Claus Piculells syge historie, del II

To år, hvor mit liv langsomt forsvinder

   Nu vil jeg fortælle om de nok to værste år i mit liv, og dertil den eneste gang, hvor jeg har måttet bede om at få en anden behandler, nemlig min 'anden' psykiater.  Uanset om det nu er mig, der ikke passer til psykiaterens behandling, eller psykiaterens behandling, der ikke passer til mig, så måtte jeg efter næsten to års forsøg konkludere, at udsigten til, at det nogensinde vil kunne fungere, blot var blevet stadig mindre. Og det til trods for, at vi begge efter alle solemærker at dømme har gjort vort bedste. Jeg indrømmer også gerne, at jeg næppe er verdens nemmeste opgave … Det kræver sin m/k at skille synspunkter, sæder og særheder fra sygdom og så hertil få styr på forhold og interaktion mellem psyke og somatik i mine ca. (1)17skavanker.

Jeg beklager, at denne del af fortællingen er så relativt lang, men der skete altså også en del på sygdomsfronten, og jeg orker ikke at skrive det om.

 

43 år  Jeg må sygemeldes efter heller ikke at have kunnet klare mine avisruter og abnormt store problemer ved at rejse i juleferien. Jeg ringes op af sekretæren for en af Odenses privatpraktiserende psykiatere, som jeg vil kalde P. Hun siger, at jeg nu er kommet gennem ventelisteperioden, efter at jeg blev skrevet op et år før temmelig meget på egen insisteren, mens min læge ikke anså det for nødvendigt, som jeg også fortalte i min ”syge historie, del I”. 

 

Jeg kalder det ’held i uheld’ og siger ved allerførste konsultation, at min kroniske diarré, som samtidig sendes til udredning ved afd. S på OUH, meget let kan få min psykiske sygdom til at bryde ud for alvor, og jeg beder om P's hjælp. Jeg henleder opmærksomheden på, at jeg her som før og siden er helt på det rene med, at fysik og psyke spiller sammen på en yderst kompleks måde, når det gælder spektrummet kronisk diarré, stressdiarré, tvang og angst. Det er en umådelig stor lettelse at få en psykiater, netop som sygdommen lurer i kulissen. Men jeg er overrasket over forskellen mellem mine foreløbig to psykiatere.

Lige så talende, udadvendt og personligt engageret som min tidligere psykiater er, lige så tavs, tilbagetrukket og distanceret forekommer P. I første omgang finder jeg det charmerende, at professionen kan rumme så store forskelle. Så er der jo håb for os andre, så at sige! Jeg er selvfølgelig klar over, at der er tale om forskellige metoder, herunder forskellige måder at skabe rapport på. P virker som en venlig, men stille mand, og jeg oplever, at vi begge gør vort bedste for at lære hinanden at kende og afhjælpe mine problemer.

Jeg går jævnligt hos P og fortæller helt åbent om mine særheder og små syge modsætninger. Samtidig beretter jeg, hvordan - i takt med at diarréen langsomt forværres - mine psykiske problemer trappes op igen. Min angst gælder først og fremmest bakterier, og langsomt begynder rengøringsvanviddet og de evige afvaskninger af mig selv og det, jeg lige skal bruge, igen, selv om jeg stritter bedre imod denne gang og trods alt i lang tid – næsten helt til august 2003 - holder mig fra helt hysteriske midler som kogende vand og alt for overdreven brug af sæbe, for ikke at tale om endnu stærkere rengøringsmidler, som jeg tidligere anvendte. Jeg fortæller også om de ting, jeg trods alt får udrettet, såsom diverse skriverier, men samtidig, hvordan der bliver stadig længere mellem snapsene. 

 

Langsomt begynder jeg at opdage, at der ikke kun er forskel på metoderne, men også på normalbegrebet og opfattelsen af behandler-patient forholdet. Når jeg viser eller fortæller ham om nogle af mine skriverier og idéer, er han ret uengageret og til tider direkte afvisende. Han synes overdrevent optaget af visse af mine vaner, som for mig og de fleste i min generation er ganske naturlige. Ikke mindst i en 1-værelses lejlighed finder jeg det logisk at spise nat/morgenmad i sengen med tv/radio på, og jeg arbejder bedst med noget velkendt musik i baggrunden. Jeg finder det også god åndelig ’udløsning’ at synge med på en af mine yndlingssange sidst på eftermiddagen, enten efter en ’god’ dag – hvor jeg trænger til luft efter at have fået lavet noget nogenlunde fornuftigt men stillesiddende – eller efter en dårlig dag, hvor jeg trænger til blot en enkelt succesoplevelse. Disse og mange andre ting synes han at betragte som uden for det normale. Samtidig, og især som det efterhånden går nedad, oplever jeg det som vanskeligt at få behandlingsmæssigt modspil fra P og må presse en del på for at formå ham til at røbe blot en smule af sin diagnose af mig.

P foreslår mig at overveje førtidspension. Jeg er først overrasket, dels pga. den korte behandlingstid i denne omgang, men min historie viser selvfølgelig en del problemer og dels pga. min ubekendthed med P's egentlige diagnose.

Efter en del overvejelse kan jeg godt se idéen med førtidspension: Min effektivitet er kraftigt reduceret, og tvangshandlingerne synes endeløse. Samtidig når afd. S på OUH endelig frem til en konklusion: I en Epikrise skriver de, at jeg har en colon irritabile og klare tegn på diaré ”volumina”, og at det skal medicinsk symptombehandles for skaffe mig ”et tåleligt liv”. De anbefaler 200 mg Kodein pr. dag og supplement med Husk, Idoform og Imodium.  Det er primært en kraftig forøgelse af Kodein samt introduktion af Idoform, og min læge og jeg benytter muligheden til at erstatte Vioxx på ’gode dage’ med Pamol+Kodein. Vioxx trækkes snart efter fra markedet, da visse patienter får hjerteanfald af det.

Ved at læse P's status til kommunen, som de har udbedt sig, går det op for mig, at han betragter mig noget anderledes end min tidligere psykiater: I følge ham er jeg netop ’påfaldende’ og har problemer med at blive taget alvorligt af folk pga. min ”særegne humor”, trods min intelligens og ’sjældenhed’. I arbejdskontekst finder han, at der ikke er nogen særlige behandlingsmuligheder for min tilstand. Flere af mine fysiske skavanker, især min diarré, afskriver han som havende psykisk oprindelse.

Jeg oplever en stigende tvangsmæssig adfærd, mangel på kontrol over mig selv og min tid, en stadig mindre energi, dårlig søvn, total koks i evnen til at holde aftaler. I stigende grad har jeg gardinerne trukket for, og lejligheden ligner en mødding. Men min seng, natbord og person vaskes uafladeligt. Som ’modtræk’ til møddingen bruger stadig stærkere midler til personlig hygiejne, herunder sulfo og sågar brun sæbe! Det er dog stadig sæbe, der trækker det største læs, så jeg køber mig et læs på 144 stk. i Brugsen på supertilbud -!

Jeg mister efterhånden lysten til at skrive og oplever det som stadig større nederlag, når jeg ikke kan holde en aftale eller nå i Brugsen i tid til at handle ind i ro og mag. Især hos P oplever jeg negative reaktioner på aftalekoks og mine idéer til, hvad jeg evt. kunne få ud af livet som pensionist. Han mener ikke, at jeg vil kunne styre at lave selv små opgaver med research, oversættelse eller formidling – og lige nu har han ret. I en konsultation beskriver jeg min situation som en bjergbestiger, der hænger fast med det yderste af neglene, og P reagerer med stor sympati, men kommer ikke med nogen behandlingsforslag.

Jeg spørger i desperation, om elektrochok kunne hjælpe, men det afvises. Pudsigt nok er jeg stadig ikke klar over, at jeg selvfølgelig er i en dyb depression. Jeg foreslår det faktisk som forsøg mod tvangshandlingerne! P svarer med at øge Seroxat-dosen, og jeg tager tre kilo på pr. måned frem for 1 som hidtil, mens tvangen blot bliver værre. Min situation går op for mig. I min desperation og ihukommende det fortryllede fynske forår begynder jeg at spekulere over, hvad jeg gjorde anderledes da. Jeg har åbnet for at indtage alkohol til maden igen, men jeg finder det klogt at sætte det langsomt ned. Som en Münchhausen begynder jeg at gøre min lejlighed hovedrent, en lille bid hver dag og prøver at ’opfinde’ måder, hvorpå jeg kan indrette mig, så ritualer bliver til fremadrettede rutiner.

Endelig prøver jeg at undersøge, om der virkelig ikke skulle findes noget, der ligner Demolox, den medicin som jeg fik lige præcis indtil genstarten af min diaré og de fornyede neurotiske problemer. Jeg finder frem til Klomipramin, som USA's Sundhedsstyrelse har testet igen i 1989 og fundet virksom på de samme områder som Demolox og oven i købet også virksom mod tvangshandlinger. Jeg forelægger det for P, men han er afvisende, og det er bestemt muligt, at jeg griber efter halmstrå. Til gengæld kan han godt se, at Seroxat kun øger min vægt, mens tvangen er i fuld galop og begynder en nedtrapning. Det viser sig senere (i juni 2004), at jeg faktisk hermed holder op med at tage på. Dermed vil jeg kun have Valaxona tilbage, som til gengæld øges til 20 mg. pr. dag.

