade de spændende ting på til andre. Til sidst stikker hun en kniv i ryggen på mig ved et medarbejdermøde, og kort efter siger jeg op.

Samtidig er min kæreste begyndt at tænke på børn. Jeg vil også gerne have børn og har villet det, fra jeg blev voksen (eller troede, at jeg var det!), men det ligger uheldigt, når jeg lige har meldt mig på studiet og har en masse erhvervsarbejde ved siden af, og i det næste halve år efter opsigelsen skal indhente 1,5 års pensum. Senere har min eks. indrømmet, at hun blev bitter og begyndte at ’straffe mig psykisk’, og når jeg tænker tilbage, husker jeg også et særdeles anstrengende og psykisk stressende ægteskab.

30 år Jeg tror, at disse to ’straffe-aktioner’ tilsammen fremkaldte anden omgang af min sygdom. Medvirkende var også, at jeg stort set ingen nattesøvn fik i fire måneder, og derpå fik konstateret en Scheuermann i første og anden vertebrae i lænden som 29-årig. En fysioterapeut behandlede mig og lærte mig nogle øvelser. Min læge overtalte mig til at undlade at tage datidens gigt-medicin, da den var kendt for af give maveproblemer, men desværre blev jeg nogle år senere overbevist om at tage den dels pga. smerterne, dels pga. en ny læge.

31 år Min kæreste og jeg flytter ind i en ejerlejlighed på Frederiksberg, og får en dejlig hund, Frands. Den syge del af mig frygter, at kæresten eller 'nogen/noget' vil skade mig, mens min sunde side gifter sig med hende og flytter ind til byen med dens mange mennesker og mikrober! Igen og igen gør den nar af den syge side og sviner den til. Jeg er meget splittet og ikke på nogen måde sikker på, hvad jeg kan regne med. Min angst er en slags overforsigtighed, en tanke om ”hvad nu, hvis ...”, og den gælder igen både mennesker og mikrober.

32 år I min anden allergitest konstateres allergi over for støv, m.v. For at holde min vægt nede og kondien oppe samt have en hånd under økonomien – eller som jeg nogle gange siger: for at tømme bugen og fylde bogen – tager jeg efterhånden mellem tre og seks avisruter med Jyllands-Posten på Frederiksberg, hvor man for at få gode bude må betale ordentligt, når man ikke kan og vil være med i Bladkompagniet. Det giver penge samt motion og skader ikke min pilskæve ryg at gå med højst tre aviser pr. opgang, og jeg er 200-400 gange på 4. sal hver uge, og det giver ca. 125 i timen, hvilket i 90'erne er en god løn som ufaglært.

34 år I denne omgang er jeg ved at gå til i selvhad, og det ender i et halvhjertet selvmordsforsøg i 1994. Jeg har fået 11 i såvel indhold som sprog ved en mundtlig eksamen på overbygningen på Engelsk om USA’s velfærdssystem, især dets sundhedssystem. Min lærer opfordrer mig til at holde et oplæg på en konference om Amerikanske Studier, og jeg bliver meget stolt.

Men jeg kan ikke holde fokus på opgaven og fortaber mig i alskens detaljerede overheads, og de 20 minutter bliver et totalt kaotisk helvede, hvor jeg til sidst bliver tvunget væk fra podiet.

Jeg drikker to flasker hvidvin, en halv flaske cognac, og indtager 8-12 opløselige Panodil og andet. Jeg ringer til min svigermor og fortæller, hvad jeg har gjort, mens min kone er på vej hjem. Jeg trækker alle telefonstik ud, så de ikke kan få kontakt – et ikke videre smukt træk af mig.

Da min kone kommer hjem, har jeg fortrudt, men jeg kan hverken gå eller stå. Hun slæber mig ned i en taxa, som kører de 200 meter (!) til Frederiksberg Hospital, hvor jeg indlægges. Det sidste får jeg først at vide næste dag ...

Den unge praktikant, der er på nattevagt, bliver den første, der får at vide, hvad der foregår inden i mig. Jeg advarer ham om, at jeg vil benægte alt, når jeg er blevet ædru. Da jeg vågner næste morgen, hører jeg ham give min historie til bedste for det samlede personale og formentlig resten af afdelingen.

Jeg mister den sidste lyst til at fortælle sandheden, og forklarer den rigtige psykiater, at jeg blot prøvede at spille interessant. Jeg må nærmest vride ud af hende, at der er lavet et notat om emnet.