44 år Jeg må melde afbud til mine forældre i julen , og det skærer os alle i hjertet. Juleaften tilbringer jeg med at se ”En sang for Martin” – det helt rette valg til en julefest … Men samtidig gryr det alligevel indeni. Min overbo, som jeg ellers har stået på ret god fod med, kommer pludselig ned 1. nytårsdag og skælder mig ud for at spille halv-højt om eftermiddagen. Jeg spilder mit liv, siger han. Og jeg må holde op med at sidde ved min computer og indse, at jeg sgu bare skal være pensionist. Jeg lader ham koge af og går så op og forklarer, at jeg er helt indstillet på at blive pensionist, men at kommunen lader vente på sig. Og at min tilbagetrukkenhed bestemt ikke skyldes gigantiske ambitioner, men det stik modsatte.

Skæbnen vil, at han kommer fra mine naboer med tre tomme ølflasker i hånden, da jeg går op til ham. Problemet er, at han prøver at bilde mig ind, at DE har inviteret HAM. Formentlig har han blot været nede og give ondt af sig og vil helst ikke fortælle det. Men her går min ellers langt bortgemte paranoia i gang: Jeg begynder at frygte, at nogen skal bruge min sygdom til at få mig smidt ud. Jeg husker et par tilfælde i efteråret, hvor jeg er vågnet til, at ting har ’flyttet sig’ - formentlig har jeg flyttet dem og glemt det, men da jeg ingen erindring har om det, øger det min bekymring. Jeg er mest bange for, at jeg begyndt at gå i søvne, og skærer ned på min ’søvnhjælp’. Men et lille sted husker jeg, at min overbo har nøgle til min lejlighed, og jeg må tilstå, at jeg først får fred for min uro for, om der skulle være ønsker om at skubbe mig ’ud over kanten’, da jeg nogle måneder senere får nøglen igen. Så nu er jeg bange for, at mit liv skal forsvinde ved at blive opslugt af min sygdom – og for, at sygdommen skal blive brugt imod mig til at fratage mig kontrollen over mit liv. Ikke en god cocktail.

Ironisk nok får jeg samtidig gravet mig ud af depressionen. Mine forældre kommer på besøg, og vi holder min fødselsdag og jul samtidig. Mine rutiner begynder at virke. Dagligdagen – og dagslyset - vender tilbage. Men samtidig har jeg længe undret mig over visse luftvejsproblemer. Fra engang i efteråret er de gradvist gået fra lidt besvær, til at jeg nu opdager blod og væv, da jeg hoster under tandbørstningen, og jeg har 38,5 i feber. Jeg har nævnt det et par gange for min almene læge, men her bliver jeg bange. Alle, jeg kommer i kontakt med, herunder en kvindelig læge ved Lægernes Telefonvagt i et notat, siger, at det kan være uskyldigt, men skal undersøges straks. Desværre er der store problemer i kommunikationen med min almene læges klinik, og trods vagtlægens notat og opringninger over adskillige dage og lang venten på at blive ringet op med den lovede tid, sker der intet.

Hvad der helt præcist er sket bør være historie nu. Det vigtige er, at jeg føler mig bekymret nok til at marchere op på klinikken og insistere på en hurtig undersøgelse. Heri ligger en vis – bevidst – grænseoverskridelse, som ud over angst har som baggrund et ønske om at få slået fast, at der er forskel på akut og potentiel alvorlig sygdom og så et rutinetjek eller receptfornyelse. Jeg bliver givet en hurtig undersøgelse, og min almene læge mener ikke at kunne høre noget særligt ud over lidt bronkitis, men jeg henvises dog ikke-akut til røntgen, og vi snakker ud om kommunikationsfejlen og aftaler regler i tilsvarende tilfælde. Vi skilles i enighed om at lægge det lille intermezzo bag os.

Men skæbnen vil, at min almene læge samtidig er godt træt af konstante ændringer i den psykiatriske medicinering, som han fortsat udskriver på P's foranledning formidlet mundtligt gennem mig, og ønsker først en telefonisk, siden skriftlig grund, eller at P overtager medicineringen. Jeg har nævnt det for P flere gange, men han har ikke kontaktet min almene læge. Da jeg fortæller ham om episoden vedr. undersøgelsen, beslutter han at snakke med min almene læge. De enes om, at han overtager medicineringen, men samtidig meddeler han mig telefonisk, at jeg har opført mig upassende over for min almene læge og bør genoptage Risperdal. Jeg frygter for vægten og stritter imod. Ved en senere konsultation er hans analyse, at jeg er ”grænseløs”, begrundet i nævnte episode og mine senge- og syngevaner.

Infektionen går i maven – af alle steder – og jeg får nat-diaré, altså må op for at besørge, hvilket sidst fik daværende almene læge til at sende mig til udredning. Jeg kontakter min almene læge flere gange, og han udskriver store mængder Imodium (stoppiller), så jeg kan sove blot et par timer ad gangen. Han lover en blodprøve, hvis det bliver ved. Trods en række henvendelser og stigende feber, der til sidst når 41, har jeg svært ved at få den lovede blodprøve og må til sidst insistere på en henvisning til OUH, så blodprøve og den nu snarlige røntgen kan foregå samtidig. Ved udleveringen af henvisningen viser det sig, at min almene læge via P. har fået den opfattelse, at nat-diarréen er psykisk betinget. Efter de to undersøgelser har han dog skiftet mening og udskriver straks Roxithromycin i en ti-dages kur, som forlænges af vagtlægen til 15 dage. Det fjerner infektionen og koster et nyt sengesæt pga. udhostet blod og brunt slim.

Jeg lider nu af den eftervirkning, at Imodium, mine ellers sikre stoppiller, ikke virker ordentligt efter februars overforbrug (ca. 300), og brænder i den forbindelse en række aftaler helt eller delvist af, herunder med min almene læge og P – mens jeg bruger endnu flere Imodium! Til slut kæmper jeg mig hen til min almene læge og foreslår ham at give mig en nødpakke på 60 Kodein brugt ’som Imodium’ i 6 uger, dvs. fordelt på måske 8 ’aftaledage’, hvor Imodium sættes i karantæne. I en sådan periode får jeg fast ca. 280 Kodein pr. måned (=200 mg pr. dag) Min almene læge siger nej, idet han stadig er lidt usikker vedr. psyke mod somatik, men primært – opdager jeg senere, fordi han tror, at jeg ønsker en daglig forøgelse af dosis, og jeg måske vil prøve at blive høj af det. Jeg forklarer ham derfor, at antihoste-medicin fås på apoteket uden recept og består af Kodein minus den smertestillende effekt under navnet Dexofan, som man kan blive psykotisk af, men ikke blive kvalt af som ved kodein. Så hvis man vil være høj, men hverken kvalt foroven eller forneden, kan man bare købe det ...

Her og nu ændrer det ikke hans beslutning, men senere har han tydeligt fået større respekt for min evne til at tjekke medicin. Jeg henvises derfor til at aflyse alle aftaler i seks uger og pleje min vom som et lille barn! Ved en kvart konsultation har P igen lagt pres på mig, for at jeg skal på dæmpende medicin. Han anser fortsat maveproblemet som helt overvejende psykisk og dæmpning som løsning her også. Han bekræfter siden, at tvangsindlæggelse også indgår i overvejelserne, hvilket på den ene side havde givet mig en mulighed for at tale for en somatisk undersøgelse først, men omvendt havde givet mig en ”historie” med indlæggelse, som jeg fra min psykisk syge slægtning ved betyder, at gentage-indlæggelser bliver særdeles meget mere sandsynlige.

Dog foreslår P nu Zeldox, som jeg efter senere tjek må medgive på det foreløbig spinkle grundlag ser ud til også hos uhildede kilder at blive set som vægtneutralt, men omvendt er jeg dybt betænkelig ved et så stærkt middel oprindelig udviklet mod egentlig skizofreni, med en stærk dæmpning midt i mit ’frie fald’ og en signalværdi, som efter infektionen virker ekstra skræmmende. Ydermere dør min mormor i marts, uden at jeg er i stand til at komme over til dødsleje eller begravelse. Hele situationen gør mig dybt deprimeret, og jeg begynder, trods mine løfter til mig selv, at overveje selvmord. I løbet af foråret er det, som om tingene begynder at vende. Jeg bestiller sommertøj og en række tiltrængte småting ting til lejligheden, nyt køl/frys (det gamle er 15 år og koster 2000 pr. år i el), samt ny elevationsseng (den gamle er 10 år og færdig). Disse ting står længe og fylder op hos mig, og nogle står der endnu et år efter!