35 år Stemningen mellem min kone og mig bliver stadig mere anspændt, og vi har en senil-dement overbo, der gør livet surt for os begge, herunder klager over vores madlavning, tørretumbler, hund, radio, tv, vandforbrug, at slangen til tumbleren er til for at sende lugt op til hende osv.

Under dette pres bukker vi under og ryger mere og mere i totterne på hinanden. Min kone flytter ud til sin mor en tid, og jeg opfinder tasken: En på én dybt genial og dybt sindssyg idé! Jeg køber en attache-mappe og en pengekasse. Jeg får en låsesmed til at sætte en dirkefri hængelås på tasken med et ubrydeligt beslag. Pengekassen lægger jeg indeni, og i den lægger jeg de mest nødvendige daglige fornødenheder, som noget eller nogen udefra ville kunne nå ind til og 'kompromittere', ved angreb eller uheld: Brød, kaffe, etc. Uden for pengekassen men i tasken har jeg øl og vand. Jeg slæber tasken med overalt de næste to år.

36 år Under en lektion på KU om roman og film snurrer det rundt i hovedet på mig, og det går op for mig, at jeg er ved at få et alvorligt anfald af panikangst. Det bliver klart for mig, at jeg ikke kan holde til presset længere. Jeg ringer straks til min praktiserende læge, og min stemme må have overbevist sekretæren om, at det var alvor.

Jeg kommer til med det samme og bryder grædende sammen, da han spørger mig, hvad min kone siger til det, jeg fortæller ham om min sygdom. Det går op for ham, at hun intet ved, og at min angst forfærdeligt nok også indbefatter hende. Jeg bliver henvist til den psykiater, der kan tage mig med den kortest mulige frist, og som lægen anbefaler varmt. Det er en speciallæge på Amager, der bor tre kvarter væk på cykel. Min PL sætter mig på 2 mg Cisordinol, men jeg får så stærke rysteture og muskelkramper, at jeg ikke engang kan skrive mit navn.

36 år Psykiateren ringer mig op og giver mig en tid i løbet af tre dage. Psyk. fortæller mig, at han fremskyndede tiden, da han modtog henvisningen pr. post i en kuvert tapet til med gaffertape og mærket med ”PRIVAT, PERSONLIGT, FORTROLIGT!” ...! Indeni var et ret ubehjælpsomt brev fra mig, skrevet med ti tommelfingre såvel åndeligt som fysisk (det sidste p.g.a. Cisordinol, der giver mig stærke Parkinson-agtige rystelser), og et langt brev fra min slægtning, skrevet i bedste mening for at give kontekst ved at beskrive dennes sygdom, men også ret illustrativt for slægtens relationer.

36 år Ved denne første konsultation gør jeg en af de modigste ting i mit liv. Psyk. synes nemlig – og skriver det også mere generelt i en status senere, at jeg er temmelig ”upåfaldende”, og udtrykker tvivl om, hvorvidt jeg er egentlig sindssyg. Han beder mig ’bevise’, at jeg er syg.

Det er faktisk helt absurd: Det, jeg har brugt store dele af mit liv på at skjule, skal jeg nu bevise. Fristelsen til at gå min vej er stor, men jeg ved, at jeg ikke kan holde mit liv ud mere. For en gangs skyld overvinder jeg min evige tvivlrådighed og min største frygt: For første gang viser jeg af egen drift et menneske indholdet af tasken.

Psyk. rækker hånden frem mod de nu tilgængelige fødevarer, og jeg slår hånden væk! Han lader mig låse og lukke tasken igen, men spørger: ”Er du ikke bange for, at jeg skal gøre kaffen bitter?” ”Hvordan?” spørger jeg. ”Ved at sende tankebølger gennem tasken.”

Jeg ser ham lige ind i øjnene og siger: ”Kære doktor. Jeg er måske nok sindssyg. Men jeg er sgu ikke åndssvag!” Senere er det selvfølgelig gået op for mig, at han fik sat mig grundigt i ’bås’ der. Men jeg er ret sikker på, at han også fik sig et godt grin …

36 år Psyk. giver mig efter første konsultation Valaxona (diazepam), men fastholder, at jeg skal fortsætte med Cisordinol. Jeg får det endnu værre, og efter en måned holder jeg op med at tage dem. Da jeg næste gang fortæller Psyk. det, sætter han mig på Risperdal, og det får mig på benene igen. Psyk. tilføjer Seroxat – en af de såkaldte lykkepiller, der sandsynligvis også virker vægtøgende.

Desværre vedbliver Psyk. med at benægte, at medicinen fører til vægtøgning, så jeg går fra 80 kg til 140 kg trods avisruter og en skærpelse af en i forvejen særdeles sund kost, daglig cykling og gåen tur med hunden.. Begge præparaters vægtøgningspotentiale bliver senere alment kendt og bredt diskuteret f.eks. på internettet – og firmaet bag Risperdal laver selv en indlægsseddel i juli 2000, der stærkt understreger problemet. Jeg undrer mig såre, da sedlen forsvinder efter tre måneder og erstattes af den gamle indlægsseddel fra 1996, men ærlig forbrugeroplysning gavner jo ikke altid salget …

37 år Jeg færdiggør min opgave i tv-undertekstning tre måneder før fristen, og min familie er i dybt chok! Jeg får arbejde med tv-tekstning, hvor jeg troligt medbringer min bærbare computer og ’tasken’. En dag ser chefen mig åbne tasken, og det blik glemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke længere fortrænge det komplet vanvittige i både idé og udførelse, men tør endnu ikke slippe den helt.

37 år Jeg lægger tasken bagest i mit skab, og den forsvinder senere under en flytning. Jeg bliver sat på 2400 mg Ibumetin og 4000 mg paracetamol. Vanvid! Lægen gør det i bedste mening, men senere undersøgelser har vist, at paracetamol og ibuprofen ikke passer sammen og fører krig med maven som gidsel, samt at man kun skal bruge Ibuprofen til korte kure mod ikke-bakteriel inflammation. Men min dosering af skidtet varer ved til mit 41. år og er formentlig den virkelige grund til mine tre omgange kronisk diaré.

Jeg får da også snart min første kroniske diaré, der begynder lige så stille og indtil videre upåagtet, men da lægen efter fire måneder hører, at jeg må op om natten for at besørge, henviser han mig til Frederiksberg Hospitals maveafdeling, der som det allerførste ordinerer mig naturlægemidlet ”Husk”, der er ren fiber malet af indiske loppefrøskaller, der på det tidspunkt officielt mest er kendt for at virke mod forstoppelse, hvilket giver anledning til en del debat med de almene læger ...

37 år Som led i udredningen af min kroniske diaré og vægtøgning henvises jeg på et tidspunkt til et hjertekardiogram på Frederiksberg Hospital. Da sygeplejersken læser resultatet, tilkalder hun omgående vagthavende læge! Han ankommer et minut efter og får dette at vide: ”Den trivelige herre der har en hvilepuls på 40!” Bjarne Riis havde til sammenligning en på 35, det år hvor han vandt Tour de France pumpet op med EPO, Ud over at sætte pris på sygeplejerskens diplomatiske sprogbrug er jeg uforstående over for problemet, men jeg udspørges af lægen om min dagligdag og forklarer om min kost og mine motionsvaner. Han vender sig til sygeplejersken og siger: ”Han fejler sgu ikke noget - han er bare i god form!”

38 år Jeg er nu så overvægtig og diaré-medtaget, at det kniber med at lave mine øvelser for ryggen – især dem der foregår på maven ...

38 år Min kone går særlig hårdt til mig en aften, inde jeg skal ud med aviser. Jeg ligger inde i sengen med 20 sovepiller i munden og er klar til mit andet selvmordsforsøg. I sidste sekund spytter jeg pillerne ud i mit vandglas og ærgrer mig straks efter over omkostningen! Næste morgen på avisruten spørger jeg mig selv: ”Når du går rundt i evig angst for dø af alt mellem himmel og jord, hvorfor satan ligger du så og tænker på selvmord? Har du tænkt dig at gøre arbejdet selv!?”

Denne skæve logik virker: Jeg beslutter på en trappeafsats, at jeg aldrig vil forsøge selvmord igen, uanset hvad. Skulle der virkelig være nogen eller noget, der vil tage mig af dage eller lade mig lide, må de sgu gøre det grove arbejde selv!

39 år Jeg stopper med Risperdal og Seroxat uden at sige det til nogen. Jeg taber mig, men får diaré igen. Efter lang tid går jeg til lægen, som igen henviser til Frederiksberg Hospital.

39 år Jeg får konstateret protein i urinen, udredes af en speciallæge i intern medicin og får til sidst en biopsi på Rigshospitalet. Prøven viser mindre celleforandringer. Psyk. tager mig selv af Risperdal og Seroxat, indtil biopsien er overstået. På dette tidspunkt er det hinsides tvivl, at jeg ikke har diabetes, for det undersøges igen og igen. Samtidig burde det nok have givet anledning til eftertanke ift. de store mængder af medicin, men det gør det ikke, da jeg ikke kan og lægerne ikke vil klare mig uden på det tidspunkt.