Det lykkes mig at få styr over ’vommen’, og jeg kan få besøg af mine forældre, holde aftaler, og besøge eks. i København, hvor jeg gudskelov ser Frands, kort før vores dejlige hund dør. Jeg samler de løse og flyvske idéer, som af og til har roteret rundt i bøtten, og koger det ned til 8 artikel-idéer bl.a. til et nyt spændende forum på internettet, og beslutter mig til at forsøge at nå dem i 2004. Da jeg samtidig får den glædelige nyhed, at pensionen er bevilliget med start 1/6, begynder jeg at overveje, hvordan jeg kan rage et ’motionsjob’ til mig. Ugeavisen er lagt sammen med Søndagsavisen, så et ´budjob der kræver lastvogn … Men Apotekerbud, blomsterbud, Grønt Bud, avisbud, m.v. er med i overvejelserne. Alt i alt er jeg mere optimistisk, men fortvivles over min langsomhed. De rutiner, jeg lavede ved juletid, vil ikke vende tilbage. Jeg etablerer nogle nye, som skal være midlertidige, fordi de samlet set er mere tidskrævende, men de er der den dag i dag!

Pensionen giver tryghed, men nu skal der afregnes med dagpengekontoret, og der følger jo en masse bureaukrati af at skifte civilstatus: ændringer i fagforening, forsikring, boligsikring, medicintilskud, gældssanering, etc. Jeg ender med at have samme reelle rådighedsbeløb som før, idet alle kommunale medicintilskud fjernes. Jeg ser mig nødsaget til at søge udsættelse overalt, og får det indtil videre, men næppe på ubestemt tid … Mit nye køl/frys henstår i ugevis, indtil viceværten forbarmer sig over mig og fjerner det gamle samt rydder det skab, hvori det har stået, for hylder, m.m., så det nye kan være der, og installerer det for mig. (Han er i mine bønner!) Da mine forældre kommer, sætter de på 5 timer sengen op og ordner flere ting, end jeg har kunnet overkomme på 5 uger …

Jeg vakler mellem optimisme og fortvivlelse. Jeg tager en snak med min almene læge og med P. Målet er dels at få renset luften, dels at få en aftale om, at somatiske symptomer undersøges somatisk først. Min almene læge siger ja, men tilføjer ”stort set”. Det kan jeg leve med: Jeg forstår det sådan, at han vil lave de naturlige tjeks, men selvfølgelig ikke gider tjekke det samme 28 gange eller sætte flerårige, hamrende dyre udredninger i gang for det mindste. Samtidig taler min almene læge og jeg godt ud om tingene og bliver enige om en bedre kommunikation og nogle tidsbesparende rutiner vedr. f.eks. den faste medicin. P kommer med et af de længste nej'er i verdenshistorien: en meget lang smøre om komplekse psykosomatiske sammenhænge og flerårige undersøgelser. Jeg føler samtidig, at tvangen, angsten og den dårlige søvn stadig er så store problemer, at jeg er villig til at prøve alt, selv Zeldox. Men det viser sig, at det forslag havde rod i den påståede grænseløshed, mens mine nuværende og reelle, mest depressive og OCD-mæssige, problemer ”ikke kan behandles”. Jeg bliver meget ked af det, men det sætter tanker i gang hos mig om at foreslå et skifte af psykiatrisk behandling.

Mine ’midlertidige’ rutiner tager uendelig lang tid. Vores delehund, Frands, dør, og jeg må trøste eks., mens jeg selv er ved at forgå at tristhed over ikke at kunne tage over til hende. Hun vil gerne begrave Frands ved Bagsværd sø, hvor vi har gået mange ture, men tvangen tager så lang tid, at jeg ikke kan få gjort ordentlig rent. Det går op for mig, at jeg ikke har skrevet på den første af artiklerne i over en måned. Og selv om det lille hjørne i mig af angst for, at nogen skulle ville ’skubbe mig ud over kanten’, for længst er væk, piner det mig, at jeg især på det seneste netop er blevet mere ’påfaldende’, end jeg bryder mig om. Jeg mærker depressionen komme snigende, men jeg mander mig op og inviterer mine forældre på besøg, og får gjort det værste rent lørdag.

Og nu bliver det sgu tragikomisk: En mandag bryder mit lokum sammen! Lige sagen! Hele ugen går nu med folk, der skal ’se’ på det fordømte lokum, mens de bestiller forkerte reservedele hjem, samtidig med at mine forældre skal komme, og jeg ved, at de kun kan den dag. Det ender i ganske enkelt med, at jeg gør som lokummet: bryder sammen ...

Hver gang der skal komme en VVS’er, må jeg æde Diazepam – som virker dårligere og dårligere – og Imodium i hobetal, mens mine nerver sidder uden på døren. Ja, døren! Midt i det hele kommer mine forældre, uden at resten af forberedelserne er nået: Indkøbene står på gulvet – som dengang var vasket – og der står kasser med sommertøj endnu, mens vi skal trække ud i lokummet med en pind … Jeg må vaske de ting op, vi skal bruge, og bruger al tiden på at få lavet et par usle retter mad. Min far får sin gave 20 dage forsinket uden indpakning. Min mor kan ikke skjule sin irritation og siger, at nu føler de jo netop, at de kommer til ulejlighed. Men det er hverken dem eller VVS’erne, der er til ulejlighed. Det er mig. Og den uge bestemmer, om jeg skal op eller ned. Det bliver ned. Helt ned.

Hele lejligheden gror til. At nette mig og komme i Brugsen tager hele dagen! Sulfo og brun sæbe flyder ad libitum, men desværre mest på min krop. Jeg opfinder en ny psykosomatisk sammenhæng: Da sommervarmen og små flyvende væsener (sensommermyrer) kommer til, bliver mit tidsspilde med at vaske mig selv og småting hele tiden ikke blot omsonst, men skadeligt: Jeg er nu så psykisk dårlig, at jeg bliver fysisk syg af ikke at få møget ud!

Jeg klager min nød til min mor, som siger: ”Jamen, det er jo kun dig selv, der kan gøre noget ved det.” Jeg bliver først vred og så trist: Hun har jo ret. Og det er frygteligt. Jeg ringer til eks., som taler lidt mod i mig igen. Hun tilbyder at komme over og hjælpe, men jeg aflyser, halvt af skam, halvt af frygt. Ikke paranoid frygt, men frygt for, at hun skal bryde ’reglerne’. Jeg beder både min almene læge og P om hjælp og siger lige ud, at jeg ikke længere ved, om det nytter at kæmpe mere. P har som altid intet svar.

Jeg beder min almene læge om at få skiftet behandler, men han vil tænke over det. Efter noget tid foreslår han at skifte P ud med byens / regionens generelle distriktspsykiatriske Center - DPC, og da de kommer ud til mig i mine omgivelser, får de dels et helt andet indblik og begynder med en anden tilgang, samtidig med at variationen i hjælpemuligheder er særdeles meget bedre, da der er alt fra psykiatere over specialsygeplejersker til fysioterapeuter og støtte-kontakt-personer.

Senere beder jeg om adgang til P's journal, og her tager han hævn. Dels er journalen så fjendtlig, at man allerede på side 2 af 16 spørger sig selv, hvorfor den mand overhovedet fortsætter som min behandler. Derudover afkræves jeg gebyr for kopierne, der er taget af journalen, og på vej ud kommer en kollega til P 'til' at smække en dør i hovedet på mig. Dog er min opmærksomhed på at navigere i situationen maksimal, og på vej hen mod døren har jeg registreret, at den står på klem og kan gå, så jeg stopper den med hånden og siger til lægekollegaens meget formelle undskyldning, at der skal en hel del mere til at røre mig … Jeg har min nye hund, en gravhund ved navn Assi, med, og jeg går selv ind til P i hans kontor, giver ham hånd og ønsker ham alt godt.

Gudskelov siger jeg endelig ja til min ekskones hjælp. Hun kan selvfølgelig kun gøre lidt og ville gerne gøre så meget mere. Jeg holder mig væk, mens hun arbejder, så jeg ikke ser ’regelbruddene’. Men i et enkelt tilfælde går det galt, og jeg kommer til at såre hende. Det vil altid skære mig i hjertet. Men vi skilles med stor ømhed, og under alle omstændigheder er det faktisk selskabet, jeg er mest glad for. Til afsked får hun min ekstranøgle, som jeg lige nu kun vil betro hende. Det er hende, og så måske et eller andet nede i mig, som altid dukker op, når jeg tror, at alt håb er ude, der gør, at jeg agter at kæmpe for hver tomme af mit liv.

Men jeg behøver hjælp. Til at komme gennem tunnelen og ud gennem døren til lyset.

45 år fortsættes ...

Min personlige erfaring med, at "livets ulighed slår hårdt til allerede ved 50 år"

Der er god grund til at frygte, at også det nyeste resultat fra sundhedsforskningen blot henvises til "Underklassens usunde livsstil", og at endnu en oplysningskampagne sættes i gang, men noget rigtigt har de fat i, når man i Information 20. marts 2014 konkluderer:

"Livets ulighed slår hårdt til allerede ved 50 år"

 Ikke desto mindre peger forskningen på en uhyre vigtig kendsgerning, nemlig at DK har stærkt voksende ulighed i sundhed, og det rette politiske svar burde være at skabe større lighed ved at sikre bedre, skattebetalt sundhed til alle, ikke mindst folk i den "arbejdsdygtige" alder sat uden for arbejdsmarkedet.