39 år Jeg kryber til korset og indrømmer, at jeg ikke har taget mine piller. Jeg trappes op igen og tager på igen.

41 år Min kone forlanger separation, og jeg siger ja. Hun prøver at presse mig til at afstå alle økonomiske krav, men jeg forklarer hende, at jeg kan risikere at miste offentlig hjælp, hvis jeg indvilliger. Hun tror mig ikke, men retshjælpsadvokaten giver mig ret. Jeg instruerer advokaten om at formulere en løsning, der på en gang kan accepteres af det offentlige og samtidig tage højde for, at min kone, trods mine bijobs & stipendier & statslån, har leveret den største del af indtægterne gennem vort ægteskab – vel cirka i forholdet 60-40.

Advokaten gør mig under vort møde helt korrekt opmærksom på alle de krav, jeg kan stille, såsom at kræve halvdelen af min kones del af overskuddet ved salg af vores fælles lejlighed – fordi jeg har studiegæld bl.a. optaget under ægteskabet, at få et væsentligt større og mere langvarigt uddannelsesbidrag, og sågar at slås om ’forældremyndigheden’ over vores fælles hund …

41 år Jeg flytter til Amager på fremleje. Jeg føler mig utryg og forladt. Jeg kan ikke få nogen garanti for, hvor længe jeg kan blive boende. Jeg får diaré igen og udredes af en speciallæge i Indre By, der er overbevist om, at jeg kun beder om bedøvelse ved oral kikkertundersøgelse for at blive høj ...

41+ år Jeg må opgive det ret omfattende avisarbejde pga. stadig mere diaré. Hovedproblemet synes ikke at være min store kampvægt som sådan – for den har jeg haft et stykke tid og jeg har prøvet vægtøgningen før, men mere de konstante skift mellem nat og dag, med kæmpeindtag af sovemidler til følge. 

 Til gengæld må det siges, at jeg får et solidt indtryk af storbyens sanitære steder! Jeg prøver alverdens toiletter, fine så vel som i baghuset, fordi jeg skal lægge en lort omkring hver time. En særlig nydelse er i den forbindelse "Kongeruten" med Jyllands-Posten. Den inkluderer Amaliegade med fine steder som Amalienborg, flere ambassader, førsteklasses hoteller, overklassefestlokaler, samt rederierne anført af erhvervslivets konge, A.P. Møller, og deres fælles rederiforening. Et par steder er der sågar guldbelæg på vandhanerne og topservice i det hele taget ...og midt om natten har ingen ondt af, at et bjerg af et bud benytter faciliteterne med handsker sorte af avissværte.

Da Psyk. hører om mine gentagne problemer, giver han mig forsøgsvis Demolox, der hjælper en til at sove samt virker forstoppende, en 'behagelig bivirkning', uden at fjerne Risperdal og Seroxat. 
 

Jeg leder efter en fast lejlighed uden at måtte ty til mord eller andre ret problematiske metoder ...! Men desværre er jeg blevet separeret præcis et år før, at de almene boligselskaber indfører en undtagelse fra ventelisten, så nyligt separerede kan komme foran på ventelisten, så der er ingen andre muligheder i Københavnsområdet end fremleje. Til gengæld får jeg og pludselig tilbudt to i Odense og slår straks til på den mindste, hvis husleje jeg kan betale.

42 år Jeg flytter ind i en lejelejlighed i Odense midtby. Min eks, der selv har fundet (ret dyr) lejlighed i udkanten af København via samme udlejer, kommer over og hjælper med at sætte et stort klædeskab op, så det sammen med de indbyggede skabe opdeler lejligheden i sektioner.

I slutningen af året før er vi langsomt kommet hinanden nærmere igen, og dette er vel et fint symbol på vores begyndende forsoning, og vi genopdager de sider hos hinanden, som i sin tid tiltrak os til hinanden. Snart efter er vi skilt – og bedste venner i vel en cirka fem års tid, hvilket efter sigende skulle være ret typisk.

I 2002 sker der en betydelig bedring. De første tre kvartaler af 2002 udgør mit Fortryllede Fynske Forår, hvor jeg udfører mirakler!

Pudsigt nok får jeg konstateret diabetes i marts 2002 samt højt blodtryk. Det får mig til at skærpe diæten, øge motionen og lægge enhver alkohol på hylden i 9 måneder. Det pudsige er, at i samråd med diabeteslægen på OUH-M og min egen læge, dropper jeg Risperdal og skærer ned på Seroxat, så jeg primært får Demolox og Valaxona.

Diaré og sovepiller er allerede ved at forsvinde, og jeg er så velfungerende, at min nye læge kraftigt må overtales til at henvise til en psykiater, da jeg ikke føler mig sikker på, at ’dæmonerne’ er væk for evigt.

Og ’miraklerne’ skete, mens jeg selvfølgelig foretog alle de daglige gøremål, herunder fik mig et varmt middagsmåltid hver middag, som senere let kan tage al min tid, plus at jeg havde hyppigere besøg af hunden, plus at jeg fik set hver kamp ved VM i fodbold til morgenkaffen, plus at jeg løb med aviser og reklamer.

Og ikke mindst: Jeg havde en helt fast døgnrytme, hvor jeg sov som en sten fra 00.00 til 8.00, og så vågnede med en helvedes ild i røven. Og jeg tabte næsten 40 kg.

Men jeg tror, at det er vigtigt at understrege, at jeg på intet tidspunkt er helt symptomfri.

Her er et kort resume af de tre fantastiske kvartaler:

I januar indrettede jeg lejligheden, nøjagtig som jeg ville have den og havde planlagt den. Tidligere erfaringer med at bo i flere år 'i flyttekasser' skræmte – noget jeg desværre senere har måttet acceptere til en vis grad.

Februar skrev jeg artikler og indlæg om international politik og Socialdemokratiet, og tjekkede nettets research-muligheder, samt oprettede mit eget private netsted i håb om, at folk sætter indhold over form … Jeg lagde års skriverier ud og planlagde at kunne lægge endnu mere ud, startende med det speciale, jeg stod for at gøre færdigt.

Marts og april researchede jeg det sidste til specialet via nettet, og blev endnu bedre til netsøgning.

Maj og juni skrev jeg et afsnit hver dag ud fra en nøje planlagt slagplan med delmål.

Primo juli tog jeg 14 dage fri, så jeg kunne læse korrektur på og finpudse specialet i ultimo juli.

Specialet måtte først afleveres den 15. august, så jeg besøgte min eks., læste en sidste korrektur – og en til! - og trykte det.

I resten af august og det meste af september holdt jeg ferie, bl.a. i Sydfrankrig med min ekskone og vor delehund, hvortil vi kørte i min ekskones lille Polo! Tilbage i Danmark åbnede jeg min forhåndsgodkendelse af specialet, som var underskrevet dagen efter indleveringen af eksaminator og to dage efter af censor! Problemet var bare, at en sådan erklæringen da var blevet forældet i medfør af a-kassens regler, og jeg måtte bede om en ny … Den kom prompte og sidst i mit 42. år blev jeg formelt cand.mag.

Jeg meldte mig i Magisternes a-kasse – den første a-kasse i mit liv! – og modtog i oktober den første udbetaling.

Ultimo oktober fik jeg 11 og en særdeles tilfredsstillende udtalelse for specialet. På det tidspunkt havde jeg opfyldt a-kassens ’kvote’ for det krævede antal ansøgninger, uden af den grund at have nogen hensigt om at holde inde med skydningen.

Og da – netop da – vendte min kroniske diarré langsomt tilbage!

Fortsættelse følger ...

****

Samlet og kort oversigt over sygdomme, behandling og sundhedsudgifter

Her kan man få syn for sagn om, at jeg har såvel (lettere) mentale som dybt alvorlige fysiske sygdomme, hvilke der er tale om, hvad de behandles med, hvornår de er konstateret, og hvordan de har udviklet sig, hvilket vil sige mod forværring.

Dertil indeholder oversigten et detaljeret regnskab over, hvad sygdom i Danmark koster sådan en som mig, nemlig 2-3000 kr. pr. måned, hvilket er godt 20% af min nettoindkomst, og det er uden at få den nødvendige tandlæge- og fysioterapi-behandling.

Her er diagrammet i to billeder, idet et større billede kan fås ved enten at klikke på det konkrete billede eller, f.eks. til yderligere tjeks, findes på linket forneden:

Større billede og selve excel-arket kan findes her:

Sygdoms-,behandlings og medicinliste for Claus Piculell, 26.udgave-status-pr280214

Min læges udgave af sundhedsvæsenets detailstyring

Som tidligere nævnt har min praktiserende læge indført den regel, at jeg kun må få udleveret min medicin i medfør af lægens beregninger over, hvornår mine piller slipper op - og at jeg skal have et præparat ad gangen samt højst må få pillerne to dage før, hvilket giver mig megen praktisk møje og store udgifter til henten eller bringen.