F.eks. vil danske tandlæger kun røre ved mine tænder, hvis jeg kan mobilisere 40-50.000 kr. til en samlet behandling, fordi jeg i mit seneste forsøg på at redde 'gebisset' tog tin Ungarn og fik det ordnet for 10.000 inkl. rejsen. Det kunne jeg klare dengang, men nu hvor sundhed koster mig 3000 pr. måned i andre udgifter, kan jeg bare ikke spare sammen af en førtidspension.

Og nu forgifter mine dårlige tænder stille og roligt resten af kroppen, så lægen må ordinere penicillin igen og igen, og så jeg snart får næsten lige så meget som de danske svin ... ;-)

Løsningen er selvfølgelig ikke at oplyse mig om ting, jeg allerede ved, men at ordne mine tænder - og generelt gøre det for de 20-30%, der ikke har råd til at gå til tandlægen, før det skattefinansieres, men så kan man jo ikke se ned på mig længere ...

Ægte lighed i sundhed ...

Ak Ak Ak ... 

Tænk at den dag skulle komme, hvor jeg ikke blot er enig med DF's Liselotte Blixt - som i forvejen er en fornuftig DF'er, men også uenig med alle venstrefløjens akademiske parlamentarikere, der tror, at det at ophæve "fri og lige adgang i sundhedsvæsenet" vil øge ligheden i reel sundhed.

Liselotte Blixt siger det særdeles tørt her:
DF: Kortuddannede kan også læse indlægssedler
 
Ja, folk skal behandles forskelligt, fordi vi er forskellige - også i hvilke sygdomme vi har, og derfor skal vi have fri og lige adgang til behandling EFTER BEHOV !

Men når f.eks. nu 25% aldrig går til tandlæge, fordi de ikke
 har råd, mens 25% rejser til østlandene for at få en billigere pris, mens tandlægerne har travlt med alderspensionister og teenagere - der får skattebetalt tandlægebehandling, ville et rigtigt fremskridt for "lighed i sundhed" så ikke være at tage de 'mørke' dele af sundhedsvæsenet ind under skattefinansieringen? 

Herunder, men ikke blot:
tandlægerne,
fysioterapeuterne,
psykologerne,
og diverse anerkendte (natur-)lægemidler, hvor en række yderst kemiske midler pt. smides ud af CTR.

Dog er det sådan, at under det tåbelige forslag gemmer sig et reelt problem, nemlig at der ikke lighed i sundhed i dag.  

Problemet med Hækkerups udspil er, at han hellere vil tale om noget andet, nemlig kortuddannedes dårlige åndsevner til at forstå at undgå de sygdomme, som nogle behandlere og politikere helst vil have gjort dem selv skyld i ...

Der er i dag en reel egenbetaling, som man opgør på landsplan, og som ministeriet flere gange har måttet oplyse i FT's sundhedsudvalg, og den er ca. 30 mia. kr.  

Ikke reelt, bla. pga. de nævnte mørke områder. Hvis de alle skal skattefinansieres med et slag, vil det kræve øget provenu på 50-60 mia. kr. (nuværende officielle egenbetaling tilsat beregnede mørketal). 

Skal vi sætte sundhedsskatten - som bruttoskatten vist tit kaldes officielt - op med netto 2% eller omlægge egenbetalingen gradvist og efter indtægt?

Omvendt Oplysning!

(tidligere publiceret på Flix.dk i oktober 2004)


Jævnlig lægges der ris til røven på denne nation af uforbederlige syndere! Der kaldes igen og igen til kamp mod rygning, drikfældighed og grovæderi. Eksperter, meningsmagere og folkeopdragere står klar med endnu flere initiativer, der skal få styr på vort grænseløse livsnyderi! For nylig var det så sociologen Henrik Dahl, der tog et forslag om et egentligt forebyggelsesministerium under kærlig krabask-behandling. Han mente, at et sådant ministeriums reelle opgave måtte være at forebygge dumhed! Denne artikel forsøges klemt ind, før der gribes alt for effektivt ind mod dumhed. Den frister nemlig skæbnen ved at give Dahl og en del andre Strandvejs-joggende ’besserwissere’ svar på tiltale.



Et ministerium mod hvad?
Om muligt har Dahl overgået sig selv med et glimrende, veloplagt og skarpt skåret essay:


Ministeriet til forebyggelse af dumhed


I nævnte essay er det ikke alene lykkedes Dahl at formulere sig, så jeg stort set kan være uenig i hvert eneste ord. Han har også fået mig overbevist om, at der vitterligt er behov for et ’forebyggelsesministerium’. Det skal være et organ, der kan forebygge fordomme og frelsthed!

Hvis man vil tilgive mig udtrykket, så er anledningen ren ”gefundenes fressen” ... Derfor ærgrer det mig, at jeg ikke har haft tid til at svare før nu, hvor artiklen vel snart er ’old news’ – som det hedder på nydansk - men sådan må det være, når man har travlt med at ryge Clintons cigarer, drikke Churchills whisky, æde Pavarottis Piccatine, og bolle Mae Wests efterkommere!

Det er SF, der har foreslået det forebyggelsesministerium, der har afstedkommet Dahls bidske kommentar. Deres morale synes at være: ”med lov skal land forebygge ..." Jeg kunne såmænd fint have levet med en særlig afdeling i Sundhedsministeriet, eller en handlingsplan, der vel at mærke blev taget alvorligt … Men måske er et egentligt ministerium nødvendigt for at få prioriteret forebyggelsesindsatsen. Det er under alle omstændigheder ikke mere ’outreret’ end et Familieministerium!

Det vigtigste formål må være at 'sundhedsrevidere' alle love samt andre offentlige initiativer, og i det hele taget endelig at få gjort noget effektivt for at forebygge sygdom. Ud over de fremskridt, som den medicinske forskning utvivlsomt vil bringe, måske inkluderende stamcelleterapi, vil jeg især pege på to ting, der for alvor kan gøre en forskel: momsdiffentiering og motionsstøtte.

Jeg vil også gerne pege på noget, der forslår som en skrædder det velbekendte sted: mere 'oplysning' og ’mærkning'’ til de åbenbart utallige evnesvage ... Mærkning skal her forstås på begge måder: Såvel på varer som på folk! På varer synes mærkningen i stigende grad og med regeringens nyeste udspil som sit ypperste eksempel inspireret af den velkendte lilla ble, og på mennesker af den sorte middelalders heksejagt.
Dahls essay er en fin illustration af, hvor meget vi savner nuancer i den almene debat. Også, fristes jeg til at sige, når det angår forebyggelse af de såkaldte ’livsstilssygdomme’. Alene denne betegnelse viser, hvor skæv debatten er – og det skyldes næppe indtagelse af hash eller evt. lovlige rusmidler … Mangt og meget i den offentlige debat, for ikke at tale om den offentlige sektor, får mig til at citere en ret ukendt aforistiker:

Hvis nationalstaten er som en krop,
så har den danske for små ører og for store pegefingre ...

Se evt. mere af hin aforistiker her.



Fede fordomme eller fine nuancer?
Undskyld, at jeg nu bliver konkret! Lad mig prøve at nuancere en af problemstillingerne i debatten, nemlig spørgsmålet om, hvad der ligger bag den objektivt eksisterende fedme-epidemi, og hvad der ville konstituere en reelt effektiv indsats mod den.

Forskellige mennesker bliver fede af forskellige grunde. Der er genetiske dispositioner, sociale normer, individets aktuelle tilstand & situation, menneskekroppens evolutionært udviklede evne til omdanne stort set alt til fedt for at oplagre det til nu fraværende magre tider, komplicerede sammenhænge mellem forskellige fødekombinationer, opdagede og uopdagede ’eksterne’ faktorer som f.eks. miljø og medicin, og endelig betydningen af det fysisk krævende arbejdes forsvinden.

Der udestår fortsat megen forskning for at kortlægge disse komplekse sammenhænge – og reelt rådgive hver enkelt ud fra netop dennes profil og personlige erfaring.

For det første kunne man sætte mere turbo på at lære forskellige fakta, inden man belærer forskellige folk.

For det andet kunne man, ud fra det man efterhånden ved, råde folk til at spise varieret ud fra den gode gamle kostpyramide – for det synes at være den, man igen og igen vender tilbage til - tilsat en smule respekt for folks egne erfaringer og oprigtige interesse i at leve længere.

For det sidste, og vigtigst af alt lige nu, kunne man tage konsekvensen af, at der er konsensus om ét faktum blandt stort set alle ’fedme-eksperter’: At den rette motion er helt afgørende for helbredet, og at mange netop ikke får den rette motion. En grund hertil kunne være, de ganske enkelt ikke kan komme til det! Frem for dovenskab kunne der jo være økonomiske, sociale, geografiske og endelig fysiske eller psykiske årsager. Så hvorfor har visse i debatten dog så ufatteligt ondt et vist sted af, at det foreslås, at staten, der har finanser til at sende børnecheck til selv de mest velaflagte borgere, mens sundhedsvæsenet er ved at drukne i de omtalte ’livsstilssygdomme’, bevilliger diverse fattigrøve nogle målrettede motionstilbud til i snit et par tusind om året, hvis det kunne forebygge og forhindre et utal af problemer?

Det vides nu med rimelig sikkerhed, at motion relativt set er vigtigere end den nominelle vægt, uagtet at denne hos de fleste også skal ned. Det vides yderligere, at for at opnå et nødvendigt og sundt vægttab, hvor der ryger fedt og ikke muskler af, skal man tabe sig på den rigtige måde. Det er ret sikkert, at selv den mest benhårde slankekur kun er lidt værd uden motion. Det ender som regel i bedste fald med stagnation, i mange tilfælde med ’elevatorvægt’, og i de værste tilfælde med fejlernæring.

Den nyeste forskning antyder tilmed, at det faktisk modvirker vægttab helt at fjerne fedtet fra kosten, fordi man så ikke kan optage og omdanne proteiner og kulhydrater til muskelmasse. Men skal en - så lille som mulig - del af fedtet og den rette kombination af kulhydrater have lov til at forblive i kosten, så skal folk have reel mulighed for relevant fysisk udfoldelse.

Og det er der mange grunde til, at mange ikke har. Det er nemlig også højst individuelt, hvilken motion der er realistisk og gavnlig. Det er et studium i sig selv, som jeg vil henvise til de i øvrigt også statsfinansierede forskere og behandlere på området for, men jeg vil da godt løfte sløret for nogle af problemerne.

Der kan være problemer med andre sygdomme, kropsbygning, forskellige slags muskler, at undgå belastningsskader – og man kan ganske enkelt allerede være så overvægtig, at sædvanlig motion er umulig, enten af fysiske årsager eller p.g.a. fordomme og fordømmelse, som de mødes med fra andre fedmeforskrækkede danskere, der har brug for at uddrive problemer med selvværd og samvittighed ved at sparke nedad. Jeg skal undlade at nævne eksempler …



Fra flodhestens egen mund …
I debatten er det et velkendt – og vigtigt – refræn, at børn gives gode vaner, og Dahl fortæller om sin egen prisværdige indsats herfor i sin egen børneopdragelse. Men hvad med lidt muligheder til de voksne? Hvad hjælper det f.eks. at være i kanonform i teenageårene, hvis man senere lander i et motionsmæssigt sort hul? Hvor man skal have været skrevet op fra fødslen til såvel betalbar motion som bolig. Det gjaldt f.eks. København i 80'erne, da nærværende barn skulle fortsætte sin uddannelse ...
Med en omskrivning af et gammelt ord kunne man sige:

Hvad man i barndommen ’nemmer,
skæbnen ofte sørger for man glemmer …

Tillad mig her at blive personlig – på den fede måde, så at sige … Jeg agter at gå bekendelseslitteraterne i bedene ved at illustrere problemkomplekset med lidt fra min egen historie. For ca. 6 år siden blev jeg fed i løbet af to år, hvor min vægt gik fra 80 til 140 kg. Årsagen var en desværre nødvendig medicin, som ’overtrumfede’ en kost, der var væsentligt skrappere end de gængse kostråd, og at jeg ’løb på trapper’ til 4. sal 400 gange om ugen.

Det blev selvfølgelig ikke bedre af, at jeg er genetisk disponeret for fedme og har passet på hele mit liv. Jeg var derfor særdeles sportsaktiv som ung og bymester i et par sportsgrene, herunder for såvel seniorer som juniorer i tennis. 

Men selv på ’toppen’ kunne jeg ganske enkelt ikke løbe en 400-meter! Det bør fortælle folk noget om betydningen af den rette motion til den rette person på rette tid og sted, og hvordan f.eks. kropsbygning og muskeltyper indvirker.
Et af de ’kulturchok’, jeg oplevede ved at flytte fra en mindre provinsby til København i 1980, var de sociale og økonomiske begrænsninger i storbyen for sportsudøvelse. Det medførte, at jeg i flere år måtte have piller mod for lavt blodtryk … 

I København havde man først lige fået ideen med at bygge idrætshaller som arbejdsløshedsprojekter, så den arbejderklasse, der ikke længere havde et fysisk krævende arbejde enten p.g.a. arbejdsløshed eller ’social opstigning’, kunne få rørt musklerne. I udkantskommunerne kunne man blive skrevet på venteliste til tennis eller golf, hvis man var indstillet på at vente 4-10 år, betale et kontingent svarende til 20% af den årlige SU (og 5000% af det tilsvarende kontingent i min hjemby), og endelig at finde sin egen makker ...

Jeg skar til slut den gordiske knude over og forenede det nyttige med det behagelige ved at lade motion indgå direkte eller indirekte i mit arbejde. I nogle perioder tog jeg et antal avisruter, og i andre cyklede jeg f.eks. godt 17 km. hver vej til og fra arbejde, da jeg boede i den ene udkant af København, og jobbet lå i den anden. Det sidste gjorde, at jeg slap for såvel udgifter som gener ved, at al transport i Københavnsområdet partout skulle ind over København H, så det uafladeligt gik ’ad HT’ til omkvædet, ’Det Sker Bare’, mens vi passagerer råbte ”Taxa!”

Disse løsninger holdt mig i form, indtil jeg som nævnt ved skæbnens ugunst fik nogle sygdomme, der dels krævede medicin, som fik min vægt til at gå fra 80 til 140 kg. på 2 år trods overdreven sund kost og overdreven hård motion, og dels svækkede mit system, så kroppen til sidst ikke kunne klare for hård fysisk anstrengelse og konstante skift mellem nat og dag. Og at smutte op med aviser 400 gange til 4. sal om ugen fordelt over adskillige nætter betyder lige netop begge dele!

Når jeg betegner min motion og kost som ’overdreven sund/hård’, er det på basis af ekspertudtalelser. Diverse diætister opfordrede mig flere gange til øge fedtindholdet i kosten, og motionseksperter definerede netop på det tidspunkt et fornuftigt omfang af ’almindelig’ motion, som skal ses i modsætning til at blive egentlig sportsudøver med de mere organiserede rammer, der er omkring dette. En af disse undersøgelser var dengang omtalt i Jyllandsposten og opgjorde pudsigt nok disse forhold i løb på trapper! Ca. 200 gange om ugen blev betegnet som det maksimale for almindelig motion, mens alt mellem 200 og 600 trapper var problematisk, og over 600 måtte betragtes og behandles som egentlig sportstræning.


Oprør fra den brede midte!
Og hvad kan vi så lære af det? At det er utrolig synd lige netop for mig? Spar mig – eller skaf mig en fedtfordelingsaftale med én i Djibouti! At summen af laster er konstant? Måske, men så få mere af den mest fornøjelige motion! At vi alle er syndere for Vorherre og Henrik Dahl? Utvivlsomt! 

Men uanset om man er religiøs eller troende ateist, så er jordelivet kendetegnet af ikke at være enten-eller. Godt og ondt, sort og hvidt er blandet med hinanden og alt muligt andet. Alle har deres historie og deres kampe, også med sig selv.

Virkeligheden er kompleks, og der er en verden til forskel på at generalisere for at forstå og at generalisere for at påstå. Virkelig at vide er at vide, at man ved relativt lidt. Virkelig at vise vejen at søge råd hos dem, der kender moradset. Virkelig at hjælpe er at spørge, hvilken hjælp der behøves.

Måske var det en idé, om diverse sundheds- og sandhedsapostle, der så gerne vil opdrage på folket, knyttede ’sylten’ en stund og lyttede til samme folk?

Det er kort sagt på tide med lidt

Omvendt Oplysning !

Claus Piculells syge historie! Del 1 ...

• Min personlige historie med særlig vægt på mit helbred, del 1:
• Perioden fra fødsel til min 42. års fødselsdag først i Nullerne.

Resume:

• Der er sindssyge i familien, og jeg slægter dem godt på!
• Et 'kronisk hav' af 10-15 fysiske og tre lettere mentale sygdomme.
• Første uopdagede udbrud af ODA i teenageårene.
• Andet udbrud af ODA i 30’erne.
• I fysisk behandling fra mine 19 år.
• I psykosocial behandling fra mine 36 år.
• To halvhjertede selvmordsforsøg for ca. 20 år siden 
  - jeg har siden kæmpet hårdt for at undgå gentagelse!

0 år Mindst en nær slægtning lider af en psykisk sygdom, der i øvrigt er en del mere alvorlig end mine, så jeg er på en gang også selv ramt men er samtidig pårørende, hvilket siges også at være meget belastende. En række symptomer og dele af diagnosen minder om mine lidelser, men der er bestemt ikke 100% sammenfald. Jeg har en anelse om, at der også tidligere i slægten har været psykisk sygdom. Ved min fødsel er jeg således genetisk disponeret for psykisk sygdom, men den er eksogen, hvilket betyder, at den skal ’sættes i gang’ ved påvirkning udefra.

2 år Min mor bliver skilt fra min biologiske far, som jeg siden kun træffer to gange i mit liv. Bag skilsmissen ligger min mors sygdom. Man kan så strides om, hvorvidt min mor opfører sig abnormt, eller min far løber fra ansvaret og problemerne. Jeg vokser derfor op som barn af en enlig mor, og blot for at bekræfte alle fordomme er jeg også enebarn !