Jeg har tidligere fået udleveret en liste over, hvilke datoer der står i lægens PC, og den uploader jeg som et godt eksempel på lægens detailstyring, der konkurrerer med Kafka om prisen som absurditetens mester, idet jeg lige gør opmærksom på, at den liste nu er godt en måned gammel, men ganske illustrerende. Især finder jeg det nærmest kært, at lægen tilmed har sat regler for udlevering af kalkpiller ...

Jeg skulle få en ny liste med nye datoer tilsendt, og det er jeg taknemlig for - man bliver jo taknemlig for lidt efterhånden, fordi det er den venlige af sygeplejerskerne, der her gør den undtagelse ikke at kræve, at jeg selv henter den.


Men i dagens telefonsamtale med samme, stadig venlige, sygeplejerske, fik jeg følgende besked:
"Du kan først få X lægemiddel den 1. marts!"
"Jamen det er jo på lørdag ..."
"Så kan du få det på fredag!"
"Jeg kan ikke overvinde mine tvangshandlinger og kroniske stress samt stressdiaré og socialangst uden de piller."
"Jamen lægen har givet strenge ordrer om, at det skal være sådan."

Se, nu sidder jeg så her et par timer senere og kan ikke få regnestykket til at stemme, for dels synes min læges måneder at have flere dage end mine, dels er på fredag jo 1 og ikke 2 dage før datoen for pilleudlevering, der så absurd nok ligger på en lørdag ...

Men så har jeg da noget at bruge tiden til i morgen, når jeg skal ringe op igen!

Syg historie II: Fedme-hetz har ødelagt manges liv, herunder mit ...

Kommentar til Videnskab.dk's artikel 
"Er lidt fedt virkelig en fordel?"
Først publiceret 7. januar 2013



Jamen det er jo mageløst!

15-20 år efter, at forskellige forskere introducerede begrebet "fedme-epidemien" på basis af nogle få undersøgelser, grove generaliseringer ud fra det såkaldte BMI (jf. bemærkningen i artiklen ovenfor) og almindelige fordomme kommer der nu nye forskningsresultater, der viser, at tingene ikke er så simple.
Faktisk viste en undersøgelse omtalt tidligere, at der kan være betydelig risiko, også for at dø, ved at få let overvægtige til at tabe sig for hurtigt og uden fornuftige forholdsregler:
"Forsker: Vægttab får overvægtige til at dø tidligere", Videnskab.dk 11.11.12


Og fedme-hetzen foregår skam stadigvæk, f.eks. når en forsker som dr. Nordvestgaard er med i et studie, der viser en MULIG sammenhæng mellem (meget) let inflammation (3 i CRP mod 1 i kontrolgruppen) og depression, hvorefter den kære læge går ud og fortolker resultatet således i Politiken (og med lignende ord i DR):
"For den enkelte patient er det endnu et argument for at passe på med ikke at have usund livsstil og være overvægtig, fordi det er jo de to ting, der fører til betændelse i kroppen."
Og senere fra vor kære læge:
"Der er mange mennesker, der går til lægen, fordi de har det dårligt, og et af de proteiner, som de måler, er CRP, og hvis det er for højt, og man ikke kan finde årsagen til det, så skal læger spørge ind til deres mentale tilstand ..."
"Skjult betændelse i kroppen øger risikoen for depression", Politiken 25. dec. 2012


Selv om studiet af 73.000 patienter netop ikke konkluderer, hvad der er hhv. årsag og virkning mellem betændelse og depression; selv om man ikke har undersøgt evt. fælles underliggende årsag (er); selv om studiet opererer med ganske små udsving i CRP - nemlig i intervallet fra 0 til 10, der anses for være dette proteins "normalområde", hvor patienten netop ikke har nogen større og slet ikke akut infektion; selv om en ganske velkendt og ofte forekommende bivirkning ved antidepressiva er vægtøgning, og endelig selv om anden grundforskning f.eks. tidligere har vist sammenhæng mellem et maginalt forhøjet CRP (vist nok til ca. 8) og kræft; så har dr. Nordvestgaard åbenbart intet problem med at opstille denne sammenhæng, som jeg nu tillader mig at parafrasere på den måde, den vil blive forstået 'på gaden':
Alle de små fede svin er selv skyld i, at de får betændelse i kroppen, og af betændelsen følger depression, som de så også selv er skyld i - og alle depressionspatienters klager over bivirkninger ved den medicin, der hældes i dem, er bare vrøvl!
Det nævnte studie - eller rettere dets fortolkninger, herunder et forslag om at behandle inflammation med antidepressiva - har i øvrigt fået en velfortjent rundbarbering i debatten  på Videnskab.dk 25. december 2012:
"Betændelse kan udløse depression"


Jeg har altid haft en sund livsstil, foretrækker sund mad med fisk og grønt og skummetmælksprodukter samt godt med frugt og rugbrød og andre former for 'komplekse kulhydrater', og har motioneret ganske meget pga. genetisk disposition for overvægt (formoder jeg).
Jeg blev først rigtigt fed, da jeg fik OCD indirekte pga. kronisk diaré (anden omgang af tre, som hver varede op mod et år, og som gjorde mig 'hygiejnehysterisk') og blev hældt fuld af et SSRI i seks gange normaldosen, fordi man faktisk ikke har en velfunderet medicinsk behandling af OCD.
Senere fandt jeg dog selv et tricyklisk præparat, der tilfældigvis var afprøvet på OCD i USA i 1989, men grundlæggende har OCD'ere, der jo netop ikke kan blive psykotiske (ikke af OCD, i hvert fald), og som er fulde af selvbebrejdelser over egne 'tosserier', nok mere gavn af diverse former for terapi, f.eks. kognitiv adfærdsterapi.
Efter at være begyndt på nævnte seks gange dosen af SSRI-præparatet, tog jeg et kilo på hver uge, selv om jeg cyklede 10 km. hver dag, gik to timer med hunden og var i snit 200 gange om ugen - senere sat op til 400 - op ad Frederiksbergs trapper til 4. sal med Jyllands-Posten, som dengang lønnede ordentligt.

Og hvad oplevede jeg pga. min  nyvundne ægte fedme - takket være den voksende fedtforskrækkelse omkring årtusindeskiftet?
Læger og speciallæger, der naturligvis ikke troede på mig, når jeg beskrev SSRI'ens bivirkninger og min livsstil i øvrigt, så jeg blev nægtet at prøve anden medicin, og to tilfælde fik at vide - af læger, mens jeg hostede brunt slim og blod op, at jeg indbildte mig mine lungebetændelser, for jeg var da for fed og/eller syg i hovedet til at kunne fejle noget sådant.
En praktiserende læge nægtede i øvrigt at tro på, at jeg rent faktisk har en cand.mag.-uddannelse, dels pga. min fedme, dels pga. min nuværende socialstatus.
Offentlige verbale overfusninger, folk der kom med griselyde under mine indkøb, unge anorektiske teenagestørrelser af et mig ubekendt køn der pegede på gaden eller tiltalte mig i supermarkedet med ret kontante forslag om at afstå fra indkøb ("du har da vist fået rigeligt i forvejen"), ja faktisk tilråb, uønskede henvendelser eller følgen efter mig og anden tilsvining af enhver art i det offentlige rum.

Men det stopper skam ikke der -  jeg er ikke kommet til de egentlig fysiske overfald på mig og min hund endnu!
I takt med den stigende udstødelse og fænomener som "happy slapping" - som bestemt ikke er "happy" for ofrene - er min hund og jeg blevet overfaldet 15-20 gange tilsammen. Det går fra mindre angreb som at forsøge at tvinge os af vejen, skubbe os ned af skrænter eller ind i buskadser o.l. ("os" fordi vi hænger jo ligesom sammen), diverse arrangerede og tilfældige / uheldige angreb fra kamp- eller store hunde mod min hund og/eller mig, og over til angreb med slag, spark (i hovedet), køller, spidsede kæppe, knive og som det mest eksotiske en paraply -!

Altsammen dels fordi jeg ser ud, som jeg gør, dels fordi mine 17 kroniske sygdomme (hvoraf de 14 er særdeles fysiske og de to andre mentale - depression og angst - er affødt af OCD'ens selvbebrejdelser og omgivelsernes reaktion) og de 60 daglige piller mv. har affødt førtidspension med et noget beskedent tøjbudget og en rolle som "nasser" - en ny hetz som vist kun lige er begyndt, og hvor de første forslag allerede er kommet frem om at gøre det officielt, som allerede gælder i praksis, nemlig at sådanne andenrangsborgere skal bagest i køen til sygdomsbehandling, så dem med arbejde kan komme til.