Teenageårene Min mor gifter sig igen, med en helt okay mand, om end lidt gammeldags og med knuder på sjælen. Han og hans mor er overbeviste om, at jeg er en forkælet unge. De har sikkert ret …

12-19 år Første udbrud af OCD kommer i teenageårene, hvor det forbliver uopdaget. Ved senere eftertanke er det gået op for mig, at udbruddets spæde begyndelse faldt sammen med, at min mor giftede sig med min stedfar, som selvfølgelig også ville have noget at skulle have sagt. Jeg tror, at det er den eksogene ’trigger’, som man kaldte det i gamle dage. I dag vil formentlig kalde det en en stressende og udfordrende oplevelse på grænsen til det traumatiske, så den gamle eksogene trigger har formentlig relation til det, vi i dag kender som PTSD, ”Post-Traumatic Stress Disorder”.

Men dispositionen og vanviddet er skam helt mine egne bidrag! Jeg tør ikke bruge de håndklæder, min mor lægger frem til mig, og tørrer mig i mit lagen i stedet. Jeg tør ikke drikke af en skummetmælk, der er åbnet, men åbner en ny, og hælder de to sammen efter brug. Jeg skyller hænder i en uendelighed og bruger viskestykkerne frem for håndklæderne. Karkludene er ’no go’. Jeg skal samme vej ind, som jeg gik ud, og alt skal have en lige tværsum, helst 4 eller 14.

Ikke desto mindre spiser jeg roligt de fire stykker rugbrød med pålæg, som min mor smører, inden hun vækker mig, så jeg kan komme i skole eller med toget til Tønder Statsskole, samt den mad, hun laver om aftenen. Jeg er klar over mangelen på logik, men kan ikke kontrollere frygten.

Min syge side frygter, at noget skal skade mig på en eller anden måde, måske mikrober måske mennesker, mens min sunde side håner den syge på den stærkest tænkelige måde og laver tykt grin med den. Jeg ædes op indefra af den evige konflikt mellem disse to sider. Men på forunderlig vis lykkes det mig at skjule det for alle andre og at få de to sider til at indgå forskellige mere eller mindre logiske kompromisser.

Uden for hjemmet er jeg dr. Jekyll: Trods sygdommen er jeg udadvendt, meget politisk aktiv og en af de bedste i klassen, såvel i folkeskolen som i gymnasiet. Jeg kommer godt ud af det med de fleste mennesker, og de få ’sære ideer’, jeg har, synes at blive accepteret af folk som excentricitet. Jeg består Studentereksamen med et snit på 9,8, og klarer mig vel at mærke endnu bedre ved eksamen end til daglig.

19 år Psykisk symptomfri og meget udadvendt, politisk og erhvervsmæssigt aktiv i alderen 19-29, hvor jeg er flyttet til København fra en mindre by i Sønderjylland, hvor jeg i øvrigt også blev bymester i tennis og badminton for juniorer og seniorer samtidig det år, hvor jeg blev student. Træningen af rygmusklerne kan have skjult de den Scheuermann i lænden, som opdages senere.

20 år Jeg diagnosticeres med allergi over for parabener, harpiks, m.v., samt intolerans over for tobaksrøg.

Jeg er aktiv i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Danmarks Kommunistiske Ungdom, Studenterrådet ved Københavns Universitet, Danske Studerendes Fællesråd, og Kommunistiske Studenter. Alle steder ’honoreres’ man på kreativ og ikke altid materiel vis. Jeg er meget aktiv på Institut for Samfundsfag, i dag Statskundskab, som jeg melder mig til først i 80'erne, men uden rigtigt at få fut under fødderne.

Jeg bliver kommunist i 1980, hvor jeg det første år er mere hellig end Paven selv, men hvor jeg efterfølgende bliver stadig mere kritisk. Jeg tilslutter mig den gruppe i DKU, der ønsker reformer, og som fordømmer Stalin, Ungarnsinvasionen, indmarchen i Tjekkoslovakiet, og jeg får 2/3 flertal på Københavns-Konferencen i DKU i 1983 for en resolution, der opfordrer til en mere uafhængig og kritisk holdning til vennerne østpå. Ledelsen ignorerer selvfølgelig resolutionen.

For første og sidste gang i mit liv danser jeg af glæde over et menneskes død, da Tjernenko stiller træskoene, fordi jeg ved, at Gorbatjov står klar. I 1987 melder jeg mig ud af partiet, og i 1989 af Studenterorganisationen. Jeg fortryder ikke mit medlemskab og engagement. Det var ægte, og grundidealerne er stadig gode nok. Og mange af de mennesker, jeg mødte på min vej, var dejlige, åbne, frie, unikke og intelligente.

25 år Mit livs kærlighed flytter ind hos mig på Vesterbro.

26 år Jeg går over til fjenden! Jeg får arbejde i et af GN Store Nords datterselskaber, så det er selve storkapitalen, jeg er hoppet i seng med! Efter at de har vænnet sig til en mandlig sekretær, og jeg har vænnet mig til, at kollegerne på en ”storkapitalistisk” arbejdsplads såmænd ikke er særligt forskellige fra de tidligere ’kammerater’ – men at vi alle er en hel del bedre betalt, får jeg en rigtig god tid sammen med en masse søde mennesker, ledet af den mandlige ’pater familiae’, direktøren af den gammeldags konservative skole med en dannelse, som gør ham i stand til at tale med enhver og få dem til at føle sig værdsat, og min kvindelige chef, der er overordentlig fremsynet.

27 år Min kæreste og jeg flytter fra Vesterbro til Brøndby Strand.

28 år Jeg starter fra bunden på engelsk-studiet ved Københavns Universitet, hvor jeg optages på grundlag af mit gode, gamle studentereksamensbevis, der stadig kan stå distancen midt i karakter-inflationen.

29 år Jeg er lige begyndt på studiet, da min chef tilbyder mig en karriere hos Store Nord, formentlig først med ansvar for salget i Skandinavien. Men i så fald må jeg slå akademikeren i maven ihjel og nøjes med diverse aftenkurser, hvor de dog tilbyder at betale såvel gebyr som bøger. Jeg får løfte om, at jeg kan forblive som deltidsmedlem af direktionssekretariatet, hvis jeg vælger studiet, men det gøres klart, at der ikke bliver tale om yderligere opstigning.

Det er en svær beslutning, men jeg vælger studiet. Et halvt års tid efter begynder min chef langsomt at fase mig ud af arbejdsopgaver og at lade de spændende ting på til andre. Til sidst stikker hun en kniv i ryggen på mig ved et medarbejdermøde, og kort efter siger jeg op.

Samtidig er min kæreste begyndt at tænke på børn. Jeg vil også gerne have børn og har villet det, fra jeg blev voksen (eller troede, at jeg var det!), men det ligger uheldigt, når jeg lige har meldt mig på studiet og har en masse erhvervsarbejde ved siden af, og i det næste halve år efter opsigelsen skal indhente 1,5 års pensum. Senere har min eks. indrømmet, at hun blev bitter og begyndte at ’straffe mig psykisk’, og når jeg tænker tilbage, husker jeg også et særdeles anstrengende og psykisk stressende ægteskab.

30 år Jeg tror, at disse to ’straffe-aktioner’ tilsammen fremkaldte anden omgang af min sygdom. Medvirkende var også, at jeg stort set ingen nattesøvn fik i fire måneder, og derpå fik konstateret en Scheuermann i første og anden vertebrae i lænden som 29-årig. En fysioterapeut behandlede mig og lærte mig nogle øvelser. Min læge overtalte mig til at undlade at tage datidens gigt-medicin, da den var kendt for af give maveproblemer, men desværre blev jeg nogle år senere overbevist om at tage den dels pga. smerterne, dels pga. en ny læge.

31 år Min kæreste og jeg flytter ind i en ejerlejlighed på Frederiksberg, og får en dejlig hund, Frands. Den syge del af mig frygter, at kæresten eller 'nogen/noget' vil skade mig, mens min sunde side gifter sig med hende og flytter ind til byen med dens mange mennesker og mikrober! Igen og igen gør den nar af den syge side og sviner den til. Jeg er meget splittet og ikke på nogen måde sikker på, hvad jeg kan regne med. Min angst er en slags overforsigtighed, en tanke om ”hvad nu, hvis ...”, og den gælder igen både mennesker og mikrober.

32 år I min anden allergitest konstateres allergi over for støv, m.v. For at holde min vægt nede og kondien oppe samt have en hånd under økonomien – eller som jeg nogle gange siger: for at tømme bugen og fylde bogen – tager jeg efterhånden mellem tre og seks avisruter med Jyllands-Posten på Frederiksberg, hvor man for at få gode bude må betale ordentligt, når man ikke kan og vil være med i Bladkompagniet. Det giver penge samt motion og skader ikke min pilskæve ryg at gå med højst tre aviser pr. opgang, og jeg er 200-400 gange på 4. sal hver uge, og det giver ca. 125 i timen, hvilket i 90'erne er en god løn som ufaglært.