Men altsammen også, fordi det største problem i den danske sundhedssektor ikke er patienternes (ellers til tider berettigede) mistillid til lægerne, men er vore kære lægers mistillid til patienterne.

Og altsammen derudover, fordi der hersker en "vi alene hvide" holdning blandt mange læger, og fordi man ofte glemmer lægeløftets første bud om frem for alt ikke at gøre skade. I stedet gøres den seneste forskning, den seneste adfærdsanbefaling og den seneste pille til Sandheden og Vidundermidlet.

Der er mange og tit overdrevne forventninger til videnskab og ikke mindst læger, og det lægger selvfølgelig et pres på disse professionelle, som de har svært ved at honorere, og hvor de desværre ofte lader sig presse til en endnu mere skråsikker holdning frem for at vedgå egne begrænsninger. Men i stedet for at forsøge at leve op til umulige ville det være langt mere konstruktivt og fremmende for at undgå offentlige kampagne, der går over gevind, at man køligt konkluderer og  er åben samt ikke mindst ydmyg omkring det forhold, at al videnskab kun rummer den bedst opnåelige sandhed på ethvert givet tidspunkt - og at visse forskningsresultater som omtalt her på Videnskab.dk rummer en vis skævhed pga. de til tider uheldige måder, forskningen finansieres på.

Så ser I, kære fedmeforskere der nu ser de første tegn på at blive indhentet af virkeligheden og anden forskning - ganske som de forskere, der engang for næsten 100 år siden, hvor der skam også fandtes tykke mennesker,  'påviste', at margarine var sundere end smør, blev indhentet dengang - I har IKKE levet op til lægeløftets ord om i det mindste ikke at gøre nogen skade. Og jeg ved fra såvel offentlig debat som  private bekendtskaber, at jeg (og min ret så uskyldige gravhund) ikke er de eneste, der har lidt skade pga. jeres mangel på rettidig omhu og omtanke.

Og for hver gang I udtaler jer skråsikkert eller uden de nødvendige forbehold og uden at tage hensyn til, hvad jeres ord kan betyde i de sociale interaktioner, vil I formentlig uvægerligt - og forhåbentlig uforvarende, men det er ikke nogen undskyldning, når I kunne have tænkt jer om  - gøre yderligere skade.

Da mange nærmiljøer mildt sagt ikke bryder sig om at skulle rumme mennesker med tydelige problemer - og OCD, skønt under nogenlunde behandling, giver nogle meget håndgribelige problemer afhængig af varianten (jeg er det, man kalder "vasker") - og da jeg ved, hvad mennesker kan finde på at gøre ved andre mennesker, især hvis disse er fede og ikke vil gå omkring med en kamphund eller det der er værre, så går jeg og min lille gravhund ganske enkelt ikke ture længere - vel at mærke i nærmiljøet.

Kommer vi derimod afsted og ind til byen eller en stor park med personale, hvor man er mere sikker, så bliver muligheden i den grad udnyttet. Som adskillige af jer sikkert vil påpege med bedrevidende mine, så er en tur hver anden uge eller lignende næppe tilstrækkelig motion - også selv om jeg stadig spiser overordentlig sundt - men hertil kan jeg kun svare, at det skulle I sgu nok have tænkt på, inden I med jeres overdrevent sikre bemærkninger om fedmes årsag og virkning satte gang i ovenfor beskrevne fedme-hetz ...

Så I, kære fedmeforskere, har nu en fast plads i min aftenbøn. Heldigvis for jer er jeg ikke voldsomt religiøs, for jeg er ikke sikker på, at I vil være alt for glade for at havne, hvor jeg beder om at få jer sendt hen ...

vh CP



PS! Mit eksempel ovenfor med forskningen i 30'erne om margarine som mere sund end smør og min bemærkning om, at tykke mennesker og kostråd mildt sagt ikke er noget nyt, er helt bevidst valgt for indirekte at svare på denne bemærkning i ovenstående artikel (idet jeg dog takker forskeren for at have bragt den nye forskning frem):

"Rasmus Køster-Rasmussen sætter også en finger på, at fedmeepidemien først for alvor gjorde sit indtog hos folk født  i 1970 og senere. De årgange er kun i starten af fyrrerne nu, og er altså ikke begyndt at dø endnu. Måske er der forskel på de unge og de gamle fede."

Jeg kan oplyse, at jeg er født meget tidligt i 60'erne ...