34 år I denne omgang er jeg ved at gå til i selvhad, og det ender i et halvhjertet selvmordsforsøg i 1994. Jeg har fået 11 i såvel indhold som sprog ved en mundtlig eksamen på overbygningen på Engelsk om USA’s velfærdssystem, især dets sundhedssystem. Min lærer opfordrer mig til at holde et oplæg på en konference om Amerikanske Studier, og jeg bliver meget stolt.

Men jeg kan ikke holde fokus på opgaven og fortaber mig i alskens detaljerede overheads, og de 20 minutter bliver et totalt kaotisk helvede, hvor jeg til sidst bliver tvunget væk fra podiet.

Jeg drikker to flasker hvidvin, en halv flaske cognac, og indtager 8-12 opløselige Panodil og andet. Jeg ringer til min svigermor og fortæller, hvad jeg har gjort, mens min kone er på vej hjem. Jeg trækker alle telefonstik ud, så de ikke kan få kontakt – et ikke videre smukt træk af mig.

Da min kone kommer hjem, har jeg fortrudt, men jeg kan hverken gå eller stå. Hun slæber mig ned i en taxa, som kører de 200 meter (!) til Frederiksberg Hospital, hvor jeg indlægges. Det sidste får jeg først at vide næste dag ...

Den unge praktikant, der er på nattevagt, bliver den første, der får at vide, hvad der foregår inden i mig. Jeg advarer ham om, at jeg vil benægte alt, når jeg er blevet ædru. Da jeg vågner næste morgen, hører jeg ham give min historie til bedste for det samlede personale og formentlig resten af afdelingen.

Jeg mister den sidste lyst til at fortælle sandheden, og forklarer den rigtige psykiater, at jeg blot prøvede at spille interessant. Jeg må nærmest vride ud af hende, at der er lavet et notat om emnet.

35 år Stemningen mellem min kone og mig bliver stadig mere anspændt, og vi har en senil-dement overbo, der gør livet surt for os begge, herunder klager over vores madlavning, tørretumbler, hund, radio, tv, vandforbrug, at slangen til tumbleren er til for at sende lugt op til hende osv.

Under dette pres bukker vi under og ryger mere og mere i totterne på hinanden. Min kone flytter ud til sin mor en tid, og jeg opfinder tasken: En på én dybt genial og dybt sindssyg idé! Jeg køber en attache-mappe og en pengekasse. Jeg får en låsesmed til at sætte en dirkefri hængelås på tasken med et ubrydeligt beslag. Pengekassen lægger jeg indeni, og i den lægger jeg de mest nødvendige daglige fornødenheder, som noget eller nogen udefra ville kunne nå ind til og 'kompromittere', ved angreb eller uheld: Brød, kaffe, etc. Uden for pengekassen men i tasken har jeg øl og vand. Jeg slæber tasken med overalt de næste to år.

36 år Under en lektion på KU om roman og film snurrer det rundt i hovedet på mig, og det går op for mig, at jeg er ved at få et alvorligt anfald af panikangst. Det bliver klart for mig, at jeg ikke kan holde til presset længere. Jeg ringer straks til min praktiserende læge, og min stemme må have overbevist sekretæren om, at det var alvor.

Jeg kommer til med det samme og bryder grædende sammen, da han spørger mig, hvad min kone siger til det, jeg fortæller ham om min sygdom. Det går op for ham, at hun intet ved, og at min angst forfærdeligt nok også indbefatter hende. Jeg bliver henvist til den psykiater, der kan tage mig med den kortest mulige frist, og som lægen anbefaler varmt. Det er en speciallæge på Amager, der bor tre kvarter væk på cykel. Min PL sætter mig på 2 mg Cisordinol, men jeg får så stærke rysteture og muskelkramper, at jeg ikke engang kan skrive mit navn.

36 år Psykiateren ringer mig op og giver mig en tid i løbet af tre dage. Psyk. fortæller mig, at han fremskyndede tiden, da han modtog henvisningen pr. post i en kuvert tapet til med gaffertape og mærket med ”PRIVAT, PERSONLIGT, FORTROLIGT!” ...! Indeni var et ret ubehjælpsomt brev fra mig, skrevet med ti tommelfingre såvel åndeligt som fysisk (det sidste p.g.a. Cisordinol, der giver mig stærke Parkinson-agtige rystelser), og et langt brev fra min slægtning, skrevet i bedste mening for at give kontekst ved at beskrive dennes sygdom, men også ret illustrativt for slægtens relationer.

36 år Ved denne første konsultation gør jeg en af de modigste ting i mit liv. Psyk. synes nemlig – og skriver det også mere generelt i en status senere, at jeg er temmelig ”upåfaldende”, og udtrykker tvivl om, hvorvidt jeg er egentlig sindssyg. Han beder mig ’bevise’, at jeg er syg.

Det er faktisk helt absurd: Det, jeg har brugt store dele af mit liv på at skjule, skal jeg nu bevise. Fristelsen til at gå min vej er stor, men jeg ved, at jeg ikke kan holde mit liv ud mere. For en gangs skyld overvinder jeg min evige tvivlrådighed og min største frygt: For første gang viser jeg af egen drift et menneske indholdet af tasken.

Psyk. rækker hånden frem mod de nu tilgængelige fødevarer, og jeg slår hånden væk! Han lader mig låse og lukke tasken igen, men spørger: ”Er du ikke bange for, at jeg skal gøre kaffen bitter?” ”Hvordan?” spørger jeg. ”Ved at sende tankebølger gennem tasken.”

Jeg ser ham lige ind i øjnene og siger: ”Kære doktor. Jeg er måske nok sindssyg. Men jeg er sgu ikke åndssvag!” Senere er det selvfølgelig gået op for mig, at han fik sat mig grundigt i ’bås’ der. Men jeg er ret sikker på, at han også fik sig et godt grin …

36 år Psyk. giver mig efter første konsultation Valaxona (diazepam), men fastholder, at jeg skal fortsætte med Cisordinol. Jeg får det endnu værre, og efter en måned holder jeg op med at tage dem. Da jeg næste gang fortæller Psyk. det, sætter han mig på Risperdal, og det får mig på benene igen. Psyk. tilføjer Seroxat – en af de såkaldte lykkepiller, der sandsynligvis også virker vægtøgende.

Desværre vedbliver Psyk. med at benægte, at medicinen fører til vægtøgning, så jeg går fra 80 kg til 140 kg trods avisruter og en skærpelse af en i forvejen særdeles sund kost, daglig cykling og gåen tur med hunden.. Begge præparaters vægtøgningspotentiale bliver senere alment kendt og bredt diskuteret f.eks. på internettet – og firmaet bag Risperdal laver selv en indlægsseddel i juli 2000, der stærkt understreger problemet. Jeg undrer mig såre, da sedlen forsvinder efter tre måneder og erstattes af den gamle indlægsseddel fra 1996, men ærlig forbrugeroplysning gavner jo ikke altid salget …

37 år Jeg færdiggør min opgave i tv-undertekstning tre måneder før fristen, og min familie er i dybt chok! Jeg får arbejde med tv-tekstning, hvor jeg troligt medbringer min bærbare computer og ’tasken’. En dag ser chefen mig åbne tasken, og det blik glemmer jeg aldrig. Jeg kan ikke længere fortrænge det komplet vanvittige i både idé og udførelse, men tør endnu ikke slippe den helt.

37 år Jeg lægger tasken bagest i mit skab, og den forsvinder senere under en flytning. Jeg bliver sat på 2400 mg Ibumetin og 4000 mg paracetamol. Vanvid! Lægen gør det i bedste mening, men senere undersøgelser har vist, at paracetamol og ibuprofen ikke passer sammen og fører krig med maven som gidsel, samt at man kun skal bruge Ibuprofen til korte kure mod ikke-bakteriel inflammation. Men min dosering af skidtet varer ved til mit 41. år og er formentlig den virkelige grund til mine tre omgange kronisk diaré.

Jeg får da også snart min første kroniske diaré, der begynder lige så stille og indtil videre upåagtet, men da lægen efter fire måneder hører, at jeg må op om natten for at besørge, henviser han mig til Frederiksberg Hospitals maveafdeling, der som det allerførste ordinerer mig naturlægemidlet ”Husk”, der er ren fiber malet af indiske loppefrøskaller, der på det tidspunkt officielt mest er kendt for at virke mod forstoppelse, hvilket giver anledning til en del debat med de almene læger ...

37 år Som led i udredningen af min kroniske diaré og vægtøgning henvises jeg på et tidspunkt til et hjertekardiogram på Frederiksberg Hospital. Da sygeplejersken læser resultatet, tilkalder hun omgående vagthavende læge! Han ankommer et minut efter og får dette at vide: ”Den trivelige herre der har en hvilepuls på 40!” Bjarne Riis havde til sammenligning en på 35, det år hvor han vandt Tour de France pumpet op med EPO, Ud over at sætte pris på sygeplejerskens diplomatiske sprogbrug er jeg uforstående over for problemet, men jeg udspørges af lægen om min dagligdag og forklarer om min kost og mine motionsvaner. Han vender sig til sygeplejersken og siger: ”Han fejler sgu ikke noget - han er bare i god form!”

38 år Jeg er nu så overvægtig og diaré-medtaget, at det kniber med at lave mine øvelser for ryggen – især dem der foregår på maven ...

38 år Min kone går særlig hårdt til mig en aften, inde jeg skal ud med aviser. Jeg ligger inde i sengen med 20 sovepiller i munden og er klar til mit andet selvmordsforsøg. I sidste sekund spytter jeg pillerne ud i mit vandglas og ærgrer mig straks efter over omkostningen! Næste morgen på avisruten spørger jeg mig selv: ”Når du går rundt i evig angst for dø af alt mellem himmel og jord, hvorfor satan ligger du så og tænker på selvmord? Har du tænkt dig at gøre arbejdet selv!?”

Denne skæve logik virker: Jeg beslutter på en trappeafsats, at jeg aldrig vil forsøge selvmord igen, uanset hvad. Skulle der virkelig være nogen eller noget, der vil tage mig af dage eller lade mig lide, må de sgu gøre det grove arbejde selv!

39 år Jeg stopper med Risperdal og Seroxat uden at sige det til nogen. Jeg taber mig, men får diaré igen. Efter lang tid går jeg til lægen, som igen henviser til Frederiksberg Hospital.

39 år Jeg får konstateret protein i urinen, udredes af en speciallæge i intern medicin og får til sidst en biopsi på Rigshospitalet. Prøven viser mindre celleforandringer. Psyk. tager mig selv af Risperdal og Seroxat, indtil biopsien er overstået. På dette tidspunkt er det hinsides tvivl, at jeg ikke har diabetes, for det undersøges igen og igen. Samtidig burde det nok have givet anledning til eftertanke ift. de store mængder af medicin, men det gør det ikke, da jeg ikke kan og lægerne ikke vil klare mig uden på det tidspunkt.

39 år Jeg kryber til korset og indrømmer, at jeg ikke har taget mine piller. Jeg trappes op igen og tager på igen.

41 år Min kone forlanger separation, og jeg siger ja. Hun prøver at presse mig til at afstå alle økonomiske krav, men jeg forklarer hende, at jeg kan risikere at miste offentlig hjælp, hvis jeg indvilliger. Hun tror mig ikke, men retshjælpsadvokaten giver mig ret. Jeg instruerer advokaten om at formulere en løsning, der på en gang kan accepteres af det offentlige og samtidig tage højde for, at min kone, trods mine bijobs & stipendier & statslån, har leveret den største del af indtægterne gennem vort ægteskab – vel cirka i forholdet 60-40.

Advokaten gør mig under vort møde helt korrekt opmærksom på alle de krav, jeg kan stille, såsom at kræve halvdelen af min kones del af overskuddet ved salg af vores fælles lejlighed – fordi jeg har studiegæld bl.a. optaget under ægteskabet, at få et væsentligt større og mere langvarigt uddannelsesbidrag, og sågar at slås om ’forældremyndigheden’ over vores fælles hund …

41 år Jeg flytter til Amager på fremleje. Jeg føler mig utryg og forladt. Jeg kan ikke få nogen garanti for, hvor længe jeg kan blive boende. Jeg får diaré igen og udredes af en speciallæge i Indre By, der er overbevist om, at jeg kun beder om bedøvelse ved oral kikkertundersøgelse for at blive høj ...

41+ år Jeg må opgive det ret omfattende avisarbejde pga. stadig mere diaré. Hovedproblemet synes ikke at være min store kampvægt som sådan – for den har jeg haft et stykke tid og jeg har prøvet vægtøgningen før, men mere de konstante skift mellem nat og dag, med kæmpeindtag af sovemidler til følge. 

 Til gengæld må det siges, at jeg får et solidt indtryk af storbyens sanitære steder! Jeg prøver alverdens toiletter, fine så vel som i baghuset, fordi jeg skal lægge en lort omkring hver time. En særlig nydelse er i den forbindelse "Kongeruten" med Jyllands-Posten. Den inkluderer Amaliegade med fine steder som Amalienborg, flere ambassader, førsteklasses hoteller, overklassefestlokaler, samt rederierne anført af erhvervslivets konge, A.P. Møller, og deres fælles rederiforening. Et par steder er der sågar guldbelæg på vandhanerne og topservice i det hele taget ...og midt om natten har ingen ondt af, at et bjerg af et bud benytter faciliteterne med handsker sorte af avissværte.

Da Psyk. hører om mine gentagne problemer, giver han mig forsøgsvis Demolox, der hjælper en til at sove samt virker forstoppende, en 'behagelig bivirkning', uden at fjerne Risperdal og Seroxat. 
 

Jeg leder efter en fast lejlighed uden at måtte ty til mord eller andre ret problematiske metoder ...! Men desværre er jeg blevet separeret præcis et år før, at de almene boligselskaber indfører en undtagelse fra ventelisten, så nyligt separerede kan komme foran på ventelisten, så der er ingen andre muligheder i Københavnsområdet end fremleje. Til gengæld får jeg og pludselig tilbudt to i Odense og slår straks til på den mindste, hvis husleje jeg kan betale.

42 år Jeg flytter ind i en lejelejlighed i Odense midtby. Min eks, der selv har fundet (ret dyr) lejlighed i udkanten af København via samme udlejer, kommer over og hjælper med at sætte et stort klædeskab op, så det sammen med de indbyggede skabe opdeler lejligheden i sektioner.

I slutningen af året før er vi langsomt kommet hinanden nærmere igen, og dette er vel et fint symbol på vores begyndende forsoning, og vi genopdager de sider hos hinanden, som i sin tid tiltrak os til hinanden. Snart efter er vi skilt – og bedste venner i vel en cirka fem års tid, hvilket efter sigende skulle være ret typisk.

I 2002 sker der en betydelig bedring. De første tre kvartaler af 2002 udgør mit Fortryllede Fynske Forår, hvor jeg udfører mirakler!

Pudsigt nok får jeg konstateret diabetes i marts 2002 samt højt blodtryk. Det får mig til at skærpe diæten, øge motionen og lægge enhver alkohol på hylden i 9 måneder. Det pudsige er, at i samråd med diabeteslægen på OUH-M og min egen læge, dropper jeg Risperdal og skærer ned på Seroxat, så jeg primært får Demolox og Valaxona.

Diaré og sovepiller er allerede ved at forsvinde, og jeg er så velfungerende, at min nye læge kraftigt må overtales til at henvise til en psykiater, da jeg ikke føler mig sikker på, at ’dæmonerne’ er væk for evigt.

Og ’miraklerne’ skete, mens jeg selvfølgelig foretog alle de daglige gøremål, herunder fik mig et varmt middagsmåltid hver middag, som senere let kan tage al min tid, plus at jeg havde hyppigere besøg af hunden, plus at jeg fik set hver kamp ved VM i fodbold til morgenkaffen, plus at jeg løb med aviser og reklamer.

Og ikke mindst: Jeg havde en helt fast døgnrytme, hvor jeg sov som en sten fra 00.00 til 8.00, og så vågnede med en helvedes ild i røven. Og jeg tabte næsten 40 kg.

Men jeg tror, at det er vigtigt at understrege, at jeg på intet tidspunkt er helt symptomfri.

Her er et kort resume af de tre fantastiske kvartaler:

I januar indrettede jeg lejligheden, nøjagtig som jeg ville have den og havde planlagt den. Tidligere erfaringer med at bo i flere år 'i flyttekasser' skræmte – noget jeg desværre senere har måttet acceptere til en vis grad.

Februar skrev jeg artikler og indlæg om international politik og Socialdemokratiet, og tjekkede nettets research-muligheder, samt oprettede mit eget private netsted i håb om, at folk sætter indhold over form … Jeg lagde års skriverier ud og planlagde at kunne lægge endnu mere ud, startende med det speciale, jeg stod for at gøre færdigt.

Marts og april researchede jeg det sidste til specialet via nettet, og blev endnu bedre til netsøgning.

Maj og juni skrev jeg et afsnit hver dag ud fra en nøje planlagt slagplan med delmål.

Primo juli tog jeg 14 dage fri, så jeg kunne læse korrektur på og finpudse specialet i ultimo juli.

Specialet måtte først afleveres den 15. august, så jeg besøgte min eks., læste en sidste korrektur – og en til! - og trykte det.

I resten af august og det meste af september holdt jeg ferie, bl.a. i Sydfrankrig med min ekskone og vor delehund, hvortil vi kørte i min ekskones lille Polo! Tilbage i Danmark åbnede jeg min forhåndsgodkendelse af specialet, som var underskrevet dagen efter indleveringen af eksaminator og to dage efter af censor! Problemet var bare, at en sådan erklæringen da var blevet forældet i medfør af a-kassens regler, og jeg måtte bede om en ny … Den kom prompte og sidst i mit 42. år blev jeg formelt cand.mag.

Jeg meldte mig i Magisternes a-kasse – den første a-kasse i mit liv! – og modtog i oktober den første udbetaling.

Ultimo oktober fik jeg 11 og en særdeles tilfredsstillende udtalelse for specialet. På det tidspunkt havde jeg opfyldt a-kassens ’kvote’ for det krævede antal ansøgninger, uden af den grund at have nogen hensigt om at holde inde med skydningen.

Og da – netop da – vendte min kroniske diarré langsomt tilbage!

Fortsættelse følger ...

****